Kommunerne skal udvise empati og gå i åben dialog med borgerne om placeringen af VE-projekter i "fredstid", hvis de vil undgå, at VE-projekter igen og igen strander i lokale konflikter.

Det anbefaler Laila Kildesgaard, en af forfatterne til en ny bog om borgerinddragelse i energiprojekter, Guld i muld.  Hun er tidligere kommunaldirektør og klimadirektør i KL. I dag rådgiver hun kommuner og energiopstillere om VE-projekter. 

Når hun siger fredstid, mener hun, at de små landsbyer og landdistrikter, som ofte er målet for store energiselskabers VE-drømme, skal have en vision for, hvad de gerne vil med deres lokalområde, inden store pengebeløb og konkrete planer kommer på bordet. 

- Mange lokalsamfund er i forvejen udfordret på affolkning, demografi og mangel på beskæftigelse, mens de oplever at landsbyerne bliver funktionstømt. Derfor er det en kæmpe fordel, hvis landsbyerne kan formulere en idé om, hvad de gerne vil have, der skal ske, inden energiudviklerne kommer, siger Laila Kildesgaard.

Hvis landsbyens indbyggere kan blive enige om at ønske sig, at skolen flytter sammen med fritidshuset eller mere udenomsareal til børnehaven, er de meget bedre stillet, når nogen vil opsætte VE-anlæg. 

Så kan lokalsamfundet måske få opfyldt nogle af dets ønsker, hvis VE-anlægget bringer en grøn pulje med sig. 

- Kommunerne kan gøre sig selv en kæmpe tjeneste, ved at hjælpe landsbyerne med at få lavet en landsby-vision i fredstid.

Det er hendes erfaring, at de steder, hvor man får gennemført de bedste projekter, er de steder, hvor nogen sætter sig sammen med landsbyerne og finder ud, af hvad de egentlig gerne vil. 

- Når jeg siger fredstid, så er det fordi, det er meget svært at undgå, at folk begynder at se lidt skævt til hinanden når forhandlingerne går i gang, fordi det er så forskelligt, hvad deres interesser er.

Borgerne er bedre end deres rygte

Lokalbefolkningen er nemlig ikke bare ja eller nej-sigere. Sådan må kommunen og energiopstillerne ikke opfatte dem. 

- Borgerne er bedre end deres rygte. De er ikke bare for eller imod. De er interesserede i, at deres lokalsamfund udvikler sig i en positiv retning, siger hun. 

- De sætter sig virkelig ind i tingene. De finder ud af, hvor meget genskin, der kommer fra solcellerne, og hvad det betyder for vandstanden, at man graver og dræner et område. De bruger meget tid og mange ressourcer.

Kommunerne skal derfor passe på med at tro, at de på forhånd kan gætte, hvad borgerne gerne vil have.

Hver VE-sag er unik for området, derfor er kommunen nødt til at inddrage borgerne, for at forstå hvad der er på spil. Især i kommuner, hvor man tidligere er mislykkedes med at gennemføre store projekter på grund af borgernes modstand.

Der kan være opstået en mistillid til kommunen, som skal genoprettes, før man kan komme i mål med nye projekter. 

I Thisted Kommune fulgte man anbefalingen. Kommunen afholdte en afstemning, for borgerne, der boede indenfor en vis radius af mulige VE-projekter, for at måle opbakningen til projekterne.

Otte energiprojekter blev sendt til afstemning og fire blev efterfølgende diskvalificeret. De resterende fire projekter havde opbakning fra over 60 pct. af de lokale, og blev godkendt af kommunalbestyrelsen. 

Forinden var Thisted Kommune igennem en tiårig periode uden et eneste gennemført VE-projekt. 

Ifølge bogens forfattere er Thisted et eksempel på en kommune, hvor tilliden skulle genopbygges efter ti år med mislykkede planer. Da kommunen respekterede afstemningens resultater, fik borgerne deres stemme hørt. 

Historiefortælling og tomme løfter

Kommunerne skal også øve sig på deres historiefortælling om VE-anlæg. For hvorfor skal anlægget ligge lige dér, og hvad får de lokale ud af det?

- Kommunerne er nogle gange lidt uklare om, hvad det er de vil ud over at implementere deres klimaplan, siger Laila Kildesgaard.

- Gør kommunerne det for at skabe udvikling i de områder, hvor borgerne bor, eller gør de det for at bidrage til verdensfreden?

Ifølge Laila Kildesgaard er det helt umuligt at motivere borgerne til at blive naboer til VE-anlæg med eksempelvis et argument om at bidrage til verdensfreden ved at frigøre Danmark fra russisk gas. 

I deres analyse finder forfatterne tre forskellige fortællinger, der er vigtige at få på plads. Den store fortælling om energi-suverænitet og verdensfred. Den mellemste om udvikling af kommunen og lokalsamfundet. Og den nære fortælling om lokal stolthed og fællesskab, men også om de lokale omkostninger for udsigten, landskabet og boligpriserne. 

Her trækker kommunen ifølge forfatterne det korteste strå, når de står med den mellemste fortælling. Den kan være svær at ramme. 

Her råder forfatterne til, at kommunen ikke starter historiefortællingen for højt oppe og taler om de mange arbejdspladser de vil skabe, og den gode branding af kommunen.

I stedet skal de følge et klassisk princip fra kundeservice-branchen: Underpromise, overdeliver. Altså lov ikke for meget, og levér mere, end du har lovet.