Liberal Alliance mangedobler mandater - men er stadig lillebror i kommunerne
Liberal Alliance mangedobler mandater - men er stadig lillebror i kommunerne

Liberal Alliance står nu i spidsen for to sjællandske kommuner. Med genvalg til Emil Blücher i Solrød og nyvalg af Faxes Mikkel Dam er det kommunale landkort blevet en smule mere lyseblåt.
Og det er en stor bedrift lyder det fra både den nyvalgte borgmester og partiformanden.
- Jeg er glad og stolt af at være med i et parti, som nu også har lidt vind i sejlene i kommunedanmark. Det har vi ikke prøvet før, skulle jeg hilse og sige, siger Mikkel Dam
Liberal Alliance kan fejre deres bedste kommunalvalg nogensinde. Det skriver partiets leder, Alex Vanopslagh, på Facebook:
“Vi er nu ikke blot et parti, der er bomstærkt på Christiansborg og i Bruxelles - vi er også repræsenteret i byrådssale og regionsråd landet over.”
Dermed konkluderer han, at “genoprejsningen af det borgerlige Danmark er i fuld gang”.
Kommunen.dk har talt med de to valgforskere Jørgen Elklit og Rune Stubager, som begge peger på, at partiet er båret af den landspolitiske medvind. Derfor er resultatet ikke så overraskende, lyder det fra professor emeritus på Aarhus Universitet Jørgen Elklit.
Faktisk er det på tide, at partiet stempler ind i kommunalpolitikken:
- De har haltet lidt bagefter i kommunerne i forhold til den gennemslagskraft, Alex Vanopslagh har haft i medierne og på Christiansborg og i forhold til hans placering inden for den blå blok, siger Jørgen Elklit.
En 13-dobling
Ved folketingsvalget i 2022 fik Liberal Alliance 7,9 pct. af stemmerne, hvilket var en fremgang på 5,6 procentpoint.
Ved EU-parlamentsvalget gik de også frem. Det lykkedes dem at få et mandat i Europaparlamentet efter en fremgang på 4,8 procentpoint.
Nu har de også knækket koden til kommunalpolitik, med en fremgang på 4,1 procentpoint. Dermed er partiet gået fra ni mandater på landsplan til 125 eller en 13-dobling af antallet af byrødder.
Det er lykkedes at fastholde borgmesterposten i Solrød og at vinde borgmesterposten i Faxe, med en bred konstituering som spænder fra Danmarksdemokraterne til Enhedslisten.
Som det fremgår af nedenstående kort, har de haft fremgang i hele landet bortset fra Norddjurs Kommune, hvor de har mistet et enkelt mandat.
Jørgen Elklit mener, fremgangen var forventelig.
- Det er jo naturligt, fordi de har været godt på vej siden folketingsvalget i 2022.
De to borgmesterposter lægger Jørgen Elklit ikke så meget vægt på, fordi konstitueringerne i kommunerne ikke nødvendigvis afspejler, hvor godt det går for et parti, men ofte er resultatet af en række tilfældigheder.
Dog mener han, at partiet skal læse resultatet som en opmuntring frem mod næste folketingsvalg, hvor der kan være god grund til at holde et vågent øje med Liberal Alliance:
- De har fået en bekræftelse af, at de er i et godt forløb frem mod folketingsvalget, mener Jørgen Elklit.
Det gode resultat til kommunalvalget er også med til at sende et signal til de vælgere, som måtte være usikre ved at sætte deres kryds ved Liberal Alliance, om at det er et parti på vej frem.
Pragmatiske i kommunerne
Rune Stubager er enig i analysen af, at partiets byrådskandidater er hjulpet godt på vej af landstendensen. Han peger på omskifteligheden i blå blok, hvor en del tidligere Venstre-vælgere er utilfredse med regeringsdannelsen med “arvefjenden” som mulig årsag til opbakningen.
- Det er for mig at se en betydelig del af forklaringen også på kommunalt niveau, når det kommer til Liberal Alliance. Selvfølgelig kan de havde gode kandidater rundt omkring, men det er en generel bevægelse frem de fleste steder
Han mener, det er flot, at partiet nu sidder på borgmesterposten i to kommuner. Han påpeger dog, at partiet ikke når niveauet af dets vælgeropbakning på nationalt plan.
- De har haft et relativt godt valg, som dog stadig ikke når, hvad de står til på nationalt plan. Det er ikke ret lang tid siden, at de nationalt stod virkelig dårligt, og så er det lykkedes Vanopslagh at hente dem op.
- De har på landsplan overvundet krisen og mere til. Det er lykkedes at omsætte denne gang. Selv om det ikke er et rasende kommunalt parti har støtten været så tilpas, at det har smittet af på kommunalt niveau.
Rune Stubager siger, at partiet dog fortsat er en lille spiller i det store kommunale billede. Fremgangen er dog alligevel vigtig for partiet.
Generelt giver det partiet en bedre position, når de skal arbejde kommunalt, at de har fået bredere repræsentation i kommunerne.
- I nogle byråd kan det godt omsættes til noget, hvis de kan blive tungen på vægtskålen i konstitueringerne. På landsplan er de jo ikke et midterparti, og det kan jo udfordre samarbejdet, siger han.
Han forklarer, at partiet har mulighed for at være mere pragmatiske lokalt end i Folketinget, fordi man ikke på samme måde i kommunerne diskuterer fordelingspolitik.
- De kan være pragmatiske nok til at favne bredere. Og det hjælpes jo på vej af, at der ikke er meget fordelingspolitik i kommunalpolitik. Selvfølgelig er der den kommunale skattesats, man kan sænke, men så skal man umiddelbart til at finde besparelser.
- Det er jo ikke så populært, og de sidder ikke med flertal, så der vil være andre, der vil forhindre dem i det. Det er nationalt, man kan arbejde på den store klinge. Det er lidt ude af det kommunale spil, og derfor opstår der ikke situationer, hvor den position kommer i spil.
Historien kort
- Liberal Alliance er gået markant frem fra 9 til 125 mandater og har sikret sig to borgmesterposter.
- Partiet sikrede genvalg i Solrød, og fremover skal Faxe nu også have en borgmester fra Liberal Alliance
- To valgforskere peger på, at partiet har fået medvind af den landspolitiske bølge.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.




























