Licenser, certificeringer, manualer, modeller, registreringsark, skemaer og alskens værktøjer og remedier. 

Kommuner kan købe sig fattige i programmer og systemer, der skal fremme og monitorere kvaliteten, trivslen og børnenes færdigheder i deres daginstitutioner.

Men trods gode hensigter og løfter om konkrete effekter vækker udbredelsen af metoder bekymring. 

- Man er simpelthen for ukritisk, siger en af forfatterne til den nye bog ‘Metoder i daginstitutioner’, Christian Aabro.

Han er lektor på Københavns Professionshøjskole, og han frygter, at man lader sig lokke af nogle private firmaer, der lover guld og grønne skove uden at spørge sig selv, hvad man egentlig ved om produkterne. 

For mens de fremstår som “kraftfulde, forførende og befriende enkle”, virker de ofte på uventede måder.

Efterlyser kritisk sans

Som udgangspunkt er det ikke selve brugen af metoder, der bekymrer Christian Aabro, men omfanget. 

Han har med ca. ti års mellemrum kortlagt daginstitutionernes brug af metoder i alle 98 kommuner, og tendensen er klar: Langt flere metoder har fundet vej til nye kommuner, end de har forladt.

Mange steder anvendes der ti eller flere, og Aalborg Kommune topper med hele 17 forskellige.

At udbredelsen er steget er én ting, men Christian Aabro er også bekymret for kvaliteten. 

- Jeg savner en kritisk sans i forhold til at kigge på, om de her metoder egentlig passer til os? Skal vi tro på, at en metode, som fungerede i USA i 1980’erne, også har noget at tilbyde i en dansk daginstitution, som i virkeligheden er lysår foran i pædagogikken?

Køber sig til god samvittighed

Det er ofte, hvad forfatterne kalder godheds- og nødvendighedsargumenter, systemerne sælges på, og Christian Aabro har set tegn på, at kommuner køber sig til god samvittighed via dem. 

- Hvis jeg skal være lidt firkantet, så virker det, som om det er vigtigere for kommuner at have en aktiv strategi, end ikke at have nogen, selvom den er elendig, siger han. 

Men den gode samvittighed kan være dyrt købt.

Derfor mener han, at kommunalpolitikerne bør interessere sig for, hvor mange penge, der bruges på systemerne. De bør også tage stilling til, om det er en god udvikling, at flere og flere private aktører finder vej ind på rød og blå stue.

I konkurrencen efter at være først med ‘det nye’ kan man nemt blive forført af en virksomhed, der med flotte grafer i fire farver, lover at metoden kan knække udviklingen og sikre en ‘tidlig indsats’. 

- Alle de ting kan en privat konsulent jo sagtens bilde en politiker ind helt gratis, siger han.

Han fortæller, at der findes et lag af private virksomheder og konsulenter, som ikke var der for ti år siden, hvis forretning det er at drive en bestemt metode frem.

‘Plug and play’

Med manglen på uddannede pædagoger kunne det måske virke fristende at forsøge at bruge køreklare ‘plug and play’-programmer til at løfte kvaliteten i de pressede daginstitutioner.

Christian Aabro har da også hørt kommunale pædagogiske konsulenter sige, at det er vigtigt, at et program er let at forstå og bruge, fordi de har flere og flere medhjælpere og færre og færre pædagoger. 

Han advarer dog kraftigt imod det. 

- Det er min bekymring, at det bliver en glidebane at bruge metoder, som er instrumentelle og nemme, så alle kan bruge dem, uanset om de er pædagoger eller ej. 

Ifølge ham vil det være et stort problem, for hvem skal så have det faglige ansvar for, at forstå børnene og deres behov? 

- Så kunne man lige så godt bare tage nogle unge mennesker ind fra gaden og køre et program ligesom hundetræning, siger han.

Lånte fjer

Selvom flere metoder bliver markedsført som ‘evidensbaserede’, ‘forskningsbaserede’ eller ‘forskningsinformerede’ er der ifølge Christian Aabro ingen dokumentation for, at de rent faktisk kan løfte kvaliteten i en dansk daginstitution. 

I det hele taget er kvalitetsbegrebet svært at operere med, fordi det er så uhåndgribeligt. 

Han fortæller, at mange af programmerne løbende har ændret deres kvalitetskriterier for at tilpasse dem med nye elementer.

Når kommunerne køber systemerne, læner sig ellers ofte ind i, at det er forskere, der har udviklet dem, men typisk er den påståede effekt aldrig blevet undersøgt i en relevant dansk sammenhæng, forklarer han. 

- Hvis det endelig er undersøgt, så er det undersøgt i USA i 1980 på nogle specialtilbud. 

Forfatternes gennemgang af den forskning, der efterhånden er lavet i Danmark om nogle af metoderne, viser, at de virker i praksis, men ikke på den måde, de er beskrevet i manualerne.

- Når metoderne kommer ind i institutionerne, skaber de nogle forstyrrelser på den ene eller den anden måde. Og det er det, vi mener med, at metoderne virker, siger Christian Aabro.

Fører til etiske dilemmaer

Typisk er det i forbindelse med de metoder, der er tættest på børnene, at pædagogerne oplever de største etiske dilemmaer og udfordringer.

Ofte er metoderne problemorienterede og tvinger pædagogerne til at orientere sig mod børnenes mangler – et mangelsyn kalder Christian Aabro det.

I stedet for at lade børnene lege ude på legepladsen, kan det ende med, at man sidder og øver forholdsord med legoklodser. 

Og det kan slå skår i relationen, hvis pædagogerne bliver mere optagede af at følge et program end at se på de børn, der sidder foran dem. 

- Det gør, at børn i stedet for at blive mødt som børn, der er noget i sig selv og kan noget, pludselig bliver mødt som nogen, der har noget, de skal lære – noget, de ikke er gode til, og som de skal øve sig på, siger Christian Aabro.

I stedet for at lade sig styre af et mål, var det måske bedre at prøve at gøre børnehaven til et sjovere sted at være, mener han.  

- Når børn har det godt og er trygge, så skal de nok få lært sprog og konflikthåndtering, siger han.

Som han ser det, ville det værste, der kunne ske, være at nogen insisterede på at få pædagogerne til at gå endnu mere i takt og følge manualer til punkt og prikke.

- Det ville være min værste frygt, hvis der sidder nogen og tænker, at svaret er, at de alle sammen siger det samme og gør det samme. For situationerne er ikke de samme, børnene er ikke de samme, institutionerne er ikke de samme, forældrene er ikke de samme. Og den nuancering, der ligger i at rette sin adfærd mod nogle specifikke børn, er jo det, pædagogerne kan, siger han. 

Hverken for eller imod 

Det er for forsimplet at tale om, hvorvidt man er for eller imod koncepter og metoder. 

Det, der ifølge Christian Aabro er behov for, er en diskussion om brugen af metoder i daginstituionerne, og det fordrer nysgerrighed fra både politikere, forvaltning og institutioner. 

Der er ikke noget i vejen for at afprøve forskellige metoder, understreger han, der skal bare være dialog omkring det hele vejen gennem kæden. Og så skal man udfase dem igen, hvis de ikke tjener det ønskede formål. 

- Nogle gange kan det noget, og nogle gange kan det ikke. Vi skal være villige til at smide det ud igen og sige, at det er simpelthen for skørt, siger han. 

Som minimum bør kommunerne, inden de investerer i flere metoder, finde ud af, hvad det egentlig er, der er brug for, og hvad man gerne vil opnå med det. 

Det så han gerne, at politikerne forholdt sig til. Ligesom han mener, de bør forholde sig til, om systemerne tjener det ønskede formål, om man ved, om de virker, og om de faktisk er underbygget af forskning. 

- På den måde kan man også blive kvalitetsbevidst i det politiske rum.

Hvad der ifølge Christian Aabro grundlæggende er vigtigt at forstå, er, at intet system løser problemerne i sig selv. 

- De kræver alle sammen omtanke og suppleringer, siger han og opfordrer til grundighed i processen omkring køb. 

Ikke mindst bør man spørge sig selv om, hvad kommunen ellers kan få for pengene.

- Kan vi gøre det selv, spare pengene, renovere nogle institutioner eller ansætte et par pædagoger mere?