Deadline var for længst overskredet, og teksten trykt. Så der var intet at gøre med den trykte version. Og for at gnide saltet grundigt ind i såret, så udkom Kommunen ikke ugen efter på grund af efterårsferien. Aaarrrgghh, som jeg ville udbryde, hvis jeg havde været en tegneseriefigur. 14 dage, hvor jeg blot måtte leve med skammen.

Nå, straffen er udstået, ørerne er ved at genvinde deres normale farve, og jeg skal beklage, at jeg kunne være så tankeløs at påstå, at daværende minister for udenrigsøkonomi og europæiske markedsanliggender Ivar Nør-
gaard, i 1972 endte med at sige nej ved EF-afstemningen, fordi han var inderligt imod den konstruktion, der pålægger medlemslandene at holde stram disciplin i statsbudgetterne og at lægge fokus alene dér.

Det havde ikke krævet megen tankevirksomhed – suppleret med lidt research – at indse, at det var en tåbelig fejl. Endnu mindre end i dag – tænk blot på Özlem Cekic – er det tænkeligt, at en politiker fra et regeringsparti – og da slet ikke en minister – kan undsige et højt profileret regeringsprojekt. Og den mekanisme, der i dag hindrer medlemmer af Europagten i at tage eksempelvis sociale hensyn, når der skal vælges finanspolitiske veje ud af en krise, var i 1972 højst en våd drøm hos enkelte, der allerede dengang drømte om EF som en politisk-økonomisk union.

Jeg røg med fynd og klem lige i den klassiske journalistfælde – at undlade at tjekke facts, hvis rigtighed af uransaglige veje har fæstnet sig. For mit vedkommende tror jeg, årsagen var en anden journalistfælde: At være så fokuseret på en problemstilling, at alt det udenom fortaber sig i tåger. Jeg var så optaget af pointen om, at Ivar Nørgaard var en hædersmand, der hævdede den gamle, hæderkronede, politiske sandhed om, at social ustabilitet ikke blot er urimelig hård ved den menige samfundsborger, men også er yderst farlig for specielt demokratiske samfund.

Magthaverne i de kriseramte sydeuropæiske lande med Grækenland i front har i svær grad misrøgtet samfundsøkonomien, og befolkningerne har dyb mistillid til dem. Men den kurs, Europagten nu driver landene ud på, er i fuld gang med at skabe stor social ustabilitet, det ulmer i befolkningerne og ingen ved, hvordan det vil ende.

Ganske få historisk bevidste har forsigtigt nævnt risikoen for, at totalitære kræfter kommer til magten. Den frygt – og Ivar Nørgaards politiske holdning til Euro-konstruktionen – blev i den grad lyslevende, da jeg forleden i TV så en reportage fra Grækenland, hvor hver fjerde nu er arbejdsløs, og et nyt højrepopulistisk parti, ’Gyldent Daggry’ (!) vinder frem, og ser lige nu i meningsmålinger ud til at blive landets tredjestørste parti.

Man så menige, fredsommeligt udseende grækere fortælle om deres foragt for politikerne og deres ureflekterede begejstring for det nye, nærmest fascistiske parti, der blandt andet uddeler tøj og mad til de nødstedte. En flok muskelsvulmende skaldepander i stramme T-shirt optrådte som partiets stormtropper. Med fysisk truende adfærd fik de lukket et teater, der spillede en forestilling, der ikke passede disse gorillaer og deres parti. Og det selv om politiet var massivt til stede. Den slags er set før, og det endte ikke godt. For mit indre hørte jeg klirrende glasskår, så nymalede jødestjerner og voldelige brunskjorter med skrårem i Berlins gader i 30’erne.

Den danske Euroafstemning i 2000 blev et nej til den monetære union. Men de danske politikere valgte snart at lægge sig i kølvandet på Eurolandene og lydigt overholde finanspagtens krav. Herunder de konvergenskrav, der nu pålægger Eurolandene at klare gigantiske statsunderskud, der i hvert fald i Danmark næsten udelukkende er skabt af finanskrisen, alene ved at skære i statsbudgetterne. For de skiftende danske regeringer – også den nuværende S-R-SF-regering – tæller åbenbart ene og alene hensynet til, at kapitalen – også kaldet finansmarkederne – skal have tillid til stabil økonomi i de europæiske nationer. Men er det forsvarligt?

For imens risikerer befolkningerne i de misregerede lande at forbløde på grund af en krise, de ikke har lod eller del i. Hundredtusinder er kastet ud i udsigtsløs arbejdsløshed. Titusinder er brat faldet fra en almindelig tilværelse med familie og bolig til håbløs, ensom hjemløshed. Hvor forestiller disse enøjede europæiske politikere sig egentlig, det vil ende?

Må jeg spagfærdigt minde om, at grundstenene til anden verdenskrigs rædsler blev lagt ved fredsslutningen efter første verdenskrig. Tyskland havde i høj grad sig selv – de politiske og økonomiske magthavere – at takke for situationen. Men de sejrende nationer påtvang taberen en ydmygende fredsaftale, der kastede Tyskland ud i forarmelse og politisk ustabilitet. Den situation gjorde det rystende nemt for nazisterne på få år at overtage Tyskland og indlede deres rædselsregimente, udrydde millioner af forkerte eller fjendtlige mennesker og lægge Europa i ruiner.