Den politiske debat i Danmark er plaget af to grupper; kommentatorerne og ideologerne. Derfor får vi ingen vederhæftig samfundsdebat, og derfor bliver den politiske styring af det danske demokrati vanskeligt. Det er en af grundene til, at vi står midt i en økonomisk krise. Vi er selvfølgelig langt fra så hårdt ramt som en række af de sydeuropæiske lande, der er på fallittens rand, delvist er sat under administration og delvist har overladt regeringsførelsen til teknokrater. Men der er også faresignaler her i landet. Journalister og politikere, der burde være de ærværdigste deltagere i debatten, bliver i stort set alle troværdighedsmålinger placeret i bunden sammen med brugtbilsforhandlere og ejendomsmæglere. Man bliver mere populær på gyldne løfter og skattestop end på at lave nødvendige reformer af velfærdsstaten. Man skal være en verdensfjern retoriker uden forbindelse til samfundets realiteter for ikke at kunne se faresignalerne.

Kommentatorerne interesserer sig ikke for samfundets problemer, men for det politiske spil. Det er tydeligt og markant udtrykt af en af kommentatorkorpsets stjerner, TV2’s politiske redaktør Henrik Qvortrup, der for nogle år side udtalte:

Blandt dem får man ikke prestige som politiker ved at løse landets problemer, men ved smarte udmeldinger og gevinst i Gallup. Anders Fogh Rasmussen og hans skattestop faldt de næsegrus for, mens det, at 00’ernes højkonjunktur ikke blev brugt til nødvendige reformer, blev overset. Poul Nyrup Rasmussens regering lavede en lang række reformer af samfundet, men kommentatorerne så mest en cykelhjelm, der var et par numre for lille. Med den plads kommentatorerne får i både trykte og elektroniske midler, at de blevet et åbenbart problem for den politiske styring af vort samfund og for den demokratiske debats seriøsitet.

Dødt ideal om samarbejde

Det andet problem er, at politikere, der bliver grebet af spillet og så begynder at interessere sig mere for deres partis interesser end for landets. Sådan har det selvfølgelig til en vis grad altid været, men med kombinationen af en kommentatorstyret presse og nogle fasttømrede blokke har det antaget et faretruende omfang. Det gamle – nu afdøde – ideal om det samarbejdende folkestyre hindrede tidligere partiegoismen i at få et for katastrofalt omfang; i et flerpartisystem med en seriøs presse var der klare grænser for, hvor partiegoistisk man kunne tillade sig at opføre sig.

Alt dette blev tydeligt illustreret forleden uge i to kronikker her i avisen om Fogh Rasmussens periode. Niels Krause-Kjærs d. 17. juli og Søren Pinds d. 19. juli. I begge kronikker ser man disse 'branchers' forhold til virkeligheden tydeligt illustreret. Og det selv om Krause-Kjær plejer at være en af de mest seriøse kommentatorer og Søren Pind en af de mindst partitro politikere.

Pointet i Krause-Kjærs kronik er, at der er ved at opstå en erkendelse af, at Fogh Rasmussen måske ikke fik lavet de reformer, der burde være lavet, og at han derfor måske ikke var så stor en statsminister, som pressen var tilbøjelig til at tro, når de var til pressemøde med ham. Derved ligner han H.C. Hansen, som ifølge Søren Mørch også falmede, efterhånden som tiden er gået. Vurderingen af de to statsministre overlades altså helt til deres omdømme. 

Man kunne jo også se på, hvad de faktisk udrettede. Ser man her på H.C. Hansens periode, så er der næppe nogen grund til at nedskrive hans ry. Han var kun statsminister i de 5 år fra 1955 til 1960, men det er en periode der stadig står som en af de store succesperioder i dansk økonomi og politik. Der blev lavet store reformer; i 1956 blev den almindelige folkepension indført, og i 1958 fik vi en skolereform, der afskaffede mellemskolen, der nok havde været en succes i sig selv, men som medførte en skarp deling mellem ”bogligt begavede” og ”praktisk begavede” i 11-års alderen. Med liberaliseringer og forbedringer af afskrivningsreglerne blev trekantsregeringen fra 1957-60 den regering, der lagde grunden til 1960’ernes højvækstperiode. Det er klart, at succesen ikke alene var H.C. Hansens fortjeneste, men det var ham, der gav plads til den uortodokse socialdemokratiske økonom Viggo Kampmann og de drevne radikale ministre Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen, og som holdt sammen på en trekantsregering  med tre vidt forskellige partier, hvis eneste fælles udgangspunkt fra starten var ønsket om højere jordskatter. Ser man på den faktiske historie står H.C. Hansens periode i dag stadig som toppen af det samarbejdende folkestyre og som et typeeksempel på økonomisk ansvarlighed. En politik, der ikke leflede for det kortsigtede populære, hvilket specielt viste sig ved storkonflikten i 1956, hvor et forkastet mæglingsforslag ophævedes til lov. Med flere hundrede tusinder af vrede demonstranter på Slotspladsen skal H.C. Hansen have erklæret ”Mig skal de ikke pisse på”.

