Jeg kan kun være tilfreds med Dansk Folkepartis – og mit eget –  valgresultat ved regionsrådsvalget til den nye Region Østdanmark den 18. november sidste år. Jeg har blandt andet med tilfredshed konstateret, at jeg fik ca. fire gange så mange stemmer som socialdemokraten Lars Gaardhøj, der i forbindelse med en broget konstituering kunne sætte sig til rette som regionsrådsformand. 

Men jeg fik så også en lektion i, at tingene fungerer noget anderledes i en region end i Folketinget.

Der var noget grundlæggende galt, da Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, DD og LA konsekvent blev holdt uden for konstitueringen – det virkede som aftalt spil. Vi sad tålmodigt og ventede til langt ud på natten. Det var et forløb, som jeg ærligt må sige overraskede mig. Ikke fordi politik altid er kønt, men fordi demokratiet normalt respekteres.

I Folketinget, som jeg har kendt gennem mere end fire årtier, inddrages alle partier i udgangspunktet. Udvalgsposter, ansvar og indflydelse fordeles med respekt for vælgernes dom. Sådan bør det også være i regionerne og kommunerne. Med den nuværende konstituering ser det sort ud, når det kommer til kampen mod mere centralisering.

Venstre kunne have indtaget posten som regionsrådsformand med vores stemmer, men vi kunne ikke engang komme i kontakt med dem på valgnatten. Derfor min mistanke om aftalt spil.

Udemokratisk udelukkelse af partier

Men når man på denne måde vælger at udelukke fire partier fra indflydelse på forhånd, er det ikke bare dårlig stil. Det er udemokratisk. Vælgerne har talt, og deres stemmer fortjener at blive taget alvorligt – også når det er besværligt. Demokrati handler ikke om at sikre magten til de samme, men om at sikre legitimiteten i beslutningerne.

Jeg er ny i regionsrådet i Region Østdanmark. Det lægger jeg ikke skjul på. Men netop derfor kommer jeg også med friske øjne – og med en forventning om ordentlighed. Regionerne forvalter nogle af de mest afgørende opgaver i vores velfærdssamfund, ikke mindst sundhedsvæsenet. Det forpligter. Og det forpligter os alle til at arbejde sammen, ikke lukke hinanden ude.

Jeg gik til valg på klare løfter. Først og fremmest: Et sundhedsvæsen, der fungerer for alle – uanset postnummer. I Dansk Folkeparti accepterer vi ikke, at det skal være sværere at få lægehjælp, fordi man bor på Lolland, Falster eller i Odsherred. Afstanden til sygehuse, manglen på praktiserende læger og lange ventetider rammer i dag skævt. Det er uretfærdigt, og det er forkert.

Kamp mod centralisering

Derfor gik jeg blandt andet til valg på at arbejde målrettet for en mere ligelig fordeling af ressourcerne i regionen. Ingen egne skal forfordeles og føle sig ladt i stikken. Det kræver politisk vilje at sige nej til centralisering for centraliseringens egen skyld. Sundhed skal være nært, trygt og tilgængeligt. Det gælder akutberedskab, almen praksis og behandlingsmuligheder.

Et andet vigtigt fokus er de ældre og de mest sårbare patienter. Alt for mange oplever i dag at blive kastebolde mellem systemer, hvor ingen tager det samlede ansvar. Overgangen mellem hospital, kommune og praktiserende læger skal fungere langt bedre. Det er hverken værdigt eller effektivt, når ældre mennesker udskrives uden ordentlig opfølgning. Endelig er det afgørende, at personalet i sundhedssektoren taler dansk.

Jeg vil også kæmpe for, at sundhedspolitik igen bliver styret af faglighed og sund fornuft – ikke af regneark alene. Økonomi er vigtig, ja. Men mennesker er vigtigere. Vi skal lytte mere til sundhedspersonalet, som hver dag står midt i virkeligheden, og alt for ofte må løbe hurtigere og hurtigere.

For mig personligt er dette nye arbejde både nyt og meget spændende. Jeg glæder mig oprigtigt til at tage fat. Jeg har været i politik i mange år, men man bliver aldrig færdig med at lære. Og når det handler om sundhed, er der en masse at forbedre.

Men hvis jeg skal slutte, hvor jeg begyndte: Demokratiet. Hvis regionerne skal have borgernes tillid, må de også opføre sig tillidsvækkende. Det kræver åbenhed, respekt for mindretal og vilje til samarbejde. Dansk Folkeparti er klar til at tage ansvar. Vi forventer blot at få lov. Måske kunne det derfor være på sin plads at tage en debat om processen for konstitueringer i regioner og kommuner. Politik kan være heftigt og ikke for sarte planter. Men det skal ikke være en skolegård.