Godt hver tiende vælger (10,5 pct.) stemte på Danmarksdemokraterne eller Dansk Folkeparti ved sidste uges kommunalvalg. 

Partier, som professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen ‘Ustyrligt demokrati’ Mikkel Thorup over for Kommunen.dk har betegnet som populistiske. 

Dermed ser det ud til, at den globale populistiske bølge, han betragter som både en af tidens mest succesfulde politiske strømninger og mest akutte udfordringer, er skvulpet ind i de danske byråd.

Spørgsmålet er, hvilket aftryk det vil sætte i byråd og kommuner de kommende år.

Mere populisme, mindre kompromisvillighed

Grundlæggende handler populisme om en retorik, hvor man slår sig op på at tale på vegne af befolkningen imod den herskende elite. 

Men om valgresultatets landsgennemsnit er udtryk for øget populisme, tør professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Christian F. Rostbøll ikke sige.

Hvad han imidlertid kan sige, er, at principfasthed er én af de ting, der kendetegner populismen. 

Det betyder, at kompromiser ikke betragtes som noget efterstræbelsesværdigt. 

Man kan godt indgå dem af pragmatiske grunde, forklarer han, men i sig selv er de hverken gode eller værdifulde, snarere tværtimod. 

- Man ser kompromiset som mangel på rygrad og principløshed. Man giver noget til en konkurrent, som man ikke skylder noget, siger Christian F. Rostbøll.

Som eksempel nævner han, da Inger Støjberg kort før valget slog fast, at ingen af partiets byrådsmedlemmer måtte pege på en rød borgmester, hvis der var et blåt flertal. 

- Det er lidt anti-kompromis og usædvanligt i kommunal sammenhæng at topstyre så meget, siger han.

Hvis det er stilen, tegner det ikke umiddelbart godt for samarbejdet i byrådene. 

Nemmere at dæmonisere nogen, man ikke kender

Men skal man tro lektor Allan Dreyer Hansen, der forsker i populisme på Roskilde Universitet, bliver det næppe noget problem.

- Jeg tror ikke, at det populistiske element, der har været til stede i Danmarksdemokraternes flotte valg, nødvendigvis får særlig stor betydning for samarbejdet internt i kommunerne, siger han, for en stor del af anti-elitismen retter sig mod Christiansborg.

Efter Christian F. Rostbølls vurdering vil populismen have vanskelige kår i kommunalpolitik. 

- Det er sværere at have en abstrakt elite, der er meget langt væk. Folk kender godt lidt til borgmesteren, og det er sværere at tale om ‘saloner ovre i København’, siger han.

- Det er nemmere at dæmonisere nogen, man ikke rigtig ved, hvem er. 

Samtidig handler kommunalpolitik om at få løst konkrete, nærværende problemer, som mange måske kender til. 

- Det er nemmere at være populist på noget abstrakt og ikke særlig konkret. Det er svært,når det drejer sig om huller i vejene eller forfaldne skoler, siger han.

Men det betyder ikke, at det er umuligt.

En farlig kamp

I konflikten om den grønne omstilling fungerer modsætningen mellem folk og elite også indadtil i kommuner, fortæller Allan Dreyer Hansen.

F.eks. giver kontroverser om solceller, eller ‘jernmarker’ som Inger Støjberg kalder dem, mulighed for en populistisk konflikt med de gamle magtpartier, der har ‘tromlet omstillingen igennem uden hensyntagen til befolkningen’. 

Det er ikke svært at forestille sig budskaber som: ‘Vores kommune skal ikke være så føjelig i forhold til at lade den grønne omstilling ske her’, pointerer han. 

Tilsvarende kan Allan Dreyer Hansen se for sig, at Venstre-politikere, der synes, det er en fin måde at få penge til kommunen på, kan blive klemt, hvis Danmarksdemokraterne siger nej – medmindre borgerne altså har forhåndsgodkendt det.

- Jeg har svært ved at forestille mig en V-gruppe, der ikke tænker, at det er en farlig kamp, siger han. 

Hvor populistiske er de egentlig?

Hvor populistiske og kompromisløse partierne i virkeligheden er, vil dog vise sig.

Selvom Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti bruger populistisk retorik mere end andre partier, er de ikke, hvad Christian F. Rostbøll kalder “hardcore populistiske”. 

Og faktisk betragter Allan Dreyer Hansen snarere Dansk Folkeparti som en form for moderne radikal nationalkonservatisme end som et populistisk parti – også selvom Morten Messerschmidt selv identificerer sig i retning af det sidste.

F.eks. skrev han for to år siden i en kronik bragt i Information, at populisme både er sund og nødvendig. 

“Hvis eliten nægter borgerne adgang til tilstrækkelig, pålidelig energi, de kan betale, og når de opdager, at fossile brændstoffer ikke kan erstattes af varm luft fra Klimarådet, Concito, Greta Thunberg og Dan Jørgensen, så vil vi i hele Europa se Gule Veste så talrige som blomsterne på en dansk rapsmark”, lød det bl.a.

Ret beset agerer Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne ifølge Christian F. Rostbøll meget som alle andre partier – uagtet den populistiske retoriks løfter om, at politik ikke skal være, som den plejer at være, men mere ‘autentisk’ og ‘ren’. 

Det er en indgroet del af dansk kultur at indgå kompromiser, bemærker han. 

Nødt til at få beskidte hænder

Men risikerer vælgere, der tiltrækkes af det kompromisløse, så ikke at blive fælt skuffede, hvis partierne ikke er anderledes, når det kommer til stykket?

Jo, mener Christian F. Rostbøll, og som han ser det, rider eksempelvis Inger Støjberg på to heste: 

Partiet vil være et ansvarligt politisk parti, der får ting gennemført, men gør samtidig brug af populistisk retorik. To ting, der ikke går så godt i spænd.

- På den måde er de ambivalente, siger han.

Det kan ende med at give bagslag, for som han påpeger, vil det ikke se så godt ud, hvis man siger ét og gør noget andet.

Der blev da også gjort kort proces, da det kom partistifteren for øre, at en genvalgt danmarksdemokrat i Lejre Kommune, havde været med til at gøre SF’er Mikael Ralf Baade Larsen til borgmester.

- Ole Blickfeldt er blevet ekskluderet fra partiet i dag. Og det er han, fordi vi har været meget tydelige om, at hvis der er et blåt flertal, peger vi selvfølgelig ikke på en rød borgmester, sagde hun til TV2.

Det er svært at være et populistisk parti, når man er lille, konstaterer Christian F. Rostbøll, for så får man ikke indflydelse, når man ikke samarbejder. 

- Man er nødt til at få beskidte hænder og lave kompromiser, hvis man vil sætte et aftryk, siger han.