Kommunen.dk
MENU

Utilstedelig uvidenhed og mistillid i førtidspensionsdebat

Vi er mange, der gerne vil tage ansvar for at forebygge førtidspension. Men det kræver politisk vilje til at styrke det, der virker.

Utilstedelig uvidenhed og mistillid i førtidspensionsdebat

Vi er mange, der gerne vil tage ansvar for at forebygge førtidspension. Men det kræver politisk vilje til at styrke det, der virker.
Hvis politikerne reelt ønsker, at færre mennesker ender på førtidspension, så kræver det investeringer i tidlig indsats, helhedsorienteret støtte og ordentlige rammer for vores socialfaglige arbejde. Ikke besparelser, mistillid og bagudrettede kontroløvelser skriver Signe Færch.
Hvis politikerne reelt ønsker, at færre mennesker ender på førtidspension, så kræver det investeringer i tidlig indsats, helhedsorienteret støtte og ordentlige rammer for vores socialfaglige arbejde. Ikke besparelser, mistillid og bagudrettede kontroløvelser skriver Signe Færch.
Foto: Torben Klint/Ritzau Scanpix
18. jan 2026
Signe Færch
SIGNE FÆRCH
FORKVINDE
DANSK SOCIALRÅDGIVERFORENING
Email

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk

Når en politiker fra DF jubler over at få genbehandlet førtidspensionssager med henvisning til ”svindel i stor stil” blandt ikke-vestlige indvandrere – og samtidig sår mistanke om socialrådgivere med minoritetsbaggrund – er det nødvendigt at sige klart og tydeligt fra.

For påstandene holder ganske enkelt ikke, og de er direkte skadelige.

Politikeren tegner et billede af et system, hvor socialrådgivere efter forgodtbefindende deler førtidspensioner ud til højre og venstre – styret af kulturelle loyaliteter frem for faglighed.

Det er både forkert, uansvarligt og mistænkeliggørende over for en hel profession, som har uddannet sig til at sikre lovmedholdelighed og lave systematisk sagsbehandling.

Lad os starte med fakta: Ingen socialrådgiver kan alene tilkende en førtidspension.

Det er resultatet af en lang og grundig proces, hvor arbejdsevnen er afprøvet, lægefaglige oplysninger er indhentet, og hvor sagen behandles i et rehabiliteringsteam og pensionsnævn, som også træffer afgørelsen. Med andre ord: Afgørelsen træffes slet ikke af en socialrådgiver.

Kriterierne er desuden de samme for alle – uanset navn, hudfarve eller baggrund. Det handler om arbejdsevne. Punktum.

Der findes heller intet belæg for påstanden om systematisk snyd blandt bestemte grupper – hverken borgere eller socialrådgivere. Når man alligevel insisterer på at gentage den fortælling, er det dybt uansvarligt.

Fortjener respekt – ikke mistænkeliggørelse

Den slags retorik har jo konsekvenser. Den skaber utryghed hos borgere, som allerede befinder sig i sårbare livssituationer. Og den rammer socialrådgivere – ikke mindst dem med minoritetsbaggrund – som pludselig skal mødes med mistillid. Ikke på grund af deres faglighed, men på grund af deres efternavn eller hudfarve.

Til jer vil jeg sige klart: I er dygtige fagpersoner. I er værdsatte kollegaer. I løfter en afgørende samfundsopgave på lige fod med alle andre socialrådgivere. Og I fortjener respekt – ikke mistænkeliggørelse.

Hvis politikerne reelt ønsker, at færre mennesker ender på førtidspension, så kræver det investeringer i tidlig indsats, helhedsorienteret støtte og ordentlige rammer for vores socialfaglige arbejde. Ikke besparelser, mistillid og bagudrettede kontroløvelser.

Vi er mange, der gerne vil tage ansvar for at forebygge førtidspension. Men det kræver politisk vilje til at styrke det, der virker – og det er ikke at puste til fordomme og grave grøfter i et system, der i forvejen er under massivt pres.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR