Den 2. februar 2013 udkom det ansete britiske magasin The Economist med en forside, der lovpriste de nordiske velfærdssamfund som idealet og forbilledet for verdens samfund: “Næsten uanset hvilken indikator for et samfunds succes man vælger at se på, klarer de nordiske lande sig bedre end andre.”

Helt grundlæggende bliver det danske velfærdssamfund beundret for sin evne til at understøtte borgernes livsmuligheder. Vi insisterer på, at alle – hver eneste borger – skal have samme muligheder for et trygt og selvstændigt liv i trivsel uanset social baggrund, køn, race, religion og seksualitet.

Det er noget af en ambition. Ingen andre samfund i menneskets historie har haft en så vidtrækkende ambition for den enkelte borger. End ikke briten Thomas More med sin bog ”Utopia” – det uopnåelige drømmesamfund – dristede sig til en så monumental ambition.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om ambitionen overhovedet er realistisk.

Det moderne velfærdssamfund voksede frem i de industrialiserede lande efter Anden Verdenskrig, selvom det har sine rødder tilbage i den industrielle revolution i slutningen af det 19. århundrede. Det er en samfundsmodel, som aktivt sigter efter at støtte hver enkelt borger i at realisere sit potentiale og sikre hver enkelt borger frihed, velstand og tryghed.

I 1948 fastslog det nyoprettede FN i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder – i øvrigt meget i tråd med den amerikanske uafhængighedserklæring – at ”alle mennesker født lige og frie”, at alle derfor har ret til at deltage i deres lands styre, men også har krav på social tryghed i form af ”en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder, og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenestemulighed under omstændigheder, som ikke er selvforskyldt.”

 ”Aldrig mere”

De 48 lande, der skrev under på erklæringen, gjorde det med Anden Verdenskrigs uhyrligheder i baghovedet. Man var klar over, at udbredt arbejdsløshed og fattigdom i 1930'erne havde banet vej for totalitære regimer som Hitlers nazisme og Stalins kommunisme, og bragt verden i krig. Efterkrigstidens konsensus var ”aldrig mere”, og det skulle velfærdssamfundet bidrage til at sikre.

USA pressede i regi af FN på, for at europæerne skulle arbejde systematisk med socialhjælp ved at uddanne såkaldte socialrådgivere, der kunne bringe hele viften af offentlige tilbud, private aktører, frivillige organisationer og privatpersoner i spil for i fællesskab alt efter behov og muligheder at hjælpe socialt udsatte borgere. Amerikanerne sendte eksperter til Europa for at undervise i socialt arbejde og invitere europæiske socialrådgivere på udvekslingsprogrammer til USA.

Velfærdssamfundene fik forskellige udformninger i de respektive vestlige lande. I Danmark og de skandinaviske lande blev den sociale tryghed forankret i offentlige velfærds-institutioner, hvorfor man talte om en velfærdsstat – hvilket i virkeligheden er lidt misvisende, da langt de fleste sociale opgaver blev lagt i kommunerne.

Den danske velfærdsstat blev opbygget i løbet af ganske få år. Fra 1960 til 1970 blev der ansat 300.000 mennesker i den offentlige sektor. Skattetrykket steg fra 25 procent i 1960 til 48 procent i 1970 – næsten en fordobling på et årti.

Revolten kom da også. Ved valget i 1973 fik de nystiftede partier Fremskridtspartiet og Centrum Demokraterne – der på hver deres måde var skatte-kritiske – en fjerdedel af alle Folketingets mandater. Knap hver anden vælger skiftede parti og smed gammel politisk loyalitet til side, hvilket dengang var uhørt. Med det blev en ny politisk æra indledt. Siden har de politiske partier i stigende grad kæmpet om de samme, meget mobile midtervælgere, som i høj grad stemmer alt efter, hvor deres interesser bliver imødekommet bedst. I praksis handler det om de ressourcestærke middelklassevælgere.

Service til middelklassen

Resultatet er da også, at velfærdsstaten i dag på mange områder primært leverer service for middelklassen. Nok fylder debatten om socialområdet, udsatte og fattige stadig meget, men faktum er, at middelklassen står for langt den største del af omkostningerne i den offentlige sektor. Det offentlige udbetalte i 2012 godt 600 milliarder kroner i sociale ydelser. Af det beløb var omkring 80 milliarder kroner primært rettet mod socialt udsatte borgere. Det betyder, at 87 procent af de sociale ydelser eller 520 milliarder kroner ikke har som primært formål at forbedre livet for socialt udsatte.

Konstateringen af, at stadig flere velfærdsydelser går til middelklassen, er ikke ny. Det fastslog den daværende Socialkommission med Aase Olesen som formand allerede i 1992. Kommissionens forslag til et ændret fokus i socialpolitikken henmod de svageste borgere blev i det store hele ignoreret. Siden har der ikke været nedsat en ny Socialkommission.

Status er, at i dag er omkring 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder på offentlig forsørgelse – det er 22 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder – mens knap 20 procent af en ungdomsårgang vokser op uden en erhvervskvalificerende uddannelse. Ifølge PISA-konsortiet falder andelen af elever, der bryder den negative sociale arv. Der bliver færre, ikke flere mønsterbrydere.

Statistikkerne fortæller altså præcis den modsatte historie af, hvad Danmark bliver rost for, og hvad ledende politikere i mange år selv har betonet som succeskriterier for velfærdsstaten.

Anders Fogh Rasmussen sagde som statsminister i 2002, at regeringens erklærede mål var at ”udvikle et samfund, hvor alle har en chance for at udnytte deres evner,” og at ”vi må ikke acceptere, at forældrenes dårlige sociale vilkår bliver nedarvet til deres børn, at disse børn ikke får de samme muligheder som andre for at få en uddannelse, et job og at vælge det liv, som de finder bedst.”

Den radikale leder Margrethe Vestager sagde i 2014, at ”det vigtigste for os er, at vores samfund giver mulighed for, at den enkelte borger kan flytte sig” og bryde en negativ social arv ved at få et job eller en uddannelse.

Hensigterne til trods er det målt på evnen til at sikre alle borgere lige muligheder for et liv i trivsel vanskeligt at sige, at den danske udgave af velfærdssamfundet her efter 50 års udviklingsarbejde er en klokkeklar succes.

Meget for mange

Noget af problemet handler om, at velfærdssamfundet skal være meget for mange.

Mange af velfærdsløsningerne er udtænkt af en voksende række eksperter i netop velfærdssamfundet, som ikke selv lever med problemerne, mange af løsningerne er dikteret af politikere, der tilgodeser særinteresser i en jagt på stemmer, mange af løsningerne er påvirket af borgerdefinerede interesseorganisationer og offentligt ansattes fagforeninger, og mange af løsningerne er styret af økonomiske begrænsninger og kortsigtede måltal.

Der er med andre ord indbygget rigtig mange krav, hensyn og succeskriterier i velfærdssamfundets funktion, som ofte snarere begrænser fremfor fremmer evnen til at levere på den centrale præmis, velfærdssamfundet blev bygget op om: Sikre alle lige muligheder for et liv i trivsel og tryghed.

Der er langt fra FN’s ambition om en udfarende socialrådgiver, der har carte blanche til med alle midler at hjælpe socialt udsatte, til hvordan velfærdssamfundet virker i 2014.

I takt med at befolkningen aldres og stadig flere går på pension, vil kampen om velfærdssamfundets knappe ressourcer skærpes i de kommende år. Spørgsmålet er, hvem der bliver taberne, og hvilken retning det presser det danske velfærdssamfund i.

Måske får vi nye svar på, hvordan vi kan gøre det bedre og sikre den samfundsmodel, som bliver hyldet som menneskets ypperste civilisationsprojekt, i takt med, at de asiatiske lande i de kommende år opbygger og udruller deres version af velfærdssamfundet.