Alt for mange børn trives ikke. De kommer ikke i skole, dropper fritidsaktiviteter og erstatter sociale fællesskaber med skærmtid. 

Det ved vi fra en række trivselsmålinger, og en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed understreger, at der er god grund til at sætte ind tidligt. Her står det klart, at social ulighed i børns sundhed opstår allerede i de første leveår og følger børnene gennem barndommen. Uligheden har stort set ikke rykket sig i fire årtier. 

Det er ikke kun et sundhedsproblem. Eller et individuelt problem. Det er et samfundsproblem, som de kommunale sundhedsplejersker kan være med til at løse. De møder alle børn tidligt i livet og har en særlig viden om børns udvikling, familiernes situation og de forhold, der påvirker trivsel.

Det er dog ikke alle kommuner, der prioriterer at ansætte sundhedsplejersker, og nogle steder bliver de sparet væk. Det er en reel udfordring, for sundhedsplejersker er helt oplagte til at spotte tidlige tegn på mistrivsel, udfordringer med at indgå i sociale relationer og begyndende skolevægring. 

Tidlig forebyggelse er afgørende

Hvis sundhedsplejerskerne skal løfte den opgave, skal de tættere på børnene i hele skoleforløbet. Mange steder har de ansvar for så store skoledistrikter, at de ikke har tid til den forebyggende indsats, de egentlig er uddannet til at levere. Det betyder, at børn, der kæmper, ofte først får hjælp, når problemerne er blevet alvorlige. 

Når vi ved, at 52.000 børn i dag har så meget fravær, at det betegnes som skolevægring, hænger det tæt sammen med rapportens konklusioner.

Børn, der mistrives eller lever i socialt udfordrede rammer, har sværere ved at være en del af skolens fællesskab. Når de ikke kommer i skole, lærer de mindre og får sværere ved at fastholde og udvikle relationer til de andre børn og de voksne, der følger med i deres udvikling.

Rapporten understreger, at børns sundhed styrkes gennem positive fællesskaber og tidlig forebyggelse – og her spiller sundhedsplejerskerne en afgørende rolle. 

På Nørrebro Park Skole i København har de vist, hvad det betyder, når sundhedsplejersker får mulighed for at arbejde tæt sammen med skolen. Skolen er en del af projektet ‘Kom glad i skole hver dag’, hvor sundhedsplejersken og personalet systematisk samarbejder om børn med højt fravær.  

Her inviterer sundhedsplejersken og personalet barnet og forældrene ind til samtaler og undersøger sammen, hvad der står i vejen for en stabil skolegang. Det er en indsats, der kræver faglighed, tillid og et blik for helheden. Og det er en indsats, der virker, og nu også er taget i brug på syv andre skoler i Københavns Kommune.  

På Nørrebro Park Skole har tre ud af fire af de deltagende børn i projektet fået mindre fravær, og forældrene oplever større tryghed, ligesom samarbejdet mellem skole og hjem bliver stærkere. 

Det er ikke tilfældigt. Sundhedsplejersker kan skabe overblik i situationer, hvor barnet måske ikke selv har ordene til at forklare, hvad der er svært. De kan støtte forældre, der føler sig alene med bekymringerne. Og de kan bygge bro mellem barn, skole og andre fagpersoner. Netop derfor er de så vigtige, hvis vi vil mindske den sociale ulighed, som rapporten beskriver. 

Sundhedsplejersker har kompetencerne

Regeringen har afsat 120 millioner kroner til at styrke indsatsen mod skolevægring og etablere et nationalt videnscenter. Det er et vigtigt skridt i kampen mod skolevægring. Og lige nu forhandles der på Christiansborg om en ny Folkesundhedslov, som i den grad også er en kærkommen mulighed for at prioritere børns sundhed og trivsel. Det er forebyggelse i børns fremtid, der betaler sig. 

Hvis de politiske indsatser skal gøre en reel forskel i børnenes hverdag, skal der afsættes midler til flere sundhedsplejersker ude på skolerne. Det er den faggruppe, der kan binde indsatserne sammen og forebygge tidligt. Det er også den faggruppe, der møder alle børn, og som har de rette kompetencer til at indgå i nysgerrig dialog med barnet. 

Fundamentet for et godt og sundt liv bliver lagt tidligt. Derfor skal vi investere der, hvor børnene er. Og vi skal give sundhedsplejerskerne den tid og de rammer, der skal til, for at de kan støtte børn og familier, forebygge mistrivsel og sikre, at flere børn får mulighed for at være en del af de fællesskaber, der er så afgørende for både sundhed og trivsel.