Der er ikke meget bonderøv over Sara Vergo, hverken før eller efter hun smider de nussede hvide kondisko og ditto strømper bag skrivebordet og stikker de bare fødder i et par bordeuxrøde lakstiletter med knuder på snuderne. 

“Formand for Djøf, gift med Peter, mor til 4 - og glad bonderøv med husmandssted ved Vordingborg ❤”, står der ellers på hendes Facebook-profil. 

Iklædt perleøreringe, et par mørkeblå slacks og en cremefarvet silkebluse med høj hals og lange pufærmer fremstår hun snarere elegant. Et par markante fingerringe føjer kant og personlighed til looket. 

Det er mere end syv timer siden, hun forlod hjemmet på Sydsjælland, hvor hun bor med sin mand gennem snart 25 år, tre af parrets fire døtre, omkring 25 får, tre katte og en flok høns. 

Nu står hun på en overdækket tagterrasse seks etager over fortovet ved Nørreport i København med et glas hvidvin i hånden og udsigt over byens taglandskab. 

Anledningen er et kombineret “farvel til Sara Vergo som formand for Djøf Offentlig, goddag til ny formand, Johanne Nordmann, og velkommen til Sara Vergo som ny formand for hele Djøf”. Sara Vergo er i sit es. Hun trykker hænder, krammer, konverserer og smiler. Hun kender værdien af relationer og får energi af den personlige kontakt. 

Det er normalt formanden for Djøf, der holder tale for den afgående Djøf Offentlig-formand. Nu er det i stedet administrerende direktør Tomas Therkildsen, der slår på glasset.

Han roser Sara Vergos autentiske kommunikation, hendes flid og evne til at skabe netværk og engagere folk. 

Johanne Nordmann fremhæver hendes ærlighed, at hun er lyttende, “selvuhøjtidelig” og “likeable” og slutter af med at forære hende en formandsgave, der peger lige ind i den landlige idyl, formanden har valgt at bosætte sig i. Et æbletræ til haven.

Sara Vergo har ikke lige fået købt nogen formandsgave, så hun improviserer en usynlig styrkekappe frem og draperer den om sin arvtagers skuldre.

- Den generer ikke outfittet, påpeger hun og høster grin fra de mange receptionsgæster.

Råber i modvind

Vil man skabe forandring, er man nogle gange nødt til at stille sig ud og råbe i modvind, være irriterende eller decideret kantet, mener Sara Vergo. Djøf har haft en tendens til at være lidt for pæn og lidt for optaget af ikke at støde nogen fra sig, synes hun.

Det er slut nu. Sara Vergo gik til valg på at give fagforeningen mere kant. Fremover skal Djøf være kendetegnet ved tydelige holdninger udtrykt i klare budskaber.

Det kræver balance, for man kan slå sig på kanter. Det vil der også være medlemmer, der gør, forudser formanden. 

En del af de 12.000 kommunalt og regionalt ansatte ledere og medarbejdere, der har fået ny fagboss, kendte Sara Vergo i forvejen. 

Efter seks år som formand for Djøf Offentlig og grundige overvejelser og familieråd rakte hun ud efter fagforeningens øverste formandspost. Med den følger mere indflydelse, en større megafon at råbe i og en forpligtelse over for mere end 107.000 af landets skarpeste, sejeste, mest kritiske og engagerede mennesker, som formanden kalder Djøfs medlemmer. 

Den jævnligt udskældte gruppe, der ofte opererer i skyggerne, fortjener at blive trukket længere frem i lyset, mener hun. De skal have mere anerkendelse og bedre arbejdsvilkår. 
- Der er noget ret fedt ved at tage noget så svært som djøfferne og sige: Dem her vil jeg faktisk gerne gøre en forskel for, siger Sara Vergo.

