Kasper Bjerregaard (V) er født i 1974.

Opvokset på Syddjurs i byen Kolind sammen med en lillebror.

Moren var advokatsekretær, faren inspektør og kursuschef på erhvervsskolerne. Sammen drev de også et forlag med uddannelsesbøger.

Uddannet cand.scient.pol.

Har senest arbejdet i Region Midtjylland i HR-afdelingen med uddannelse for speciallæger.

Bor sammen med kæresten Sofie. De har fire sammenbragte børn, som alle er i tyverne.

I sin fritid spiller Kasper Bjerregaard golf og er sammen med familie og venner.

Borgmester i Norddjurs Kommune fra 2022.

Kasper Bjerregaard - professionelt

Du er Norddjurs Kommunes første venstreborgmester. Har byen og borgerne vansmægtet i alle de foregående år?

Der er ingen tvivl om, at det her har været en socialdemokratisk højborg, hvor gamle, store industrivirksomheder har sat sit præg på kommunen. Og politisk set har der gennem årene siddet nogle træge og detailstyrende hanelefanter, som har syntes, at det var synd for os. At der skulle komme nogen og hjælpe os. Den tilgang abonnerer jeg ikke på. Og det gør den nye generation af politikere heller ikke. De vil på tværs af partiskel dyrke politik på en anden måde. I dag arbejder vi på at øge bevidstheden og stoltheden over, hvor vi kommer fra. Vi stikker næsen mere frem. Vi tør at byde ind på nogle lidt større ting, tør at slå mere ud med armene og sige: Det her, det kan vi godt selv.

 Har du rystet posen så meget, at nogle er blevet lidt omtumlede?

Ja. Der er nogle, der har sagt: ”Jamen det plejer vi da ikke at gøre på den måde.” I øjeblikket er vi i gang med at slanke kommunens 114 politikker. Der er blevet brugt afsindigt mange ressourcer på detail-beskrivelser og kvalitetsstandarder, som kræver vedligehold. Det gider vi ikke, så nu afmonterer vi og leder ud fra nogle pejlemærker, som viser retningen for, hvad vi vil. På den måde kommer vi til at snakke mere politik og strategi og ikke så meget om, hvad der sker i driften.

Det blev ikke nogen helt rolig start, du fik som borgmester?

Nej, men det, som larmede mest, var, at vi afskedigede vores kommunaldirektør. Jeg var ”alene hjemme” i næsten et år, før jeg havde en ny kommunaldirektør på plads.

Var det stressende eller fedt at smøge ærmerne op?

Megafedt. Efter afskedigelsen konstituerede jeg ikke en ny kommunaldirektør, men trådte tæt på de to direktører, jeg havde tilbage, og så ledede vi tre sammen. Det var afsindigt hårdt, men helt vildt skægt. Jeg synes, det er superspændende både at lede en gruppe mennesker, der er valgt til at mene noget forskelligt, at få dem til at virke som en enhed, og at stå i spidsen for en kommune med knap 3.300 mand og få den til at fungere.  

Nu er der gået knap fire år. Er du landet et godt sted?

Ja, det synes jeg. Politisk har vi det godt med hinanden. Jeg ynder at sige, at folk skal komme ned og besøge kommunalbestyrelsen i pauserne, for der kan man ikke se, hvem der er i parti med hinanden, fordi alle fungerer ret godt på tværs. Også i udvalgene. Jeg har brugt meget tid på at hjælpe udvalgsformændene godt i gang og sikre, at de fik et godt arbejdsklima. Det gør, at jeg har fået en del kredit på kontoen hos mine politiske kolleger. De ved godt, at jeg har knoklet for dem.

Hvordan er det at arbejde side om side med en viceborgmester som Benny Hammer (K), der har drømt om dit job i 20 år?

Det er jo lidt konditionerne i det her job. Og det går fint. Men der var en periode i starten, hvor både Benny Hammer og den socialdemokratiske gruppe havde store, blå mærker. Det kom jo som en meget stor overraskelse for dem, at der skulle ske et magtskifte. De var jo vant til, at Socialdemokratiet var udgangspunktet for det, der skete her i kommunen. De syntes, det var uretfærdigt, og havde brug for at lufte deres skuffelse på forskellig måde, hvilket jeg tog helt roligt. Men det er da specielt at arbejde med folk, som gerne vil have ens job, som nu fx spidskandidaterne for Socialdemokratiet og SF, som jeg i øvrigt samarbejder fint med.

