Hvilken betydning det får for implementeringen af sundhedsreformen, hvilke partier der ender med at blive repræsenteret i sundhedsrådene, lader sig ikke på forhånd besvare. 

Men at den samlede kommunale repræsentation i et sundhedsråd kan komme til at svinge meget tungt ud til ét parti, er et faktum.

Ifølge professor i statskundskab ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær kan der ske to ting:

Den ene er, at de, der bliver valgt, betragter sig som hele deres kommunes repræsentant i sundhedsrådet og lægger parti-kasketten, når de træder ind i rummet.

Den anden er, at de husker, hvem de er valgt ind for, og ikke glemmer deres partifarve.

- Hvordan de agerer, afhænger af, hvordan de ser sig selv, siger Ulrik Kjær.

Ingen parti-koordinering

Senest 1. november skulle alle kommuner skrive ind i deres styrelsesvedtægt, hvem der skal repræsentere dem i sundhedsrådene. 

Men selvom de på forhånd er blevet bedt om at beslutte det, bliver det interessant at se, hvordan posterne fordeler sig under konstitueringen.

De enkelte kommuner kan nemlig ikke have blik for alle de andre kommuner i samme sundhedsområde, når de vælger hvem, der skal have en plads i sundhedsrådet.

- Der er ingen parti-koordinering, så de (kommunale repræsentanter, red.) risikerer at blive S eller V alle sammen, siger Ulrik Kjær.

Det betyder også, at repræsentationen kan blive helt skæv i sundhedsrådene i forhold til, hvordan mandatfordelingen er i de enkelte kommuner. 

- Du kan godt ende med et sundhedsråd, der dækker kommuner, som alle sammen har en socialdemokratisk borgmester, men hvor dem, der sidder i sundhedsrådet, alle er Konservative, siger Ulrik Kjær. 

Hvilken betydning det vil få, hvis et af ovenstående scenarier udspiller sig, bliver ifølge professoren “interessant”.

Gode venner samarbejder bedst

Som Ulrik Kjær udtrykker det, er sundhedsrådene sat i verden for at få kommuner og regioner til at tænke på tværs og arbejde sammen og i bund og grund “være gode venner”. 

Og det er måske nemmere at blive gode venner, hvis det politiske flertal i rådet afspejler det politiske flertal i de enkelte kommuner, bemærker han.

Omvendt kan samarbejdet på tværs af både kommune- og sektorgrænser muligvis glide lettere blandt partifæller.

- Hvis mange kommer fra de samme partier, kan det selvfølgelig gøre det nemmere at samarbejde, men jeg tror, det er kommunegrænsen, der er det vigtige, ikke så meget det partipolitiske, siger professor ved Institut for statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Bjerre Mortensen.

Uanset om der kan være fordele forbundet med at kende hinanden fra partiet, garanterer det dog ikke fælles fodslag.

- Der findes også eksempler på nabokommuner, der f.eks. begge har S-borgmestre, hvor de ikke er særligt flinke ved hinanden, siger han.

Skæv repræsentation

Ifølge Peter Bjerre Mortensen kan der godt være en faldgrube i, at der ikke er tænkt en større grad af repræsentation ind i mandatfordelingen i sundhedsrådene.

For det kan f.eks. ikke udelukkes, at der går partipolitik i den, men det er ikke noget, der holder ham vågen om natten.

- Baseret på almindelig erfaring med kommunale og regionale politikere bliver det ikke nødvendigvis det partipolitiske, der kommer til at afgøre det, siger han.

- Man har vel tænkt, at man i høj grad sidder i et sundhedsråd som repræsentant for det geografiske område ens kommune udgør med den lokalkendskab, der følger med. 

Noget, han også selv tror, vil vægte tungere end partitilhørsforhold.

Når man har valgt at gøre, som man har, kan det ifølge Peter Bjerre Mortensen skyldes et ønske om at få nogle “tunge” kommunalpolitikere med i sundhedsrådene, for at give dem noget tyngde. 

Han ser f.eks. en signalværdi i, at kommunernes repræsentanter skal udgøres af sundhedsudvalgsformænd og dem, der har fingrene mest nede i sundhedsområdet – hvis altså ikke borgmesteren selv. 

- Det er også et signal om, at man har prioriteret det over lige vægtning af partier og afspejling af mandater, siger han og tilføjer, at det i øvrigt er svært, når der er få pladser at gøre med.

Ifølge ham kan det også være et udtryk for, at man gerne vil have nogle kommunale parter i sundhedsrådene, der har mandat til at indgå aftaler; at man kan regne med, at der er opbakning til det, de siger, og at de tør være med til at lave aftaler og prioriteringer. 

Kort sagt, at de har beslutningskraft. 

Bordet, det gælder om at sidde med om

Om det bliver sammensætningen af regionsrådstoppen eller sammensætningen af sundhedsrådene, der får størst indflydelse på, hvordan sundhedsvæsenet udvikler sig den kommende periode, tør ingen af professorerne spå om. 

- Det skal jeg ikke være dommer over, men jeg vil sige, at med denne her store øvelse, skulle sundhedsrådene meget gerne blive indflydelsesrige og vigtige. Så jeg vil alt andet lige tænke, at det er de poster, man tillægger størst vægt og betydning, lyder Ulrik Kjærs forsigtige bud. 

At det er det bord, det gælder om at sidde med omkring, begrunder han især med den fortælling, der er skabt om sundhedsrådene: 

- ‘Se, nu får vi sundhedsråd, det bliver vigtigt!’

Hvis rådene kommer til at fungere som stående udvalg i kommunerne, vil meget blive håndteret i dem, men om det bliver sådan, ved man ikke, forklarer Peter Bjerre Mortensen. 

Det er et eksperiment, at folkevalgte fra hver sit politiske niveau skal arbejde sammen i et udvalg under det ene politiske niveau. 

- Meget afhænger af, om man kan få det til at fungere og løse tingene i rådene i stedet for at sende beslutningerne i regionsrådet, siger han.

Bliver det praksis at sende sager op i regionsrådene, kommer de selvsagt til at beslutte rigtig meget. Og det afhænger i høj grad af, hvordan dem, der bliver valgt ind, varetager opgaven.

- Jeg tror, der er mange, der har interesse i, at sundhedsrådene kommer til at fungere som en decentralisering af den regionale styreform. 

Som han ser det, er det under alle omstændigheder en interessant bevægelse i den retning.