Inden vi om få dage går til kommunalvalg, handler meget af debatten om velfærd, nærdemokrati, grøn omstilling og økonomiske prioriteringer. Men bag de klassiske temaer gemmer sig et langt mere grundlæggende problem, som ingen tager ejerskab over: Vores samfund er blevet så komplekst, at flere og flere borgere ikke længere kan finde rundt i det.

For de fleste af os er "samfundskompleksitet" et ord, der smager lidt akademisk – noget, der hører hjemme i PowerPoint-præsentationer og embedsværk. Men for mange danskere er det synonym med en uoverskuelig hverdag og tilværelse.

Omkring 20 procent af Danmarks voksne befolkning er udfordret af psykiske diagnoser, funktionsnedsættelser, misbrug, læsevanskeligheder eller kroniske sygdomme. For disse mennesker er det offentlige system ikke en hjælp, men et bjerg de skal bestige, mens de i forvejen kæmper for at holde balancen.

Et socialt og demokratisk problem

Når sagsgange, regler og digitale løsninger bliver uigennemskuelige, rammer det hårdest dér, hvor overskuddet i forvejen er mindst. Og så får vi et paradoksalt velfærdssamfund: Jo mere vi vil hjælpe, desto sværere bliver hjælpen at få. 

Men kompleksitet er ikke kun et socialt problem – det er et demokratisk problem. Når borgerne ikke længere kan gennemskue offentlige beslutningsprocesser, og når kommunerne drukner i statslig dokumentation, så mister folk tilliden. Og tillid er demokratiets ilt.

Vi mærker allerede iltfattigheden i form af lavere deltagelse i lokaldemokratiet, stigende mistillid til systemet og frustrationer, der i værste fald ender som vrede på de sociale medier. Ikke kun mod “systemet”, men mod vores demokratiske samfund som helhed.

Den offentlige sektor vokser i lag og snitflader. Danmarks har i dag 24 ministerier, over 100 styrelser og omkring 1.300 love, som vokser med 3-4 procent om året. Lovmassen fordobles omtrent hvert 20. år. 

For den almindelige borger betyder det, at selv en enkel ansøgning om hjælp ofte kræver juridisk eller administrativ indsigt for at lykkes. For kommunerne betyder det, at sagsbehandlere og fagfolk bruger flere timer foran skærme end sammen med borgerne. Den tid, der burde bruges på relationer, bliver brugt på registrering.

Kommunale spydspidser

Kommunerne er dér, hvor problemet både mærkes og bør løses først. For hvis nogen kan vise, at forenkling og tillid virker, er det kommunerne. De har den direkte kontakt med borgerne – og dermed muligheden for at lade praksis gå forud for procedure.

Kommunalvalget i år bør derfor ikke kun handle om skatteprocenter og budgetlofter, men om et mere grundlæggende valg: Skal vi fortsætte med at udbygge et system, der efterhånden kræver ekspertviden at forstå? Eller skal vi begynde at bygge ned – ikke på velfærd, men i kompleksitet? 

Et mere menneskeligt samfund kræver ikke flere systemer. Det kræver færre indviklede regler, færre krav til dokumentation og større tillid til, at fagfolk rent faktisk kan vurdere og handle uden at skulle dokumentere hvert eneste skridt. 

Kommunerne bør have friere hænder – og også et større ansvar – i mødet med borgerne. Vi taler ofte om “nærhed” i den offentlige sektor. Men nærhed kræver, at der ikke står fem komplekse systemer mellem mennesket og de instanser, der skal hjælpe.

Vi skal turde det enkle

Hvis vi vil have et robust velfærdssamfund – også når befolkningen bliver ældre, og flere får brug for hjælp – så må vi begynde at tale om kompleksitet som en central politisk udfordring. Ikke bare rent teknisk, men som et demokratisk og menneskeligt problem.

I sidste ende er kompleksitet ikke kun et spørgsmål om regler, men også om relationer. Et samfund, der mister evnen til at gøre ting enkle, mister langsomt evnen til at handle i fællesskab. Vi har brug for at finde det politiske mod til at forenkle – før kompleksiteten for alvor udhuler vores sammenhængskraft.