Kommunen.dk
MENU

Drop sloganvisioner – skriv en rigtig vision, der sætter retning for kommunen

Efter KV25 følger en visionsproces for de nye byråd. Alt for ofte ender det i pæne, men tomme ord. En vision skal være kort, billedskabende og sætte tydelig retning, hvis den skal have potentiale til skabe ønskede forandringer i kommunen.

Drop sloganvisioner – skriv en rigtig vision, der sætter retning for kommunen

Efter KV25 følger en visionsproces for de nye byråd. Alt for ofte ender det i pæne, men tomme ord. En vision skal være kort, billedskabende og sætte tydelig retning, hvis den skal have potentiale til skabe ønskede forandringer i kommunen.
Valgplakaterne skal tages ned senest i dag - nu venter de konkrete opgaver for de nyvalgte byråd, og en af dem er  at formulere en vision for kommunen.
Valgplakaterne skal tages ned senest i dag - nu venter de konkrete opgaver for de nyvalgte byråd, og en af dem er at formulere en vision for kommunen.
Foto: Jokum Tord Larsen/Ritzau Scanpix
26. nov. 2025
Christian Qvick
CHRISTIAN QVICK
SELVSTÆNDIG LEDELSESRÅDGIVER OG FORFATTER TIL FLERE BØGER OM VISIONSLEDELSE
Email

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk

“Kan du huske jeres vision?” spørger jeg i pausen på et lederseminar, mens vi balancerer papkrus med kaffe. Hun tøver, rører i koppen, smiler undskyldende og siger: “Noget med… det bedste sted at leve?”

Sådan dør visioner: Når de bliver så generiske, at selv topledere glemmer dem.

Det billede dukker op igen og igen, når jeg arbejder med kommuner. Store ord, men ingen reel kurs. Nu venter opgaven efter KV25. De nye byråd skal vælge, om de vil vente på, at fremtiden kommer af sig selv – eller om de vil formulere en vision, der skaber fremskridt.

Faldgrube 1: Den indholdsløse floskel

Mange steder er jeg stødt på ”visioner”, som er pæne, men indholdsløse: ”Sammen skaber vi fremtiden” eller ”Det bedste sted at leve og bo”. 

De giver lige så meget kurs som en kompasnål på en magnetfabrik.

En rigtig vision maler et dristigt billede af den kommune I vil skabe – og kræver modet til at vælge noget til og andet fra. En vision skal svare klart på et spørgsmål: Hvor skal vi hen? 

Det kan floskelvisioner ikke svare på. De er umulige at navigere efter.

Billund Kommune tør det: ”Børnenes Hovedstad” trækker en lige linje fra Legos rødder og danner afsæt for kommunens tilgang til alt fra dagtilbud til folkeskoler og byudvikling. Børneperspektivet er altså tilvalget – og medfører et naturligt fravalg af andre perspektiver, som får mindre opmærksomhed.

Faldgrube 2: Visionen forveksles med et slogan 

Et slogan er en fyndig sætning, der skal skabe opmærksomhed på en organisation. En vision skal sætte retning for organisationens og skabe handling.

Flere kommuner har fine slogans, der understøtter et slogans formål – at skabe opmærksomhed. Fx Skanderborg Kommune, der med reference til Smuk Fest har sloganet ”Danmarks smukkeste by” eller Ærø Kommunes slogan ”Alt er vand ved siden af Ærø”.

Flere kommuner er dog faldet i fælden, hvor de har lanceret et slogan i visionsforklædning. For skolechefen, der skal prioritere og beslutte, er sådan en vision ubrugelig.

Odense Kommune har formuleret en rigtig vision: ”Fra stor dansk by til dansk storby”. Visionen signalerer bevægelse mod en ønsket fremtid, som blandt andet handler om at gøre Odense til verdens førende robotby for dem, der vil studere og arbejde med robotteknologi.