Du virker ikke introvert, som du har fået skudt i skoene af fx Benny Hammer i sin tid?

Det er jobbet, der gør det. Jeg er meget privat, men jeg kan også godt løse en opgave, og hvis opgaven er at rejse sig op foran fem hundrede mennesker, så gør jeg det. Men privat er jeg normalt meget stille.

Dig og Syddjurs borgmester Michael Stegger (S), er I en form for bromance, et boyband, der styrer hele Djurs?

Det kan man sagtens kalde os. Michael og jeg er vokset op i to små byer med seks kilometers afstand. Vi kender de samme mennesker, har begge spillet fodbold, vi holder begge to med AGF og deler i det hele taget mange fællesnævnere. Vi har klikket rigtig fint lige fra starten og repræsenterer Djursland sammen. Vi følges altid ad, når vi skal til møder i KL, og vi gør en del ud af at løse opgaver i fællesskab, også i Djurslands Udviklingsråd. Vi går på banen sammen.

Norddjurs Kommune har et højere antal børn, der lever under fattigdomsgrænsen, end det danske landsgennemsnit. Hvad handler det om?

Det handler om, at vi tjener lidt mindre end i andre kommuner, vi er lidt lavere uddannede, og vores sundhedsprofil er lidt dårligere end i andre kommuner. Vi burde jo ellers være placeret helt perfekt i forhold til bosætning og kunne tiltrække stærke profiler. Vi ligger i nærheden af Aarhus og Randers, og vi har pladsen, mulighederne for at bygge store, fede huse tæt ved vandet. Men igen: Jeg tror, at vores identitet og profil som en lidt træt tilbageskuende kommune har været et benspænd. Vi har været legendarisk gode til at servere de dårlige historier om os selv og glemme alt det gode, der er. Og det er dét, vi er ved at lave om på.

Hvordan gør I det konkret?

I øjeblikket afholder vi ture for tilflyttere. Vi kører dem rundt i bus, så de kan se kommunens bredde, og så kommer jeg og holder et lille oplæg og snakker med de nye borgere. Og de siger alle sammen: Hold op, hvor er der mange fede steder og fællesskaber, og hvor sker der mange spændende, kulturelle ting.

Hvad er du mest stolt af at have bedrevet som borgmester?

Det er vores erhvervsområde. Fra at ligge som nummer 87 på DI’s analyseliste lå vi sidste år på en 13. plads. Nu er vi så gået lidt tilbage igen, men det er et udtryk for, at når vi sætter fokus på noget, så rykker vi. Det er jeg stolt af. Jeg er også glad for, at vi har et stabilt politisk miljø uden alt for mange konflikter. Folk behandler hinanden ordentligt og producerer resultater.

Kasper Bjerregaard - privat

Du og din kæreste har fire sammenbragte børn i tyverne. Hvordan så dine egne år i tyverne ud?

Jeg boede og studerede i Aarhus. Jeg gik direkte fra Handelsskolen og på universitetet. Det tog mig ni år at gøre mit studie færdig, blandt andet fordi jeg fik arbejde. Først som selvstændig, da jeg overtog driften af mine forældres forlag, og siden fik jeg fuldtidsjob som underviser på erhvervsskolerne. Jeg syntes, det var sjovt at arbejde, og var faktisk lidt i tvivl om, om jeg ville få skrevet mit speciale, men på et tidspunkt lagde min chef pres på. Hvis ikke jeg fik skrevet det, kunne jeg glemme alt om at blive projektleder i Afrika.

Du blev også far?

Ja, jeg fik mit første barn som 25-årig sammen med min daværende kæreste og senere kone. Vi boede i Trige i et rækkehus. Jeg synes, det var perfekt at være studerende og far på samme tid, og i dag er jeg også glad for, at jeg fik mine børn tidligt, fordi de gerne vil bruge tid sammen med mig nu – og med Sofie, som også fik sine børn tidligt. Det sætter jeg stor pris på.

Du var en aktiv og travl ung mand, der ikke lå på sofaen med tømmermænd og spiste McDonald’s?

Jeg har altid trivedes med at have travlt. Ikke at jeg ikke nyder at ligge på sofaen med tømmermænd, eller gjorde, men jeg er typen, der bare hælder på og siger ja til alt muligt.

Hvordan har I det, efter at alle fire er flyttet hjemmefra nu? Er der tavshed og stilstand ved bordet, eller danser I nøgne rundt og nyder tosomheden?