Krause-Kjærs kritik af Fogh Rasmussen for ikke at have lavet de nødvendige reformer, mens tid var, forekommer oplagt, og jeg har selv fremført den for et par år siden. Men her er der ingen grund til at se indsatsen på afstand for at se problemerne; alle de reformer, Lars Løkke og Helle Thorning Smith har lavet under de seneste års lavkonjunktur, havde det været langt mere hensigtsmæssigt at gennemføre, mens der var højkonjunktur. Det er vigtigt at øge arbejdsudbuddet, men det havde unægtelig været langt mere oplagt i Foghs periode, hvor der var mangel på arbejdskraft end nu, hvor vi har en betydelig arbejdsløshed. Og fagfolk advarede fra starten. Jeg husker Nationaløkonomisk Forenings Koldingfjord-møde i 2002, hvor Fogh Rasmussen prøvede at sælge sin ”kontraktpolitik”, og den gamle vismand Anders Ølgaard udtrykte sin frygt for, at kontraktpolitikken ville forhindre nødvendige reformer. Et skattestop uden styr på udgifterne kan næsten kun føre til ulykker. Letsindige valgløfter er altid kritisable, men det er trods alt bedre at blive klogere end at prøve at fastholde uansvarlige løfter. Adskillige kommissioner redegjorde næsten enslydende for de nødvendige reformer, men det blev først efter Fogh Rasmussen havde forladt dansk politik, der kom gang i reformerne. At Fogh Rasmussen overlod store problemer til sine efterfølgere, var klart for mange allerede lang tid før han rejste til NATO – det er da altid noget, at alle de højt estimerede kommentatorer nu er ved at opdage det. 

Søren Pind burde kunne huske

Søren Pind forsvarer Fogh med, at det kræver tid at ændre holdningen til en socialdemokratiske velfærdsstat, som vi ikke har råd til. Foghs indsats gødede jorden og muliggjorde dermed efterfølgernes reformer. Der er imidlertid intet historisk belæg for at se de sidste årtiers politik som en kamp mellem et reformivrigt Venstre og nogle betonsocialdemokrater. Den danske velfærdsstat toppede på mange måder lige før oliekrisen i 1973-74. Arbejdsløshedsunderstøttelsens højde i forhold til gennemsnitslønnen har for eksempel været faldende siden. Mange af de store udgiftskrævende reformer blev i virkeligheden lavet af VKR-regeringen 1968-1971, blandt andet socialminister Nathalie Linds (V) store socialreform fra 1970. Nyrup Rasmussen og nu Helle Thorning-Schmidt har også lavet væsentlig flere reformer af den danske velfærdsstat og det danske arbejdsmarked end Fogh Rasmussen. Det var jo heller ikke sådan at Fogh Rasmussen argumenterede energisk for reformer – tværtimod understregede både VK-regeringen og Dansk Folkeparti, at de var velfærdsstatens sande beskyttere. Liberale reform-teser blev slået hårdt ned; det burde i hvert fald Søren Pind kunne huske.

Kunne vi dog ikke snart få en politisk debat, der interesserede sig for realiteterne, og ikke for det politiske spil, og nogle politikere, der ikke prøvede at opbygge kunstige modsætninger. Engang var det samarbejdende folkestyre et centralt plusord og blokpolitik et skældsord. Kunne vi komme tilbage til den situation, ville Danmark stå væsentligt stærkere i den internationale konkurrence. Men det kræver nok kommentatorer, der også interesserer sig for at se i finanslovsforslag, og politikere med en kombination af grundfæstede holdninger og en forhandlingsvillig løsningsorientering, som vi har haft i Thorkil Kristensen, H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Nyboe Andersen, Palle Simonsen, Poul Schlüter for blot at nævne nogle af de ikke helt aktuelle. I dag minder mange af debatterne jo mest om studenterforeningspolitikkens gensidige drilleri.

 

Denne kronik er tidligere blevet bragt i Berlingske Tidende.