Ømme tæer og huggede hæle

Døren står åben ind til formandens beskedne kontor, der ligger på anden sal lige ud for bygningens centrale trappe. Som en zigzagget hovedfærdselsåre fordeler den besøgende og ansatte rundt i huset. Flere af dem stikker hovedet ind for at sige hej og få en sludder med formanden. Hendes nye rolle er ikke defineret endnu, men kalenderen bugner allerede.

- Hvor kontroversielle tør vi være, spørger Sara Vergo Djøfs chef for public affairs, Kirsten Marie Kristensen, der har taget plads ved mødebordet på formandens kontor.  

- Jeg tør meget, følger hun selv op.

Det er tid til at få det, hun kalder de ømme tæer, ud af skoene og op på bordet, hvor man kan se dem. Djøf skal med andre ord turde tale højt om ting, der er besværlige og upopulære, også selvom man ikke har svarene. Djøf kan i det mindste facilitere samtalen, mener hun. For det hjælper i hvert fald ikke at undgå at tale om det, der er svært. 

For eksempel kvindekvoter eller hvordan man løser, at nogle gerne vil arbejde mere hjemme og samtidig have et fællesskab på arbejdspladsen, mens andre ikke bryder sig om hjemmearbejde. Det kræver noget nyt af lederne, men det kræver også, at medarbejderne tager ansvar for fællesskabet. Det er de balancer, der skal findes, påpeger formanden. 

Det er nyt for hende både at skulle favne chefernes og medarbejdernes interesser. Og de privatansattes og de studerendes. Det kræver tilvænning. Også på bestyrelsesniveau, hvor de ti medlemmer nærmest kun lige har mødt hinanden, skal interesserne balanceres.

- Det bliver min store opgave som formand at skabe et fælles rum og et drive, hvor alle føler, at de bliver hørt og får de ting igennem, som de brænder for, i et eller andet omfang. For der skal sikkert også hugges nogle hæle indimellem, sådan vil det jo være, siger Sara Vergo.

Det hele menneske

Mens Sara Vergo kæmper for, at medlemmerne skal have et balanceret arbejds- og fritidsliv, levner hendes eget arbejdsliv ikke tid til meget andet end familien. Hun prioriterer at være tilgængelig, om det så betyder at gå rundt mellem hylder og kølediske i Kvickly sammen med to døtre og en indkøbsvogn med en journalist i røret. Timerne tæller hun ikke. 

Som formand for Djøf er hun især optaget af at sikre fleksible arbejdsliv, hvor der er mulighed for pauser og refleksion. Hvor man kan stoppe op, få vejret og spørge sig selv om det er mere tid sammen med børnene, efteruddannelse, et nyt job eller en jordomrejse, man drømmer om. 

- Der skal være mulighed for at stige af hamsterhjulet, inden man bliver fuldstændig rundtosset eller ikke har nogen ben tilbage, siger hun.

At det skulle være urealistiske ambitioner om at have tid til både at bage speltboller, løbe marathon og have fem børn, der presser folk, afviser formanden som en myte. 

- Jeg nægter at anerkende, at det er årsagen til, at folk bliver stressede. Det er simpelthen, fordi de har for meget at lave på deres arbejde. Der skal være plads til, at man bliver skilt, at ens mor bliver syg, og at børnene har skoldkopper på skift, siger hun.

I det hele taget vil hun gerne have et opgør med den arbejdskultur, hvor det ikke er karrierefremmende at gå tidligt hjem eller sige “det har jeg ikke tid til”, selvom hun erkender, at det nok er utopi helt at komme den til livs. Men som hele mennesker skal der være plads til at have et liv ved siden af arbejdet.

Og ja, hun burde også selv arbejde lidt mindre, medgiver hun.

Under en kalendergennemgang med direktør Tomas Therkildsen tidligere på dagen prioriterede hun sig selv ud af et møde, fordi der i hvert fald den tirsdag aften skulle være tid til at ligge på sofaen med familien.

