“Et væsentligt politisk gearskifte”.

Det er, hvad administrerende direktør for Dansk Center for Arkitektur Kent Martinussen kalder regeringens nye nationale arkitekturpolitik. 

- Den er mere fokuseret i retning af kommunernes betydning og bevidstheden om, at en stor del af den offentlige økonomi og private byggesektor drives gennem kommunerne, siger han.

- Det er der, byggetilladelserne bliver givet, så kommunerne spiller en meget stor rolle. 

Derfor skal politikken også ud at leve, hvor beslutningerne træffes og borgerne bor, uanset om det er i byen eller på landet.

Men hvordan undgår man, at den nye politik fiser ud som den gamle?

Politikere skal tage ejerskab

Ifølge Kent Martinussen, der var en del af regeringens ekspertgruppe for den nye arkitekturpolitik, er der bred enighed om, at den foregående fra 2014, som daværende kulturminister Marianne Jelved (R) stod bag, ikke har haft den tilsigtede effekt i det omfang, man kunne ønske sig. 

Med den nye mener han både, at kommunerne får et større ansvar, men også mere instrumentel kraft til at påvirke udviklingen lokalt for at forløse intentionerne. 

Især hvis de kobler politikken med ekspertgruppens anbefalinger og hvidbog.

Men, som han siger, er en politik ikke stærkere, end dens ejere gør den. 

Og der følger ingen penge med. Så hvis ikke kommunernes egne økonomiske incitamenter til at skabe forandring presser sig nok på, kan politik ikke gøre meget. 

- Det er politikerne, der skal tage den og eje den på vegne af deres borgere, siger han.

 

Et spørgsmål om evne og vilje

Om den nye, mere enkle arkitekturpolitik har bedre chancer for at gøre en mærkbar forskel end den væsentligt mere omfattende, den afløser, kommer ifølge professor ved Institut for Arkitektur og Kultur på Det Kongelige Akademi Christoffer Harlang helt an på, om der er vilje og evne til det. 

- Vi har tidligere set, at viljen fuldkommen har manglet, og at evnerne ikke har slået til, siger han.

- Det nytter ikke, at man har et lille kulturministerium på Gammel Strand med ønsker og drømme om en bedre arkitektur i Danmark, hvis dem, der bestemmer og betaler, er fuldkommen ligeglade.

Ifølge ham bør der følge forpligtelser med. 

Det kunne f.eks. være ændrede udbudsbetingelser, hvor arkitektonisk kvalitet indgår fra starten og ikke klistres på som en eftertanke. Eller krav om, at der skal være en sagkyndig, arkitektonisk kompetence til stede i alle bedømmelsessammenhænge, lyder et par af hans forslag. 

- I Spanien har man en autorisationsordning, som gør, at man ikke kan få en byggetilladelse, medmindre den er stemplet af en arkitekt. Det kunne man gøre i morgen, siger han.

Generelt mener han, at der mangler arkitektfaglige kompetencer i kommunerne, f.eks. i form af stadsarkitekter, hvilket blot 10 kommuner ifølge Arkitektforeningen har. Han efterlyser nogen, der reelt har ansvar for, hvordan byerne udvikles.

- Nogen, som man respekterer og lytter til, fordi man har tillid til, at æstetik og helhedstænkning er til glæde og gavn for os alle sammen. Også selvom det koster investorerne lidt, siger han. 

Svært at gå imod markedet

Ifølge ham skal ‘det skønne’ fylde mere, så han glæder sig over, at skønhed overhovedet har fundet vej ind i politikken som det første af otte dogmer: “Prioritér omhu og skønhed”.

Spørgsmålet er bare, hvordan man instrumentaliserer det.

- Jeg er et optimistisk menneske, men jeg kan ikke se, hvad det er for nogle instrumenter, man vil bringe i anvendelse. Det er enormt svært for en kommunalbestyrelse at gå imod en udvikling, som er drevet af markedet, siger han.

