Bare fordi man er det største parti, er man ikke sikret en borgmesterpost. Det har Socialdemokratiet måtte sande ved dette kommunalvalg.

Med 23,2 pct. af stemmerne, blev S landets største parti. Alligevel kunne Venstre, med 17,9 pct. af stemmerne, høste 14  flere borgmesterposter. 

Venstre løb med 40 borgmesterposter, mens Socialdemokratiet fik 26.

Efter valget i 2021 så det noget anderledes ud, da Socialdemokratiet havde 44 borgmestre og Venstre endte med 34.

Men hvorfor ender Socialdemokratiet med at have færre borgmesterposter end Venstre, når de, trods et dårligt valg, stadig er det største parti?

Det kan der være mange forklaringer på - én af dem kommer fra Albertslunds afgående borgmester Steen Christiansen (S):

- Mit bud er, at SF og Enhedslisten fra Christiansborg, har besluttet sig for, at Socialdemokraterne skal ud af valget med færre borgmesterposter. 

Uro i rækkerne

Socialdemokratiets valg ser ekstra katastrofalt ud, på grund af de mange tabte borgmesterposter. 15 socialdemokratiske borgmestre er blevet erstattet af borgerlige, i nogle tilfælde selvom rød blok har haft flertal i kommunen. 

Det var netop, hvad der skete i Albertslund, hvor Steen Christiansen har været borgmester siden 2010. 

Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale kunne have samlet et flertal i Albertslund, men kommunen endte med en konservativ borgmester, selvom De Konservative kun har to mandater i byrådet. 

De røde partier forhandlede på intet tidspunkt med hinanden. Socialdemokratiet blev som det eneste parti sat udenfor døren de første mange timer af forhandlingen. 

Da han endelig fik kontakt med resten af rød blok, fik han en nedslående meddelelse:

- De andre røde partier, altså Enhedslisten, SF og De Radikale, har en fast beslutning om, at der ikke skal være en socialdemokratisk borgmester. Men vi vil selvfølgelig ikke acceptere, at de 28 procent af stemmerne, som gør os til det suverænt største partiet, bliver marginaliseret, siger Steen Christiansen. 

Vivi Nør Jacobsen, spidskandidat for SF i Albertslund, bekræfter, at partierne i en SMS tilbød Steen Christiansen at vælge mellem en borgmester fra en af de tre andre røde partier. 

- Der var i vores kreds en stemning for, at den næste borgmester skulle være en af os, men det er jo aldrig blevet afprøvet, fordi vi ikke har hørt tilbage fra Socialdemokratiet, siger hun. 

Tilbuddet om forhandlinger blev aldrig grebet, for på det tidspunkt var forhandlingerne mellem Socialdemokratiet og De Konservative i fuld gang. 

I det hele taget, har kommunikationen mellem Socialdemokratiet og resten af rød blok ikke været god på valgnatten.

Selvom Socialdemokratiet i første omgang blev sat uden for forhandlingerne, endte man som kongemager og konstituerede sig med K, DF, LA og Albertslund-Listen. Dermed blev SF, EL og Radikale sat uden for indflydelse, og Socialdemokratiet mistede borgmesterposten i en af sine højborge.

Vivi Nør Jacobsen understreger, at SF ikke havde som mål at vælte en socialdemokratisk borgmester.

- Den eneste melding, jeg har fået fra Pia Olsen Dyhr, er: ‘Gå ud og lav noget politik’.

Splittelse i rød blok

Men ikke kun i Albertslund har de røde samarbejder slået sprækker. I Middelfart var der rødt flertal, men Enhedslisten ville ikke pege på Socialdemokratiet: 

“I den forløbne valgperiode har vi haft samarbejdsvanskeligheder med Johannes Lundsfryd. Derfor kunne vi ikke se os selv i at pege på ham igen”, skriver Enhedslisten på  Facebook.

Overborgmester-dramaet i København talte også tydeligt ind i tendensen. 

Socialdemokratiets spidskandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, meldte ud i en DR-podcast, at hun ikke ville pege på andre overborgmesterkandidater end sig selv. I Berlingske beskyldte hun SF’s og Enhedslistens kandidater for at være uegnede til overborgmesterposten. 

Den indstilling kom hun til at betale for, da hun på valgnatten stod uden for forhandlingerne, som omfattede alle de københavnske partier, ud over Socialdemokratiet og Frie Grønne. 