Der er også fysiske spor af børnene på Sara Vergos kontor. På det nøgne, gråmelerede linoleumsgulv læner en endnu uophængt indrammet tegning sig op ad væggen. Nederst i venstre hjørne er der tegnet en hest. ”Mor”, står der i et formfuldendt rødt hjerte i hjørnet ovenfor. 

De mange stemmer og fællesskabet

Med formandsskiftet blæser det op til forandring i Djøf. Heldigvis befinder Sara Vergo sig godt i blæsevejr. Det er der, man for alvor kan flytte noget, er hun overbevist om. Og hun er klar. Ikke mindst fordi hun ved, at hun ikke står alene. Nok er hun med egne ord ledelsesresistent, men det betyder ikke, at hun er selvtilstrækkelig. 

- Der er ikke noget ved at stå alene oppe på en eller anden bakketop uden nogen andre. Det får jeg ingenting ud af, siger hun.

Hun har brug for både med- og modspillere, som gør hende klogere og udfordrer hende. Derfor er uenighed og kritik lige så velkommen som ros. Hun er faktisk afhængig af den. For i et job, der mest består af mails, samtaler og møder, hvor det kan være svært at se, hvad man har udrettet i løbet af en dag, er respons fra andre afgørende for at vide, om man gør det godt nok.  

I det hele taget er det en stærk værdi for Sara Vergo at lytte til mange stemmer og finde en form for konsensus. 

- Jeg er jo RUC’er, og som RUC’er laver man rigtig meget gruppearbejde, siger hun og smiler, velvidende at hun er i færd med at bekræfte en udbredt fordom.  

- Vi var på et tidspunkt syv personer i en gruppe, og det var et helvede! 

Men da de efter lange diskussioner omsider nåede til enighed, kunne de virkelig rykke hurtigt. Den erfaring gjorde indtryk.

Det ligger i enhver fagforenings dna, at man ved at gøre den enkeltes problem til et kollektivt problem står stærkere. Og det er ikke kun som fagforeningskvinde, hun tillægger fællesskabet stor betydning. Det er også enormt meningsfuldt, når døtrene, der går på Rudolf Steiner-skolen, ud fra et pædagogisk princip skal spille i orkester, mener hun.

- Det med, at man skal lytte til hinanden og følge med fællesskabet, er der noget meget, meget fint i, siger hun.

Vil gøre en forskel

Sara Vergo bryder sig ikke om ordet “kald”. I hvert fald ikke når det kommer til hende selv. Det har nogle lidt for religiøse undertoner. Men allerede som miljøplanlægningstuderende på RUC blev hun klar over, at hun ville bruge sin uddannelse og sit arbejdsliv til at gøre en forskel for andre end sig selv.

Det lyder på én gang kæmpestort og meget banalt, nærmest undskylder hun, men det er en klar drivkraft.

- Jeg tror ikke, jeg ville trives med at sælge vanilleis, siger hun.

Og det behøver ikke at være nemt. Faktisk må det godt være lidt svært, men det skal helst være sjovt. 
Som da hun som studerende sommerferiehjemmehjælper gjorde det til en sport at få de ældre til at være gladere, når hun gik, end da hun kom. Det gav god træning i at snakke med forskellige mennesker og finde ind til, hvad de brænder for, og hvad de gerne vil tale om. 

- Hele arbejdet handler jo om relationer, siger hun om formandsposten.

Det er samtidig det allermest givende i jobbet. Og så passer det hende godt ikke at have en chef, men at hun har frihed til at planlægge sin tid og sine opgaver og plads til at svinge med armene.  

- Det behøver ikke at være sådan, at man går og griner og slår sig selv på låret, men når vi bruger så stor en del af vores liv på arbejdet, så skal det være sjovt og meningsfuldt, siger hun.

Sara Vergo ler ofte. Nok mere end gennemsnittet. Ikke hele tiden og ikke ubehersket. Bare varmt og kort, så øjnene bliver til smalle nedadvendte buer, og læberne breder sig ud i et opadvendt smil, der når helt op til øjnene.