Tirsdag og onsdag i sidste uge var økonomiudvalget taget på budgetseminar i Nordsjælland, hvor de så småt skulle tage hul på forhandlingerne om næste års budget. Seminaret skulle mest bruges til at præsentere hovedlinjerne i det omkring 37 milliarder store budget, som er pakket ind i det, der bliver kaldt københavnerfortællingen. En fortælling, der ifølge administrerende direktør i økonomiforvaltningen, Claus Juhl, handler om at gøre København til en fed by at bo i - men hvor der også skal være noget at lave.