Faldgrube 3: En lang management-dansk vision, som ingen kan huske  

Forskning viser, at to ting betyder noget for, om mennesker kan huske en vision: Graden af billedskabende sprog i visionen og visionens længde.

Ordet vision udspringer af de to latinske ord vidére og visio, som henholdsvis betyder ”at se” og ”syn”.

Et centralt element i en vision er altså, at den skal skabe mentale billeder af, hvordan det ser ud den dag, hvor visionen er indfriet.

Her går mange visioner galt i byen. De ender med at fokusere på, hvad visionen skal medføre, snarere end at fokusere på, hvordan visionen kan opleves, når den bliver realiseret. De bliver begrebslige snarere end billedskabende.

Det er her den begrebslige vision lyder ”Vi vil skabe sammenhængende og helhedsorienterede forløb for alle borgere”, mens den billedskabende vision siger det samme på metaforisk vis: ”Alle borgere bliver fulgt af én kontaktperson hele vejen – så ingen borgere falder mellem to stole.” 

Jeg har mere end én gang oplevet, at selv de personer, der har stået for at formulere visionen, ikke er i stand til at huske den, når den bliver for lang. Hvis ingen kan huske visionen, bliver den i sagens natur aldrig et omdrejningspunkt for beslutninger og prioriteringer i organisationen.

Forskning peger på, at en vision maksimalt bør være 22 ord, hvis den skal kunne huskes. Den skal med andre ord kunne siges på et åndedræt.

Denne vision stammer fra en dansk kommune: ”Vi vil styrke erhvervsudviklingen og skabe vækst i kommunen ved at satse på innovation og samarbejde mellem virksomheder og uddannelser. Ved at udvikle nye uddannelsesmiljøer og udnytte kommunens store mangfoldighed, vil vi styrke uddannelsesniveauet, hæve indtægterne og skabe mere tryghed og sammenhæng i hele kommunen.” 

Ingen metaforik og 45 ord – og umulig at huske.

Vordingborg Kommune har derimod formuleret en billedskabende og kort vision på 19 ord, som knytter sig til de drømme kommunen vil indfri, når den kommende Femern-forbindelse gør afstanden til Berlin og Hamborg væsentligt kortere.

Den lyder: ”Vordingborg Kommune vil være storbyens sundeste og smukkeste forhave, summende af aktivitet, med internationalt udsyn og et blomstrende erhvervsliv.”  

En vision, der formentlig er lidt lettere at få ind under huden hos politikere, ledere og medarbejdere.

Tjekliste når I formulerer visionen

Når I igangsætter arbejdet med at formulere en vision, kan I bruge følgende tjekliste:

Retningssættende: Rummer jeres vision så tydeligt tilvalg af en bestemt retning, at den potentielt kan gøre ondt på noget andet – eller vil I ”det hele”?

Fremtidsorienteret: Rummer jeres vision en klar beskrivelse af, hvad I skal bevæge jer fra og til – hvad der skal være anderledes i fremtiden?

Billedskabende og kort: Prøv at læse visionen højt for en anden. Tal om noget andet i et minut. Kan personen genfortælle visionen? Hvis ikke, må I tilbage i skriveværkstedet.

Hav modet til at prioritere en klar retning

Jeg har set utallige visioner, der er så brede, at de kunne stå på enhver kommunes hjemmeside. Det er ærgerligt, for en stærk vision kan samle politikere, ledere, medarbejdere og lokalsamfund – og gøre prioriteringer mulige.

Poul Henningsen sagde det klart: ”Fremtiden kommer af sig selv, men det gør fremskridtet ikke.”

Det citat bør kommunalpolitikere skrive sig bag øret. For de spiller en afgørende rolle i at sikre, at kommunen ikke bare går en tilfældig fremtid i møde – men derimod en fremtid, hvor I gør fremskridt. Det er jeres valg nu. Formulér en vision for det lokalsamfund I drømmer om – ellers får I kun den fremtid, tilfældighederne leverer.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR