Ny LA-borgmester i Faxe: Vi skal gøre hovedrent
Ny LA-borgmester i Faxe: Vi skal gøre hovedrent

125 mandater.
Liberal Alliance kunne tage et større stykke af den kommunale kage end ved valget for fire år siden. Partiet gik 4,1 procenpoint frem og det blev vekslet til ikke bare genvalg af borgmester Emil Blücher i Solrød, men også en borgmesterpost til Mikkel Dam i Faxe.
Han blev Faxes topscorer blandt vælgerne med 1.460 stemmer, og ved konstitueringen blev der netop lagt vægt på de personlige stemmer, da pilen skulle pege på en borgmester, forklarer han.
- Det var egentlig ikke fordi, det var mejslet i sten, at det skulle være mig. Men jeg er selvfølgelig glad for, at de andre pegede på mig og syntes, jeg skulle have førerkasketten på, fordi jeg havde fået det største personlige valg.
Alle partiet bortset fra Venstre og Socialdemokratiet er med i konstitueringen, der gør Mikkel Dam til borgmester. Visionen er nu at lave en hovedrengøring, forklarer han.
- Det er jeg voldsomt stolt af, men også ydmyg omkring. For hvis det skal lykkes, så kræver det ikke bare noget af mig, men også noget af alle sammen i en holdindsats. Det kræver, at man skruer ned for den politik og de metoder, man har brugt, og som har kendetegnet de sidste fire år, siger han.
Vind i sejlene
Vælgerne i Faxe stemte Liberal Alliance ind som det tredjestørste parti i kommunen målt på stemmeandelen. Partiet mønstrer nu tre mandater.
Mikkel Dam fortæller, at han er stolt af at være en del af Liberal Alliances bedste kommunalvalg, hvor man gik fra i 21 at få valgt ni byrødder ind til nu at runde 125 på landsplan.
- Det fortæller mig i høj grad, at det er et parti, der er levedygtigt, også når det handler om at tage ansvar ude i kommunerne. Vi fører en politik, som flere og flere danskere får øjnene op for kan være noget af det rigtige - også ude i kommunerne. Jeg er glad og stolt af at være i et parti, som nu også har vind i sejlene i kommunedanmark. Det har vi ikke prøvet før, skulle jeg hilse og sige, siger han.
Hvad har det af betydning for dansk kommunalpolitik, at I nu står stærkere?
- Det sender et signal om, at Liberal Alliance vokser. Man skal passe på med at sammenligne Solrød kommune med Faxe. Til trods for, at der ikke er meget mere end 20 min på motorvejen, så er det nogle helt andre dagsordener, der er på spil i Faxe. Og jeg tror ikke 1:1, at man skal forvente, at Faxe nu bliver en ideologisk liberal kommune, for det er ikke hensigten. Det er også derfor, vi nu har indgået et flertal, som egentlig rækker helt fra EL til DF til LA.
Han forklarer, at hovedopgaven, som de konstituerende partier har sat, er at bringe Faxe et nyt sted hen. Og det har krævet, at man kigger mere på de menneskelige værdier end de større, ideologiske armbevægelser.
Hovedrengøring i kommunen
Mikkel Dam mener, at konstitueringen også er et opgør med de “spidse armebevægelser og konfrontatoriske politiske føringer,” som har kendetegnet det nuværende byråd.
- Det er der et krav og en forventning om, at man skruer ned for og i stedet viser borgerne, at vi godt kan samarbejde på tværs på trods af vores forskelligheder.
Hvordan kommer borgerne konkret til at kunne mærke en LA-borgmester i spidsen?
- Jeg tror ikke, det gør nogen forskel, om det er en LA borgmester eller én fra et andet parti. Det vigtigste for os, da vi konstituerede os, var igen, at man lige parkerer de større politiske ideologier og i stedet ser de træk, vi er fælles om: At vi skal lave en hovedrengøring i Faxe kommune.
Hvad er det for en hovedrengøring?
- Det handler om, at vi performer rigtig, rigtig dårligt på mange områder. Og det ønsker vi bestemt ikke. Vi har lavet for meget system og for lidt borgerinddragelse. Uanset om det er på teknik og miljø eller det specialiserede børneområde, er det mennesker, der virkelig brænder for området, og vi tror, det drive kan føre kommunen et andet og bedre sted hen.
Mens man på landsplan arbejder for mindre bureaukrati og skattelettelser, er det ikke det mest centrale for den nye konstituering, forklarer den nyvalgte borgmester.
- Selvfølgelig kommer jeg til at arbejde med noget af det. For jeg tror også, at det er nøglerne til den opskrift, vi skal bevæge os hen imod. At man nødvendigvis ikke behøver at have så mange politikker og strategier og alt muligt andet, men i stedet skal skubbe meget ansvar ud til dem, der i sidste ende arbejder med det i dagligdagen. De enkelte skoler og plejehjem.
Kan borgerne forvente lavere skat og mindre bureaukrati i Faxe?
- Det er ikke vores overskrift. Det, jeg tror, de godt kan forvente, at vi fortsætter og rykker mere ansvar ud til de enkelte institutioner. Den vigtigste opgave er at få Faxe et andet sted hen og det tror vi, at vi kan uden om større ideologiske salgstaler.
Historien kort
- Med nyvalget af Mikkel Dam som borgmester i Faxe har Liberal Alliance nu to borgmestre.
- Partiet fik tre mandater, men fik opbakning fra både EL, DF og kunne sikre sig posten.
- Mikkel Dam forklarer, at han vil lægge en ny politisk stil i kommunen og desuden lave en hovedrengøring i kommunen: Der er for meget system og for lidt borgerinddragelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























