Kom ikke og sig, at Vorherre ikke har sans for humor.

Det var sidst på dagen forleden, og vejret var ved at skifte fra drivende skyer og spredt sol til mørkere skyer med vand i. Pludselig viste en regnbue sig på himlen over fjorden – en rigtig flot af slagsen med usædvanligt klare farver.

Regnbuen endte meget tydeligt lige hvor vand og land mødes. Her ligger en bygning delvis ude i vandet, bygget på pæle. Bygningen med den spektakulære beliggenhed rummer en restaurant, og så vidt jeg kan se, er der fuldt hus ugen rundt.

Om regnbuer gælder jo, lærte jeg som barn, at hvis man kan finde stedet, hvor den ender, så vil man der finde en krukke guld.

Og det må man jo sige, blev bekræftet her. For restauranten hedder Jensen’s Bøfhus – med den fejlagtigt anbragte apostrof. Men uanset stavefejlen i navnet så er det vel ikke forkert at fastslå, at restauranten er mere end en krukke – snarere en guldgrube.

Den driftige hr. Jensen har uden den store originalitet fundet en formel, hvormed han kan tilfredsstille mændenes savlende begær efter en stor, beskidt bøf – med sovs vel at mærke. Og samtidig berolige kvinderne med et stort salatbord - og børnene med pølser og is. Familieidyllen er ubrudt: Mor kan dulme den ernæringsmæssige samvittighed ved at insistere på, at fatter og børn også får salat på tallerkenen – og al denne herlighed til en forholdsvis moderat pris.

Det er åbenlyst et hit, og Jensen ejer i dag en hel kæde af bøfhuse over hele landet. Fra Palle Skov Jensen startede sit første i 1984, er det nu blevet til 39 i Danmark. Dertil kommer 13 i Sverige, en enkelt restaurant i Norge og én i Tyskland. Så det er ikke en hvilken som helst Jensen, vi her har med at gøre. Hans cirka 2.000 medarbejdere omsatte i 2012 for mere end 900 millioner.

En nidkær bøfkonge

Det må jo så være forklaringen på, at denne bøfkonge vogter nidkært over sit sjældne (!) firmanavn. Faktisk så nidkært, at han har fået det halve Danmark på nakken – i hvert fald 261.432 plus en hel masse flere og et par aviser.

De 261.432 danskere hedder nemlig også Jensen til efternavn. Faktisk er det landets mest almindelige efternavn. Derfor var det med noget blandede følelser, de for nylig erfarede, at selveste Højesteret havde afsagt en dom, der fastslår, at navnet ’Jensen’ er bøfkongens alene. ’Snitterne væk fra fars dyrebare brand!’ kan man næsten høre Palle hvæse.

Den dom er vi mange, der undrer os over – og finder rent ud komisk. Palle Skov Jensen fortryder ikke, at han anlagde sagen. Han hvæser dog ikke så meget, men prøver midt i mediestormen at appellere til folkets forståelse: Vi må da kunne forstå, at han må kæmpe for at beskytte sit møjsommeligt oparbejdede virksomhedsbrand.

Men det kan vi ikke. De sociale medier har talt, og det rumler fælt med trusler om boykot af bøfhusene. Det kommer der dog næppe mere end lidt krusninger ud af. Ganske vist var det en overgang vældig populært at tale om forbrugernes demokratiske indflydelse på samfundsudviklingen.

Men dels varer sådanne spontane aktioner mod foretagender, der foretager sig noget, vi ikke kan lide, sjældent ret længe. De bliver hurtigt glemt. Og dels er det jo ikke særlig demokratisk. ’Stemme efter hoveder – ikke efter høveder’, hed det smukke slogan fra andelsbevægelsens barndom. Det vil sige, at storbonden ikke skulle have flere stemmer end den lille landmand med tre køer og et par grise.

Men hvis vi snakker forbrugerboykot, så må man jo sige, at den rige storforbruger vil have betydelig mere indflydelse end den enlige mor på kontanthjælp. For eksempel havde årgangsvindrikkende burgøjsere noget mere indflydelse end forbrugere med mere beskedne indkøbsvaner, da det gjaldt boykot af franske varer i protest mod de fortsatte atomprøvesprængninger.

Jensen med ’HR.’

Nå, tilbage til Jensen. Årsagen til balladen er en anden Jensen, der har en efter sigende beskeden fiskerestaurant i nordjyske Sæby, som han ganske naturligt har kaldt ’Jensens Fiskerestaurant’ – uden den fejlagtige apostrof. Det må han ikke mere. Bøf-Jensen anlagde sag og vandt i Højesteret.

Nu kan man undre sig over en del i den dom. Dels undrer jeg mig – som de fleste danskere – over, at man kan tage patent på Danmarks mest almindelige efternavn, når det gælder restaurationsdrift. Men jeg undrer mig også over, at Jensen ikke snarere har kæmpet for at beskytte sit forretningskoncept.

Nu har jeg aldrig besøgt Jacob Jensens Fiskerestaurant i Sæby. Jeg var derimod i foråret på besøg i Faaborg på Sydfyn. Det var det dejligste vejr, og byen har mine varmeste anbefalinger.

Nede på havnen lå et stort foretagende, der hed ’Jensens Fiskerestaurant’. Jeg og kæresten kiggede på stedet, men havde ikke rigtig lyst til at gå ombord, selvom vi begge er rigtig glade for fisk. Stedet var simpelthen for McDonald's-agtigt, og faktisk troede vi begge, at det var Bøf-Jensens koncern, der stod bag. De moderate priser, spisekortets udseende og restaurantens indretning og så videre.

Jeg har nu via nettet fundet ud af, at det faktisk var Fiske-Jensen fra Sæby, der stod bag. Siden har han afhændet stedet til en tredje Jensen, og stedet i Faaborg hedder nu ’HR. Jensens Fiskerestaurant’. Sæby-Jensen havde måske luret, hvad vej vinden blæste i navne-sagen, og besluttede at afhænde stedet til en lokal, der skyndte sig at tilføje ’HR.’ i navnet.

Nu har han så tabt til Bøf-Jensen i Højesteret, og vi får se, hvad han finder på. Han ser i hvert fald ikke ud til at være den lille, uskyldige nordjyde med et beskedent foretagende i Sæby, der bærer hans gode, danske efternavn. Han ligner grangivelig en driftig forretningsmand med sans for sovs og sager.

Bøf-Jensen har ganske beskeden fornøjelse af sin sejr. Nu roder han med en sag, selv de bedste eksperter i image og håndtering af dårlige sager ikke kan stille meget op med. Vi danskere kan li’ bøf og sovs – men vi bliver rigtig sure, når den store tryner den lille.

De er ikke tabt bag en vogn, de der Jensen’er. Men det var nu Jensens’s Bøfhus, regnbuen ramte.