Hvad driver innovationen i det offentlige? Det spørgsmål stiller mange nok i forsøget på at fremme nytænkning og smarte løsninger.  Et af de klassiske svar er som regel, at det er ”kreativitet”, og andre mener ”produktivitet”. Men hvad nu, hvis man som samfund står overfor en række potentielle kriser og katastrofer?  Kan det blive en drivkraft for innovation? Hvordan skaber vi håb om en bedre fremtid for vores borgere og børn?

Det spørgsmål har vi stillet os selv i Vejle Kommune som baggrund for at arbejde mere strategisk og bevidst med samfundsmæssig og social resiliens, der kort fortalt betegner, hvordan mennesker og fysiske og biologiske systemer responderer på og udvikler sig i takt med forandringer og nye udfordringer.

I denne artikel vil jeg introducere, hvordan vi i kommunen forstår og arbejder helhedsorienteret med resiliens, samt give konkrete eksempler på, hvordan arbejdet med det kan drive den offentlige innovation.

Hvad er resiliens?

Indenfor de senere år har begrebet resiliens vundet større og mere opmærksomhed både blandt forskere, kommuner og virksomheder. Dette skyldes på den ene side, at en række forhold i vores omverden lokalt såvel som globalt har rettet vores fokus mod nye sårbarheder for eksempel relateret til klimaforandringer, potentiel social og økonomisk ustabilitet og et stadig mere socialt komplekst og krævende samfund. Samtidig lever vi med nye typer af uoverskuelige afhængigheder teknologisk og økonomisk, der kan være vanskelige at håndtere. I den offentlige sektor leverer vi velfærd som aldrig før, men ensomhed og psykisk sårbarhed fylder stadig mere, og sårbare grupper føler sig ekskluderet af det store samfund. Alt dette gør, at vi i dag er søgende efter de kvaliteter i os selv, vores fællesskaber og samfund, som skal sætte os i stand til at vende denne udvikling til en positiv fremtid.  Hvad kan vi som kommune gøre i den sammenhæng?

Fælles om modstandsdygtighed

I Vejle har vi længe arbejdet med resiliens som et svar på dette, og det er i dag en del af hverdagen i mange af kommunens forvaltningsområder. Men efter at Vejle blev optaget i det internationale samarbejde 100 Resilient Cities, er der opstået en øget politisk og faglig bevidsthed om resiliens som en mere generel tilgang til at udvikle kommune og lokalsamfund. Udgangspunktet for samarbejdet i 100 Resilient Cities er, at mange byer og lokalsamfund i dag er så sårbare overfor potentielle katastrofer og langvarige kriser, at det kræver langsigtede, koordinerede og helhedsorienterede indsatser på tværs af organisationer for i det hele taget at sikre opretholdelsen af samfundene og deres mulighed for at udvikle sig. Samarbejdet går ud på, at 100 byer og kommuner verden over i perioden 2014-2020 gennemfører en strategiproces og iværksætter en række centrale initiativer, som skal opbygge samfundsmæssig resiliens. Dette sker i partnerskab med organisationen 100 Resilient Cities og de andre byer i samarbejdet, og der er fokus på både lokale indsatser og global videndeling. Målet er at identificere de fælles globale udfordringer i det 21. århundrede og gentænke, hvordan byer og kommuner kan imødegå disse på nye og innovative måder.

En drivkraft for innovation

I Vejle tager vi det globale samarbejde alvorligt, men forsøger samtidig at oversætte resiliensbegrebet til en nordisk forståelse og lokal virkelighed. Vi definerer resiliens som: ”Kapaciteten hos ​​enkeltpersoner, fællesskaber og systemer til at overleve og vokse i en turbulent tid på trods af stress og chok og selv tilpasse sig, når forholdene kræver det. Resiliens handler om evnen til at bruge risiko som for eksempel klimaforandringer og demografisk krydspres til innovation, fornyelse og nytænkning" (Vejles resiliensstrategi, 2016).

Resiliens bliver dermed til en drivkraft for offentlig innovation med afsæt i at fremme flere af de kvaliteter, som er nødvendige for en by og et samfund, som i dag og i fremtiden ikke kun skal håndtere kritiske "forstyrrelser" som oversvømmelser, men også de langsigtede påvirkninger, som svækker de fysiske, sociale og økonomiske strukturer fra dag til dag. Det kunne være høj arbejdsløshed, ineffektive transportsystemer og mangel på bæredygtige vand-, energi- og fødevaresystemer, da disse øger presset på miljøet og sårbare sociale grupper.  Foruden at integrere resiliens i de faglige områder arbejder vi i Vejle Kommune også fokuseret på at opbygge en tilgang til samarbejde på tværs af forvaltninger og på at opbygge kollektiv kapacitet sammen med borgere, virksomheder og foreninger. Den helhedsorienterede tilgang er baseret på den forståelse, at sociale, tekniske og biologiske ”systemer” er gensidigt afhængige og afgørende for den kapacitet, der skal vende samfundsudfordringer og langvarig stress til læring og innovation. Resiliens er for os derfor drivkraften i omstillingen til de nye betingelser i en udfordret og global virkelighed.

Hvordan gøres det i praksis?

At opbygge resiliens i byer og lokalsamfund kræver en holistisk tilgang til at identificere den indbyrdes afhængighed mellem organisationer og samfundsmæssige risici og forbinde dem til muligheder for at stimulere til innovative løsninger og investeringer som grundlag for strukturel udvikling. At opbygge resiliens i byer og lokalsamfund starter ved at skabe en kollektiv accept af de vanskelige udfordringer. Enten på baggrund af en hændelse eller ved at kortlægge sårbarheder og scenarier og gennem dialog undersøge de bekymringer, som lokalsamfundene og deres interessenter lever med. Hermed opstår et fælles billede af både potentielle risici og mulige løsninger. Dermed åbnes mulighedsrummet. Herfra handler det om at skabe en bred involvering på tværs af borgere, politikere, fageksperter og potentielle investorer. Det handler derfor om at skabe resiliente systemer i samspil med borgerne, der til gengæld får styrket deres egen resiliens ved at deltage og lære at navigere og forhandle i denne nye komplekse verden.

Afslutningsvis: Hvordan øger denne tilgang så innovationskapaciteten som lovet i indledningen?

I det perspektiv kan arbejdet med resiliens benyttes til at samle interessenter om et fælles højere mål. Så kan en dæmning også være en cykelsti, et affaldsområde et nyt ressourcecenter og et asylcenter et samlingspunkt for bæredygtig lokal fødevareproduktion. For i det øjeblik en gruppe af mennesker opdager, at de deler en fælles udfordring og et håb og sammen kan høste gevinsterne af en fælles løsning. Ja, så er der ingen begrænsninger for innovationen.

Sådan kan man gøre:

• Skab opmærksomhed om fælles udfordringer blandt interessenter med særlig vægt på udsatte borgere
• Opbyg kapacitet blandt beslutningstagere til at handle
• Skab fælles mål og partnerskaber
• Gør det muligt at deltage
• Fortæl en engagerende historie
• Design multifunktionelle, bæredygtige og socialt retfærdige løsninger
• Undersøg flere kilder og metoder til finansiering
• Støt mennesker i at anvende løsningen
• Mål værdien både kvalitativt og kvantitativt