Fra kommunale embedsmænd hører han, at de mangler at kunne sætte arkitektonisk kvalitet ind som betingelse for en byggetilladelse. 

Og fordi markedskræfterne driver udviklingen, og der er arbejdspladser og andre væksthensyn på spil, er det svært for politikerne at være holdningsbårne, påpeger Christoffer Harlang. Det skal de have hjælp til. 

Derfor mener han, det er afgørende at få gjort op med den mistænkeliggørelse, han oplever, der har været af sagkundskaben. For arkitektur er ikke bare et spørgsmål om smag og behag, som nogle ellers gerne vil gøre det til, understreger han, det er langt mere komplekst. 

- På tværs af kulturer er vi stort set enige om, hvad der er smukt, og hvad der er frastødende, siger han og tilføjer, at forskning underbygger, at arkitektur er et stærkt instrument til at skabe kulturel og mental velfærd.

Derfor håber han også, at der vil ske en evolution i, hvordan vi betragter vores fysiske omgivelser, ligesom det er sket på fødevareområdet med økologi og gastronomi. 

Det kræver dog, at politikerne får øjnene op for det. Gør de det, tror han til gengæld, at det kan blive en fordel for dem.

- Jeg tror, der er stemmer i det. Jeg tror, at folk er trætte i øjnene og sjælen af al den grimhed, siger han.

Behov for at udvide værktøjskassen

Ifølge direktør for Arkitektforeningen Lars Autrup, der også var en del af regeringens ekspertgruppe, har kommunerne mange af de redskaber, der skal til for at inddrage politikkens dogmer i deres praksis.

- I en kommune har du planloven, kommuneplanen og lokalplaner, det er ‘hard power’, siger han.

Kulturpolitik er ‘soft power’, og det kan også noget. 

Hans drøm er, at man hjælper kommuner, der ikke selv har ressourcer til at lave en arkitekturpolitik med at lave en, for de har mindst lige så meget brug for det som de kommuner, der har prioriteret at gøre det, mener han.

Da den gamle nationale arkitekturpolitik så dagens lys, havde ca. hver fjerde kommune en arkitekturpolitik – i dag er det ifølge Arkitektforeningen godt 40.

- Jeg kan se at de kommuner, der har gode arkitekturpolitikker, bruger dem til at sikre kvalitet, siger Lars Autrup.

Samtidig er de med til at skabe en fælles stolthed af, hvad der er vigtigt i en kommune. 

Men der er også behov for at træde på lovgivningspedalen, fortæller han, f.eks. når det kommer til cirkulært byggeri.

Artiklen fortsætter under faktaboksen...

Byggeri og anlæg står for omkring en tredjedel af Danmarks samlede CO2-aftryk og ressourceforbrug og 38 pct. af landets affald. Det fremgår af en rapport om cirkulært byggeri, som Rådet for Grøn Omstilling udgav sidste år, og ifølge rådet går det alt for langsomt med at få det nedbragt. 

Ifølge ekspertgruppen har arkitekturen potentiale til at understøtte flere af samfundets ambitioner inden for både klima, biodiversitet og social sammenhæng. 

Og meget af den viden og flere af de løsninger, der skal til, inden for byggeri og planlægning findes allerede, men det kræver mere forpligtende samarbejde og koordinering til at få løsningerne i anvendelse.

Ikke alt kan løses inden for kommunegrænsen, fastslår Lars Autrup. Det gælder f.eks. i forhold til infrastruktur og natur- og miljøtiltag. 

Når vandet oversvømmer Holstebro by, er det måske ti gange billigere at håndtere det i Herning, forklarer han, men der mangler incitament til at gøre det.

Derfor anbefaler ekspertgruppen, at der etableres forpligtende tværkommunale samarbejder. For med kommunalreformen og amternes forsvinden forsvandt også et vigtigt samarbejdsredskab:

- Kommunerne blev ladt alene i indbyrdes konkurrence uden vindermuligheder.