Kommunalvalget er overstået. Og selvom der flere steder (også i min kommune Helsingør) var drama, så forløb det helt overordnet meget stille og roligt. Bortset fra lokale slag om fjernvarme, jernmarker og borgere, der har brug for hjælp, er politikerne og borgerne enige om spillepladen og reglerne, der skal spilles efter. Sådan er det ikke i mange af vores europæiske nabolande.

Kulturlivet, bredt forstået, sidder rimeligt sikkert i sadlen i Danmarks kommuner, på trods af politiske forskelligheder og store lokale forskelle på, hvor meget den enkelte kommune bruger på kulturelle indsatser. Men i flere europæiske lande bliver kulturen i stigende grad spændt for en politisk vogn, hvorved kulturlivet ikke længere garanterer eller understøtter sammenhængskraften i lokalsamfundet. 

Groft sagt er det fortsat sådan i den vestlige del af Europa, at højrefløjens hang til kulturarv kan finde en form for fodslag med venstrefløjens trang til kritik og aktivisme. Men ud af højrefløjen er der også vokset en fascistisk eller racistisk variant, hvor man forsøger at ekskludere eller ligefrem udrydde sine modstandere, ligesom der på venstrefløjen er opstået en aktivistisk gren, hvor ikke alle er velkomne.

Denne radikalisering og politisering af kulturlivet møder vi sjældent ude i de danske kommuner. Men det gør de i både by- og landsamfund i mange østeuropæiske lande, hvor man fx besætter fagstillinger med politiske sympatisører eller på anden vis tvinger sin politik igennem.

Europa – EU, og i særdeleshed kulturprogrammet Creative Europe og ungdomsprogrammet Erasmus – har for mange af de skrøbelige lande været en meget vigtig medspiller, som har sikret en form for stabilitet og været med til at binde øst og vest sammen. 

I danske kommuner kender man for lidt til de europæiske støtteprogrammer. Det går tilsyneladende godt nok, og mange steder har man ikke rigtigt opdaget, at hvis det europæiske projekt overhovedet skal give mening, så bliver vi også nødt til at samarbejde mere. Helt specifikt har især de nordiske lande en vigtig rolle at spille i forhold til resten af Europa for at sikre stabilitet, fair play og demokrati.

Indrømmet, det er et idealistisk projekt, som kommer til at koste nogle penge. Men det er også en investering i noget andet og vigtigere end våben, nemlig i de demokratiske værdier og frihedsrettigheder, vi kæmper for.

I danske kommuner har man mange steder ikke opdaget værdien af europæisk samarbejde. EU vil skære i Creative Europe-programmet, selvom der ved den sidste ansøgningsrunde var så mange ansøgninger, at det kun var de færreste, der fik tilsagn om støtte. 

Kultur har præventiv effekt

På kort sigt betyder det nok ikke det store ude i kommunerne, men på den lange bane kan det få stor betydning for hele vores kulturelle udviklingspotentiale. EU og Creative Europe har været meget succesfulde med at sikre støtte til kunstneriske projekter, der er meget lokale og som ikke kun lander i de store byer. Desuden er man i EU optaget af kunstens rolle i andre samfundssektorer.

Så når vi taler om de ældre, de sårbare unge og de syge, der alle har brug for hjælp, så er det nok ikke første gang, kulturlivet har svaret på problemerne. Til gengæld kan kulturlivet åbne nogle nye døre, så mange af problemerne ikke udvikler sig så alvorligt ved, at borgerne i længere tid er eller føler sig som en del af samfundet.

Det er derfor helt afgørende, at vi i Danmark og Europa tager ansvar for vores kulturliv. Ved at investere i kultur skaber vi ikke blot bedre forhold for kunstnere, men også en stærkere sammenhængskraft for vores samfund. Det er på tide, at vi ser værdien af kultur som en grundpille for vores demokrati og vores fælles fremtid.