Haha, det lyder dødssygt, men det har vi faktisk for travlt til. Vi arbejder begge to rigtig meget, men vi er gode til at tage af sted sammen på en forlænget weekend. Og så dyrker vi ret meget tætheden til vores børn. Jeg har en søn, der har boet i Skotland i syv år, og vi har to børn i Aarhus og én på Mols. Vi prøver at samle dem så meget som muligt. De fylder generelt meget i vores liv.

Du er glad for struktur, planer og faste traditioner, har jeg læst?

Jeg ved ikke, om jeg ligefrem er glad for planer. Men planer og struktur er et styringsværktøj for mig. Jeg kan godt lide at have faste ankre for, hvornår man mødes. Fx har vi en fast tradition med at tage på julemarked hele familien første weekend i december hvert år. Og én gang om året skal jeg i sommerhus med min gamle læsegruppe fra universitet. Under corona holdt vi familievideo-møde hver fredag, en virtuel fredagsbar, hvor vi lige tjekkede ind og så hinanden i øjnene, hvordan har vi det? Det er så småt udfaset nu, men det fungerede godt.

Vil du hade at blive udsat for et surpriseparty?

Ja. Men det handler om, at jeg ikke kan lide at være i centrum for sådan noget. Det klinger jo helt mærkeligt med det at være politiker, det ved jeg godt. Men privat er jeg bare ikke ham, der står midt i rummet og elsker at få alles opmærksomhed.

Hvad for et hjem og miljø kommer du fra?

Jeg er vokset op i et meget trygt miljø i en lille by, hvor alle kendte alle. Mine forældre var meget optaget af fællesskabet og foreningslivet. Min far var fodboldtræner, min mor badmintontræner, så min bror og jeg voksede op på fodboldbanen og i badmintonhallen. Derhjemme var vi gode til at snakke og diskutere ting, det var især min mor, der var driveren på det. Hun udfordrede os på vores holdninger, vi fik ikke lov til bare at fyre noget af. Hun lærte os at argumentere.

Ikke nogen dårlig egenskab at have med som politiker …

Nej, jeg kan mærke, at jeg er rundet af en rummelighed over for, at andre mener noget andet. Det at være nysgerrig på, hvorfor andre mener noget andet end mig. Sætte mig i andres sted og prøve at forstå dem og ikke bare tænke: Du er da en klovn.

Din mor dør, da du er 21 år, og din bror er 18?

Ja. Min mor blev syg, allerede da vi var ret små. Hun blev opereret og erklæret rask, men så blev hun syg igen og døde i 1995. Det sidste sygdomsforløb var voldsomt. Vi passede hende hjemme, og det var hårdt. Min mor fyldte meget i familien og var det sociale anker, så det gjorde det ekstra svært, både i perioden hvor hun var syg, men også da hun var væk. Så stod vi der alene, to drenge og en far. Det var bøvlet. Jeg havde nogle år derefter, hvor jeg havde det virkelig svært i mange sammenhænge, det var blandt andet derfor, mit studieforløb blev så langt. Jeg kunne simpelthen ikke fokusere på den del. Min bror, Søren, flyttede til Fyn, og der var nogle år der, hvor vi gled væk fra hinanden, men vi har senere fundet hinanden og er meget tætte i dag.

Du er 36 år, da du bliver skilt fra dine børns mor. Hvad lærte det dig?

At det er sindssygt hårdt at få ting til at hænge sammen, når man er syv-syv forældre og i øvrigt er selvstændig. Men jeg kastede mig ind i farrollen og blev fodboldtræner for at få ekstra tid sammen med min søn. Skilsmissen og min mors død har bragt mig tættere på mine børn og på min bror. Det har givet mig en stor bevidsthed om, hvor vigtigt det er at være der for hinanden og stille op, når andre har det svært. Det er jeg god til.

Er der noget, du er utilfreds med ved dig selv?

Jeg kan godt være træt af, at jeg elsker at have travlt. At der er så meget tryk på. Det betyder jo, at jeg ikke altid er så nærværende. Og hvis jeg er presset, kan jeg godt blive træls og utålmodig med andre. Gør nu bare noget, ikke.

Hvis du skal tage dig selv i nakken og slappe af, hvordan gør du så det?

Jeg drikker champagne med Sofie om fredagen, lytter til Ditte Okmans ’Det, vi taler om’ og ser ’Gift ved første blik’. Jeg hepper på Otto, ham, der arbejder for Moderaterne. Han er en fed fyr, synes jeg.