Den politiske ordfører for Enhedslisten, Pelle Dragsted, bekræfter over for TV2, at samarbejdet ikke er, hvad det har været: 

- Det nytter ikke noget, at man tager vores stemmer for givet, for så søger vi indflydelse andre steder. Det kan efterhånden godt blive svært at se forskel på Socialdemokratiet og højrefløjen. Også lokalt.

Socialdemokratiet kan ikke længere regne med at få mandaterne af Enhedslisten og SF forærende, når de skal konstituere sig. Det opdagede den afgående socialdemokratiske  borgmester i Gladsaxe, Trine Græse, på den hårde måde. 

Trine Græse troede hun havde SF’s støtte til at fortsætte som borgmester. I stedet blev der lavet et flertal udenom hende, og SF’s Serdal Benli blev borgmester. 

- SF har ikke et erklæret mål om at vælte socialdemokratiske borgmestre, men det er heller ikke et erklæret mål i sig selv, at vi altid skal støtte Socialdemokraterne. SF er et selvstændigt parti med vores eget politiske program, siger Serdal Benli.

I flere kommuner, hvor magten er skiftet, snakker partierne om den politiske kultur og nødvendigheden af en forandring. Det gør man også i Gladsaxe.

Selvom Serdal Benli ikke vil sige, at der har været problemer med Socialdemokratiet i spidsen, peger han på, at syv partier i byrådet har ment, at det var tid til en ny politisk ledelse. 

- Så må der i hvert fald være nogen, der ikke har følt, at de er blevet inddraget og derfor ønsker et bredt samarbejde i Gladsaxe Byråd, mener han. 

- Det er jo måske også noget af det, den socialdemokratiske selvtilstrækkelighed skal sætte sig ned og reflektere lidt over: Hvorfor er det endt, som det er endt mange steder? Ikke kun i Gladsaxe, det er en tendens, vi ser mange andre steder.

Eksperterne er splittede

Blev Socialdemokratiet holdt udenfor under konstitueringerne? 

Eksperterne er splittede. 

Karina Kosiara-Pederen, lektor i Statskundskab ved Københavns universitet, ser nogle nye dynamikker mellem partierne:

- Det lader til, at den førstefødselsret Socialdemokratiet har haft til borgmesterposten, fordi det var det største parti, er blevet udfordret. 

De mindre partier har lagt sig ud med Socialdemokratiet ved dette valg, på en måde som de ikke plejer. 

- Det har været en strategi fra de andre, at de ikke bare bakker op om Socialdemokratiet, siger hun. 

Mange politiske kommentatorer har ikke tøvet med at konkludere, at det var alle mod Socialdemokratiet ved dette valg. Forskerne er mere tilbageholdende. 

Ulrik Kjær, ekspert i kommunalvalg, ser flere forklaringer på, at Socialdemokratiet ikke har kunnet sikre så mange borgmesterposter som sidst. Den mest åbenlyse er naturligvis, at de har fået færre stemmer: 

- Socialdemokratiet har ligget lige på vippen nogle steder, hvor den her tilbagegang så har været nok til at skubbe borgmesterposten over i blå blok eller ud på de to fløje, som har været trætte af den socialdemokratiske måde at styre kommunen på.

Han peger på, at det nogle steder måske har handlet mere om at vælte den siddende borgmester, end om at den siddende borgmester var socialdemokrat. 

Venstres succes tillægger han, at Venstre ikke er gået lige så meget tilbage som Socialdemokratiet, men også, at mange af de partier der er gået frem ved valget, traditionelt har støttet Venstre: 

- Det hjælper dem i hvert fald, at Venstre har nogle små partier, som ofte støtter dem. Men det har Socialdemokratiet ikke så meget længere, fordi SF nogle steder er så stort, at de bare selv tager borgmesterposten, fortæller han. 

Han medgiver, at der i nogle kommuner har været en klar vilje til at vælte den socialdemokratiske borgmester, men at der også er eksempler på Venstre-borgmestre som har været udsat for det samme. 

- Nogle steder vil man meget her  have, at magten skifter, fordi man er trætte af borgmesterpartiet. Sådan nogle kommuner er der ved hvert eneste valg.

Men fordi den hårde valgkamp i København har fyldt meget op til valget, har vi hørt meget om splittelsen i rød blok. 

- Jeg synes vi skal passe på, at vi ikke overfortolker, fordi der nogle steder har været nogle særlige forklaringer. Man kunne jo godt stille sig selv det spørgsmål helt frit og åbent: Var det Socialdemokratiet, man ønskede at undgå i København, eller var det Pernille Rosenkrantz-Theil indsat af Mette Frederiksen, man ønskede at undgå?