I begyndelsen af december  kunne blandt andre Kommunen.dk fortælle, at private sociale tilbud, især de nyeste kommercielle, leverer dårligere kvalitet end kommunale og selvejende tilbud.

En gruppe forskere fra RUC og University of Oxford havde gennemgået over 2.000 sociale tilbud under socialtilsynene i Danmark. Gennemgangen viste blandt andet, at især de nyere private tilbud fik lavere kvalitetsscorer og langt oftere modtog sanktioner.

Det er en konklusion, som er værd at hæfte sig ved. Og det handler ikke om et ideologisk korstog mod private aktører.

Nej, det handler om at sikre faglighed og kvalitet til borgerne – og det handler om den grundlæggende tillid til vores velfærdssamfund.

Prisen for profitjagt er ekstremt høj

For den veldokumenterede profitjagt, som foregår på mange private sociale tilbud, har en pris. En pris, som er ekstremt høj, og som først og fremmest betales af de mest sårbare mennesker i vores samfund.

Nyhedsstrømmen har de seneste år budt på en lang række groteske og forfærdelige historier om, hvordan svindlere og tvivlsomme lykkeriddere åbner bosteder på stribe.

De maksimerer profitten ved at dumpe kvaliteten – og det sker på bekostning af udsatte og sårbare menneskers livskvalitet og livsmuligheder. 

Samtidig tegnede en rapport fra Hvidvasksekretariatet under National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) for nylig det stærkt alarmerende billede: 15 procent af de kommercielle, godkendte sociale botilbud havde fem eller flere underretninger om mistanke om hvidvask, svindel eller bandetilknytning.

Disse tilbud havde modtaget offentlige midler for 2,7 milliarder kroner i perioden fra 2021 til 2024. Når sociale botilbud havner i samme risikokategori som pizzeriaer og nedrivningsfirmaer, er der noget alvorligt galt.

Systematisk snyd undergraver tilliden til velfærdssamfundet

Vi svigter dem, som har allermest brug for hjælp, når borgere og pårørende ikke længere kan være sikre på, at bosteder drives med faglighed og kvalitet for øje. 

Det handler ikke om ærgerlige enkeltsager, brodne kar eller huller i loven. Det handler om kynisk og systematisk udnyttelse af et tillidsbaseret velfærdssystem.

Det har vi alle sammen et ansvar for at sætte en stopper for – ikke mindst aktører i den politiske debat, der foregår i øjeblikket om problemet.

For det første skal vi have begrænset muligheden for profit. Den relativt nemme adgang til store pengesummer på socialområdet tiltrækker de forkerte typer med de helt forkerte motiver.

For det andet skal vi have stillet tydelige krav til rette faglighed hos ledere og medarbejdere.

Foruden at det vil give en bedre indsats for borgerne, er det nemlig også meget ofte kendetegnende for de kyniske spekulanter, at de ikke er ”belastede” af at have en stabil og fagligt stærk personalegruppe.

Og for det tredje skal vi have sikret ordnede forhold for de ansatte via såkaldte arbejdsklausuler. Arbejdsklausuler sikrer kort sagt, at private leverandører, der løser opgaver for det offentlige, ikke må underbyde løn- og ansættelsesvilkår.

I dag er arbejdsklausuler helt almindelige og selvfølgelige på stort set hele det offentlige område – bortset fra socialområdet. Når kommuner for eksempel hyrer en privat entreprenør til at bygge en skole eller børnehave, er arbejdsklausuler et krav. Det samme gælder, når kommuner for eksempel samarbejder med private aktører om hjemmeplejen.

Mange kommuner har hensigter om kun at bruge leverandører på socialområdet, der har ordnede forhold – men rigtig mange kommuner kunne følge deres hensigter helt til dørs ved at fravælge de tilbud, der ikke lever op til arbejdsklausulen.

Der er i mine øjne ingen tvivl om, at disse er tre afgørende skridt for på sigt at sikre kvaliteten, stoppe snyd og svigt – og i sidste ende for at give udsatte og sårbare børn og voksne de rette socialpædagogiske tilbud, som de har brug for.