“Du bør få dig en tatovering…” sagde hun tørt. “...det der kommune-noget, det lyder altså ret kedeligt.”

Da jeg som ung og håbefuld ungersvend turnerede i det københavnske natteliv, var mit job sjældent en sællert. Og det hjalp mig ikke, at det, jeg lavede, var helt umuligt at udtale efter to til tre øl og meget nemt kunne erstatte politiets alkoholtest. At være konsulent i Københavns Kommunes 10. kontor både lød og lugtede langt væk af støv, store stakke af papirer, overarbejde og noget fra sidste årtusinde. Og det var endda før år 2000.

Nu er det snart mange år siden, jeg har sat mine fødder på dansegulvet i et diskotek. Laurits Betjent og Klaptræet er for længst lukket, og de unge er på floor andre steder. Jeg har brugt min tid i den kommunale verden som en glad og tilfreds medarbejder. Her er de mange bunker af papirer forsvundet, og alt er blevet digitaliseret. Men støvet er der stadig. Det er fortsat ikke særligt sexet at fortælle, at jeg arbejder i kommunen. Det er nemlig ikke lykkedes at ændre kommunernes image.

Rekrutteringsudfordringer hos stort set alle velfærdsprofessioner

I disse dage starter overenskomstforhandlingerne for offentlige ansatte, og dermed også for kommunerne. Bedre løn, fleksibilitet og andre vigtige emner er på dagsordenen. Det største problem er dog rekrutteringsudfordringerne hos stort set alle velfærdsprofessioner. Her hverken starter eller slutter løsningen med overenskomstforhandlingerne. Den starter i den enkelte kommune, som skal turde være lidt mere bad ass. 

Gør som Viborg Kommune, som via TikTok og en målrettet SoMe-kampagne har fået flere elever ind på SOSU-uddannelserne.

Gør som Gentofte Kommune, som med sit “jobløfte” har taget teten på at skabe et fleksibelt arbejdsliv.

Gør som Vejen Kommune, hvor pædagogerne er gået op i tid, fordi de har fået mere tid til det pædagogiske arbejde.

Gør som Vallensbæk og Fredericia Kommuner, der arbejder målrettet med at skabe et stærkt fagligt miljø på ældreområdet. 

Gør som Sorø Kommune, der sætter medarbejderne fri på socialområdet.

Det handler ikke om at gå all corporate spirit og efterligne amerikanske koncerner. Kommunerne kan sagtens stå i egen ret, for de kan tilbyde netop det, som efterspørges: et arbejde med mening, faglig udvikling og selvbestemmelse. 

Men det kommer ikke af sig selv. Kommunerne skal gøre noget. De skal handle og det udover det sædvanlige. Det fede er, at det gerne må larme, være farverigt, sexet og bad ass. Ja, det er nærmest et krav. Men det skal være solide løsninger, der tager medarbejderne alvorligt, ligesom de viste eksempler. Så kære kommuner, lad os nu få fjernet støvet fra vores image. Få nu den tatovering.