Jeg har ikke boet meget på hotel, når jeg har rejst. Men de senere år er det blevet til nogle hotelovernatninger, senest på en tur til Irland, blandt andet i Westport ude på vestkysten. Fint, velholdt hotel med dejligt stort og velfungerende værelse. Det kostede 430 kroner.

Nu kan jeg nok ikke påstå, at jeg ikke anede, at man kan bo på hotel for 5-10.000 kroner per nat. Jeg har trods alt set film og hørt om oliesheikers luksussuiter. Men det er meget abstrakt, sådan lidt sløret prinsessen-på-slottet-agtigt – eller ’Pretty Woman’. Men at en lille, trind mand fra Græsted, der oven i købet hævder at være, som danskerne er flest, kan bo sådan - det havde jeg ikke set for mig.

Mens Lars Løkke og hans håndgangne mænd i partiet Venstre har danset rundt som hovedløse høns og vekslet mellem rablende talestrømme og (fornærmet?) tavshed, har mit yndlingshotel på Englands sydkyst, hvor Basil Fawlty regerer, entret min indre scene. Selvsagt ikke på grund af fysiske ligheder – så langtfra. Men mønstret, forløbet. Når man er taget med hånd og underarm dybt nede i kagedåsen, så vil stort set ethvert forsøg på at forklare sig kun få sagen til at tage sig værre og værre ud.

Værten på Fawlty Towers er et gennemneurotisk, snobbet og frustreret menneske. Det er i grunden mærkeligt, at et sådant gespenst kan føre an i noget så morsomt som den lille comedy serie med John Cleese & Co. på bare 12 afsnit, der er blevet en klassiker. Bærende i komikken er mr. Fawltys krampagtige forsøg på at redde sig ud af en pinlig situation, som han kun gør værre og værre.

Jo flere forklaringer og afværgemanøvrer han kaster sig ud i for at redde æren, jo mere umulig bliver situationen og hans pinagtigt gennemskuelige forklaringer. Og sådan bygger det op, situation på situation, indtil Fawlty er helt oppe i en krog og flygter eller bryder sammen. Der er da også mennesker, for hvem det pinagtige overskygger det morsomme og som derfor ikke kan holde ud at se serien. Som med Løkke & Co. – det var tæerkrummende at følge.

Løkkes Manuel

I galleriet rundt om Fawlty er der flere elskelige skikkelser. Som den spanske Manuel, der er hjælpsomheden selv og drømmer om selv at være hoteldirektør, men hvis sproglige mangler gør det hele svært og for Fawlty stærkt irriterende – ’det ville være nemmere at oplære en abe!’, som han jævnlig betror de pinligt berørte gæster. Men Manuel er trofast og må ofte assistere hotelværten med at få ham ud af klemmen. Hans veludviklede evne til at misforstå eller overgøre tingene resulterer dog for det meste i en forværring.

Da Løkkes to løjtnanter, som pressen kaldte Søren Pind og Ellen Trane Nørby, rykkede den desperate formand til undsætning ved at hævde, at Løkke slet ikke kunne offentliggøre bilagene på udskejelserne – samtidig med at Løkke allerede havde bestilt dem i Sydkorea, så var det Manuel, der tonede frem på min indre skærm.

Eller den gamle, småsenile major Gowen, der er fast beboer på Fawlty Towers. I en episode er Fawlty endnu engang i eskalerende vanskeligheder, og i en stor scene i receptionen er alle gæsterne troppet op og overgår hinanden i beskrivelser af hotellets elendigheder og Fawltys arrogante uforskammethed. Basil har ryggen mod muren og overvejer at iklæde sig martyrrollen, da en meget vred gæst råber, at det her er det værste hotel i verden.

Så træder majoren ind på scenen og udbryder opbragt ’No!’ Forsamlingen forstummer, Fawlty øjner håb om hjælp fra sin gamle ven, og vi seere tænker, at det var da på tide, at der er én, der bryder hetzstemningen og fortæller lidt om det lille, hyggelige hotel med den hårdtarbejdende vært. Og så sender obersten et tænksomt blik ud i intetheden og siger: ’There’s a place down in Eastbourne’. Det kunne Pind og Trane Nørby ikke have sagt bedre.  

Bulet og skrammet

Det mest overraskende er, at skandalen nu giver sig udslag i meningsmålingerne. Det er i mine øjne langtfra det mest belastende, Løkke og Venstre har været fedtet ind i. Venstre fremtræder efterhånden så bulet og skrammet, at de fleste kan se det. Løkke selv bidrog med en forsmag på afsløringen af det eksorbitante rejseforbrug med sin kiksede sko-udtalelse i folketingssalen. Den tegnede et billede af, at han ikke aner hvad penge er – det er bare noget, man bruger.