Kommunen.dk
MENU

Spådommen holdt stik: SF’s valgsejr giver partiet et stærkt afsæt til næste års valg

Med over 11 pct. af stemmerne, fem borgmesterposter og generel stor fremgang står SF markant stærkere i både kommunerne og den nationale politiske dagsorden, vurderer ekspert.

Spådommen holdt stik: SF’s valgsejr giver partiet et stærkt afsæt til næste års valg

Med over 11 pct. af stemmerne, fem borgmesterposter og generel stor fremgang står SF markant stærkere i både kommunerne og den nationale politiske dagsorden, vurderer ekspert.
Med SFs landsdækkende fremgang er forventningerne til folketingsvalget øget, siger Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Med SF's landsdækkende fremgang er forventningerne til folketingsvalget øget, siger Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I månederne op til KV25 har eksperter og analytikere forsøgt at kigge ind i krystalkuglen for at forudsige valgresultatet – om end med den vanlige tøven, for intet er sikkert i politik.

Én prognose viste sig dog særlig præcis: SF ville klare sig godt. Og det gjorde de.

SF fik samlet 11,1 pct. af stemmerne på landsplan og landede dermed på en fjerdeplads lige efter De Konservative. Det er en fremgang på 3,5 procentpoint siden KV21 – og et tydeligt tegn på et parti i styrke, lyder det.

- De fik et flot valg og er næsten etableret over hele Danmark, så på den måde er det blevet et ret stærkt parti, siger Flemming Juul Christiansen, lektor i statskundskab ved Roskilde Universitet.

Partiet spillede også hovedrollen i det, der på forhånd var udset til valgnattens største gyser: kampen om overborgmesterposten i København. 

Her stormede SF frem med 6,9 procentpoint. 

Resultatet blev, at Sisse Marie Welling kunne sætte sig i overborgmesterstolen – en post Socialdemokratiet har holdt på i mere end 100 år.

SF sikrede sig desuden borgmesterposter i Randers, Lejre, Gladsaxe, Hvidovre og København. Dog er partiet kun størst i én kommune: Hvidovre.

Utilfredse S-vælgere på vandring

Meget tyder på, at SF især har vundet stemmer blandt vælgere, der tidligere har sat kryds ved Socialdemokratiet. Flere steder er Socialdemokratiet gået markant tilbage, samtidig med at SF er gået frem.

I Billund mister Socialdemokratiet 8,1 procentpoint, mens SF går 8,5 procentpoint frem. I Roskilde er mønstret det samme: SF vinder 5,3 procentpoint, mens Socialdemokratiet taber 6,7 procentpoint.

Ifølge Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, peger udviklingen på en udtalt vælgerutilfredshed.

- Hvis vi går tilbage til forklaringen på Socialdemokratiets tilbagegang, er noget af det jo stemmer, der går til SF. Det er utilfredse socialdemokrater, der finder et alternativ. Det handler om at stå det rigtige sted for vælgere, der er utilfredse med andre, bemærker han. 

Spørgsmålet er, om SF’s fremgang skyldes kompetence – eller held.

Professor emeritus Jørgen Elklit fra samme institut hælder til det sidste:

- Jeg tror mest, de har været heldige. På den måde, at hvis man var socialdemokratisk vælger, og tænkte, nu kan det være nok, og skal finde noget andet at stemme på, og man stadigvæk har en rød sjæl eller lyserød sjæl, er det så ikke oplagt at stemme på SF? 

Højere forventninger frem mod folketingsvalget

Uanset om SF’s fremgang primært skyldes held eller politisk håndværk, tegner resultatet et billede af et parti med medvind – også frem mod næste års folketingsvalg.

- Det øger forventningerne til et flot folketingsvalg. De ligger ikke helt så højt i målingerne som tidligere, men deres målsætning til kommunalvalget har været begrænset, og de har ikke skuffet, pointerer Rune Stubager.

Selvom fremgangen er markant, er det dog kun blevet til fem borgmesterposter. Men det er helt i tråd med den større udvikling, forklarer han.

- Man kunne have diskuteret, om de kunne omsætte fremgang til borgmesterposter, men resultatet passer ind i den bredere landspolitiske tendens: SF står til fremgang. Socialdemokratiet til tilbagegang. Det så vi ved EP-valget, og nu igen ved kommunalvalget. Vælgerne fører det ud i livet.

Og med Sisse Marie Welling som overborgmester i København får SF yderligere synlighed frem mod folketingsvalget.

- Overborgmesterposten i København er formentlig den største gevinst, de nogensinde har fået. Det vil give opmærksomhed og fokus. Det er en ret fremtrædende position, siger Flemming Juul Christiansen. 

 

 

Historien kort

  • SF står som en af valgets store vindere med solid fremgang med over 11 pct. på landsplan.
  • Vælgervandring fra Socialdemokratiet kan være medspiller i SF's fremgang, vurderer ekspert.
  • Valgresultatet og overborgmesterpost giver SF momentum og en øget synlighed frem mod næste års folketingsvalg. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR