Havet stiger, og vejret bliver mere ekstremt. Det er ikke længere fremtidsscenarier, men virkelighed. Selv hvis vi i morgen standsede al CO₂-udledning, ville vandstanden fortsætte med at stige.

For et land med 8.700 kilometer kystlinje betyder det, at vi står over for en af de største samfundsopgaver i vores tid. Vi står også over for et valg. Enten kan vi lade bølgerne rulle ind over os og se overraskede til – eller vi kan vælge at være forberedte.

Så: Vi går med forberedelse, der har den fordel, at det giver mulighed for at gentænke, hvordan vi organiserer vores fælles beredskab, planlægning og prioriteringer. 

Den kommunale virkelighed

Udfordringerne bliver konkrete lokalt. Når regnvand fylder kloakkerne, når stormfloden lukker veje, river havnefronten op og truer rekreative områder, eller når sommerhusejere mister adgang til deres grunde.

Hvem gør så noget? I Danmark er ansvaret for klimatilpasning spredt på mange aktører - fra den enkelte grundejer, over kommuner og forsyningsselskaber til en række ministerier og styrelser.

Det fælles beredskab

Der er en tydelig forskel mellem ansvarsfordelingen i lovgivningen og den måde, borgere opfatter stormfloder og klimatilpasning på. Ifølge rapporten ”Danskernes holdning til klimahandling” (september 2025) tror mange, at det primært er det offentlige, der skal løfte opgaven. Samtidig viser rapporten, at ni ud af 10 danskere faktisk mener, at de selv er klar til at være en aktiv del af klimahandlingen. Det giver grund til optimisme.

Optimismen bliver også styrket af, at vi i Danmark har solid erfaring med at håndtere store og komplekse samfundsudfordringer i fællesskab. Når problemerne bliver store, har vi det med at samles. Vi læner os ind mod hinanden og finder løsninger sammen.

Det ser vi blandt andet i de årlige overenskomstforhandlinger og i den decentrale organisering af den grønne trepart. Her lykkes vi med både samarbejdsmodel og den brede dialog, og vi kan med fordel lade os inspirere af begge dele: En dialog, hvor forskellige interesser og krav bliver vendt, og hvor den faste ramme for samarbejdet gør det muligt at finde løsninger, alle kan bakke op om.

Samtidig giver modellen plads til lokal indflydelse og tilpasning. Det er netop sådanne fælles beslutningsprocesser – kombineret med mulighed for at justere til lokale forhold – der gør os i stand til at træffe de nødvendige beslutninger for at forberede os på, at vandet kommer tættere på og med større kraft.

Fra viden til handling

Kommunerne har en del af ansvaret og kompetencerne på området. Men de kan ikke drive det hele selv. Det, kommunerne kan og skal blive bedre til, er at tage initiativ til at samle både borger og andre aktører og facilitere den lokale handlingsorienterede dialog. 

Vores erfaring er, at de bedste løsninger opstår, når initiativ, planlægning og rammesætning kombineres med inddragelse og fordeling af ejerskab.

Vi foreslår fem principper, kommuner kan bruge til at mobilisere lokalt:

• Kortlæg risikoen præcist og bliv konkret: Brug lokale klimadata og scenarier som fælles grundlag for dialog.
• Involver aktører bredt og tidligt: Ikke kun til høring, men som medskabere af løsninger.
• Skab klare roller og ansvar: Hvem gør hvad, og hvad kan man få indflydelse på?
• Tænk klimatilpasning i helheder: Indsatserne skal være integreret i planlægning, budgetter og udviklingsstrategier - ikke kun i beredskabet.
• Lær og justér løbende: Klimatilpasning er en proces, ikke et projekt med et endemål.
   

Opgaven er bunden og forsvinder ikke. Tværtimod

Der skal skabes rum for dialog, der fører til konkrete, prioriterede anbefalinger, som kan omsættes i handlinger. Alternativet til ejerskab er modstand. Og den kraft, der ligger i at mobilisere mennesker til kamp, flyder meget nemt ned i lommer af enkeltsager i stedet for at tage vare på helheder. Mennesker bliver mobiliseret, når beslutninger påvirker deres hverdag.

Derfor er det vigtigt, at dialogen rammesættes godt fra starten. For mange kommuner kan det opleves som vanskeligt. Her skal de nemlig gå fra rollen som myndighed, beslutningstager og finansieringskilde til rollen som facilitator, der samler borgere, fagfolk og politikere om lokale klimadata, risikokort og fremtidsscenarier uden løsninger under armen.

En fælles opgave

Men udfordringerne kalder på, at kommunen er den aktør, som skaber struktur og retning i det lokale samarbejde om, hvordan vi gør klimasikring lokalt.

Når kommunen lykkes med at tage initiativet og invitere til reelt samarbejde, kan samtalen om og opgaven med klimatilpasningen gå fra at være en byrde til at en fælles opgave, der styrker lokalsamfundets robusthed.

Klimaforandringerne venter ikke. Vandet stiger, uanset om vi forbereder os eller ej. Kommunen er den samlende lokale aktør, der kan gøre forskellen: ved at samle aktørerne, bruge data klogt og skabe handlekraft i fællesskab. Så kan vi undervejs lære både vandet, landskabet og hinanden bedre at kende. Det er godt beredskab!