Eurovision skaber københavnsk turisme for 125 millioner

København kan vente sig en meromsætning i turistindustrien på 125 millioner kroner som Eurovision-vært, vurderer Wonderful Copenhagen.

økonomi

Af Peter Christian Nielsen | [email protected]

Overborgmester Frank Jensen fryder sig formentlig over, at København har slået Horsens og Herning i kampen om at være vært for Eurovision 2014. Det er også ganske håndfaste grunde til at glæde sig over.

Wonderful Copenhagen estimerer, at grand prix’et vil skabe turistomsætning for 125 millioner kroner, mens der ventes 80.000 overnatninger i forlængelse af musikkonkurrencen, der skal foregå på Refshaleøen.

- Vi har erfaring med afvikling af store internationale arrangementer, blandt andet fra COP15 i 2009 og VM i cykling i 2011. København har det, der skal til. Vi har hoteller, restauranter, kulturtilbud i verdensklasse. Og så har vi selvfølgelig det fantastiske byliv, som København er berømt for ude i verden, siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.

Wonderful Copenhagen vurderer, at Eurovision overordnet vil have en brandingværdi på 1 milliard kroner for København. Selve showet ventes at blive besøgt af 100.000 mennesker.

Danmarks Radio er gået sammen med Københavns Kommune, Region Hovedstaden, Wonderful Copenhagen og Refshaleøen Holding om at afholde Eurovision 2014.

København var også vært for Eurovision 2001, hvor arrangementet blev afholdt i Parken med plads til 50.000 tilskuere.

Børn & unge

Kultur

Økonomi

Tilmeld dig nyhedsbrevet