Prøv at gå en tur i et typisk parcelhuskvarter og se dig godt omkring. Min påstand er, at du får øje på murstenshuse på rad og række – måske med nogle få detaljer i træ eller stål. Derudover vil du se sorte teglsten på taget, grå fliser i indkørslen og sorte vinduer.

Selv om de enkelte huse i sig selv kan være ganske nydelige, bliver det hele bare lidt for kedeligt – især når man ser hele kvarterer, hvor den eneste variation i byggeriet groft sagt er størrelsen på vinkelhuset. 

Hvorfor skal utroligt mange parcelhuskvarterer og andre boligområder absolut være så ens – uden farver og uden fantasi? Hvorfor er der ikke flere, der leger lidt med designet og anvender andre materialer til husenes facader end mursten og mørtel? 

En stor del af forklaringen er rigide lokalplaner, som sætter betydelige begrænsninger for, hvad der kan bygges i Danmark. Vi har behov for mere spræl og større ambitioner for at gøre vores byer mere spændende, men det kræver en holdningsændring hos kommunerne, som vedtager den ene restriktive lokalplan efter den anden. 

Hvorfor er der f.eks. sjældent mulighed for at facader med grønne eller røde facadeplader i fibercement eller et andet let materiale?

Det spørgsmål er jeg langt fra den eneste, der rejser. Arkitekterne synes f.eks. også, at lokalplanerne i mange tilfælde spænder ben for brugen af lette facader. I en undersøgelse foretaget af Swisspearl i 2024 svarede 36 procent af de adspurgte arkitekter, at lokalplaner tit begrænser brugen af lette facader, mens fire procent svarede, at lokalplaner altid er en forhindring. 

Bæredygtige hensyn

Når danskerne rejser på ferie i Sydeuropa, oplever de gang på gang spændende byggerier, hvor bygherren har brugt sin fantasi og har haft mod til at bruge facadematerialer og nuancer, som vi ikke ser særlig tit i Danmark, så hvorfor er det så anderledes her i landet? Til en start er det en forudsætning, at lokalplanerne giver folk lidt friere rammer til at bygge interessante huse. 

Farven på bygningerne er langt fra det eneste problem, som de stramme lokalplaner fører med sig. 

Et andet og nok så vigtigt aspekt er bæredygtighed. Byggeriet bærer et stort ansvar for at nedbringe udledninger af CO₂, og det kan man netop gøre ved at anvende lette facadematerialer som fibercement, der har et lavt klimaaftryk. Når byggeriet skal reducere udledningen af CO₂ betydeligt i de kommende år, bør kommunerne give plads til et mere varieret materialevalg og åbne op for i højere grad at kombinere lette facadematerialer som træ og fibercement. Således vil lokalplanerne ikke blot understøtte en mere bæredygtig udvikling, men de vil åbne op for en større variation i byerne.

Dertil kommer, at de restriktive lokalplaner er konkurrenceforvridende. Nogle leverandører opnår en betydelig fordel på grund af kommunernes forkærlighed for mursten og mørtel. Jeg har bestemt ikke noget imod konkurrence, men det er urimeligt, at kommunerne giver nogle typer af virksomheder en kæmpe fordel, selv om argumenterne for at gøre det er temmelig svage. 

Jeg synes, at kommunerne bør stille sig selv spørgsmålet, om reguleringen er gået for vidt, og om ikke det er på tide, at vi bliver lidt mere modige, når det gælder farver og materialevalg på vores huse. Det argument møder jeg stor opbakning til i de dele af byggebranchen, der ikke producerer mursten. 

Hvis vi ser på nye boligområder, er der rent faktisk et stort potentiale for at skabe variation i facaderne - se blot på Sluseholmen i den sydlige del af København, hvor farver og lette facader spiller en stor rolle. 

Mit budskab er ikke, at kommunerne helt skal slippe tøjlerne og give bygherrer frit slag til at bygge hvad som helst. Lokalplaner skal vise en retning og sikre harmoniske boligområder, men det kan man altså sagtens gøre, selv om man sætter mere kulør på husene og tillader flere forskellige materialer.