I mange kommuner bryster man sig af at sætte børnenes perspektiver højt på den kommunalpolitiske dagsorden. I de skriftlige børnepolitikker står der ofte mange flotte ord om, hvordan børnene sættes i centrum i netop denne kommune.

Det kan dog være svært at se, hvor børnene reelt kommer til orde, og hvordan man i praksis har tænkt sig at sætte dem og deres hverdagsliv i centrum. Overvejelser herom bør være en del af kommunernes børnepolitik 2.0.

I 2007 blev Serviceloven ændret, så alle kommuner fik pligt til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik. Formålet var at sikre en helhedsorienteret indsats for udsatte børn og unge på tværs af forvaltninger og sektorer.

Politikken skulle danne grundlag for tidlig indsats og koordineret støtte til børnene og deres familier. Det daværende fokus på det bekymringsvækkende børneliv sætter sit præg på de kommunale børnepolitikker også i dag. I det følgende ser vi nærmere på nogle centrale aspekter.   

Udspringer af en bekymring

De kommunale børnepolitikker er sat i verden som en måde at sikre en målrettet social indsats over for børn i udsatte positioner. I Serviceloven følges intentionerne for de kommunale børnepolitikker af begreber som "tidlig indsats" og "koordineret tværprofessionelt samarbejde", og hensigten er klar: børn, der er i vanskeligheder, har rettigheder. De skal have samme hjælp og støtte – herunder mulighed for at blive hørt og inddraget i forhold, der vedrører dem.

Børnepolitikkerne binder dermed an til Børnekonventionen og barnets ret til at blive lyttet til og inddraget. Men politikkerne fungerer samtidig som en sikring af kvaliteten af problemløsningen i individuelle børns liv – snarere end som en sikring af børns deltagelsesbetingelser og levevilkår i det hele taget.

Faktum er, at selvom intentionen er en anden, er der qua børnepolitikkernes fokus på børn i vanskeligheder risiko for, at de almindelige børneliv og de børnefællesskaber børnene dagligt indgår i glider i baggrunden. Dette sker ikke pga. manglende vilje men afspejler, at de kommunale børnepolitikker er kommet til verden med et ønske om at problemløse, hvorfor fokus på mistrivsel, tidlig indsats og tværfagligt samarbejde fortsat ofte står helt i forgrunden. 

I det følgende vil vi give eksempler fra to kommuner, der prioriterer det gode børneliv og formulerer, at det skal være godt at være barn i netop deres kommune.

Kommune X

En kommune lægger i sine børnepolitiske dokumenter ud med formuleringer om, at alle børn har ret til et godt liv, alle børn er unikke, og alle børn har ressourcer. Et inkluderende og ressourceorienteret børnesyn slår således tonen an.

Dette er formuleringer, vi møder i flere kommunale børnepolitikker, og er et eksempel på det vi kan betragte som et positivt børnesyn. Man vil børnene det godt uanset børnenes situation og individuelle ressourcer. Begreber som trivsel, sundhed og deltagelse står desuden centralt, og det pointeres, at alle børn og unge skal opleve, at kommunen med sin børnepolitik sikrer tidlig, helhedsorienteret og velkoordineret indsats.

Dette fremhæves som væsentlige forebyggende instanser. I den lokale børnepolitik understreges desuden vigtigheden af at fremme børn og unges vilje, mod og individuelle styrker samt at give dem lyst til at udforske verden. Hvilket vi læser som en politisk ambition om at anerkende og styrke børns stemme lokalt. Der er bare ikke ret mange overvejelser om, hvordan dette sikres i de sammenhænge, som børnene indgår i.

Dermed bliver inddragelse formuleret som et juridisk krav og en grundlæggende intention snarere end udfoldet som en pædagogisk praksis. Dvs. i politikken fremstår det som væsentligt at inddrage børn, når de er i vanskeligheder, og de professionelle derfor er optagede af dem, snarere end som en børnepolitisk overvejelse om hvordan børn inddrages i de institutionelle sammenhænge, de dagligt er del af.

Dette er ikke særegent for denne kommune, men et forhold der afspejler, at de første lokale børnepolitikker har været optagede af, hvordan børn kan blive inddraget i fx socialsager, der vedkommer dem. Et vigtigt forhold både tidligere og nu men også et forhold, som måske lader andre forhold i et barns hverdagsliv glide øjet forbi. 

Kommune Y

Denne forrang for børn i vanskeligheder afspejler sig ligeledes i kommune Y’s børnepolitik. I denne kommune er der ligeledes fokus på, at kommunens børn og unge skal trives, lære og udvikle sig. Her betones vigtigheden af, at børneliv leves i meningsfulde fællesskaber.

Også her afspejler den lokale børnepolitik, at der er særligt fokus på tidlig indsats, helhedsorienteret tilgang og tværfagligt samarbejde og netop dette skal sikre, at børn støttes bedst muligt. Der lægges vægt på, at koordineret og tidlig indsats kan forebygge senere problemer i børn og unges liv. Går vi på opdagelse i kommunens intentioner om at inddrage børnene, møder vi denne fx i kommunens tilsynspraksis på daginstitutionsområdet.

Her er det et kriterie, at det pædagogiske personale vurderer, hvordan børns medbestemmelse kommer til udtryk lokalt. Således er det politisk besluttet, at det pædagogiske personale systematisk skal søge at forstå, hvordan børn oplever og handler i forhold til problemer, som opstår i pædagogisk praksis. Når der er vanskeligheder, skal børnene lyttes til, og de skal anerkendes som medskabere af de løsninger, der sættes i værk.

Inddragelsen af børnene skal ske med fokus på værdig kommunikation og samarbejde, og de voksne skal anvende børnenes erfaringer i deres arbejde med at ændre forhold i vuggestuen eller børnehaven. Selvom man i denne kommunes søger at inddrage børnenes perspektiver, ser vi også her, at inddragelsen af børns perspektiver er tydeligst beskrevet i situationer, hvor noget i et barns hverdagsliv ikke rigtigt fungerer, eller hvor noget skal gøres anderledes. Også dette ser vi som et resultat af, at den lokale børnepolitik er rundet af gode intentioner om at ville sikre børn i vanskeligheder bedre vilkår.  

Børnepolitik 2.0

De aspekter, som her er ridset op, kan genfindes i mange andre kommuners børnepolitik og afspejler børnepolitikkernes historiske ophav. Formuleringer om, at børnepolitik er nødvendig for at understøtte, at kommunens børn og unges trives bedst muligt, og dette kan sikres via tidlig og koordineret indsats, er ikke særegen for de to kommuner.

Det er børnepolitiske logikker, der trækker tydelige tråde til Servicelovens bestemmelser om, at alle kommuner skal have en helhedsorienteret børnepolitik, der kan sikre særligt forholdene for børn, der har det svært. Selvom man i den enkelte kommune har gode intentioner om at sikre alle børn gode vilkår, er særligt praksis i forhold til inddragelse af børn i socialsager ofte bedre beskrevet end fx arbejdet med børns perspektiver i kommunens daginstitutioner og skoler. Dermed bliver børnepolitikkernes overvejelser om at inddrage og lytte til børnene forbundet til nogle børns vanskeligheder fremfor alle børns betingelser. 

I de her behandlede børnepolitikker er det antydet, at det er et politisk mål at børn skal deltage og være en del af – for dem – meningsfulde fællesskaber, men spørgsmålet om, hvordan børn får reel medbestemmelse og mulighed for at påvirke de institutionelle sammenhænge de indgår i, står ubesvaret hen.