Noget er forandret i sundhedsvæsenet. I en længere periode har yngre læger haft svært ved at få de introduktionsstillinger, der skal sætte gang i speciallægeuddannelsen. Nu mærker også kommende speciallæger, at arbejdsmarkedet ændrer sig. Arbejdsløsheden er fortsat lav, men man skal søge bredere, og konkurrencen er skærpet. Det opleves som frustrerende, fordi sundhedsvæsenet stadig mangler speciallæger mange steder. Flere steder går vagtkabalen kun lige op, og læger løber allerede stærkt.

Derfor står vi i et paradoks: Det er blevet sværere at få en introduktionsstilling, men der er alligevel hoveduddannelsesstillinger i visse specialer og geografiske områder, der ikke bliver besat. Samtidig vokser antallet af nyuddannede speciallæger, mens antallet af opslåede stillinger falder. Tallene stritter i alle retninger og afspejler en kompliceret virkelighed.

Ændringerne vækker bekymring. Har man slået sig ned ét sted, er det sin sag at rive hele familien op, når den nærmeste stilling er 300 km væk. Kan man som speciallæge ikke bruge sin specialviden, spilder vi kompetencer, udvikling og kvalitet.

Når stillinger udskydes eller slet ikke slås op, rammer det også patienterne. De må vente længere på udredning og behandling, og uligheden i sundhed forstærkes, fordi hospitaler uden attraktive faglige miljøer har svært ved at rekruttere. Det presser både sygehuse og kommuner.

Når patienter udskrives hurtigere, fordi hospitalerne mangler kapacitet, lander opgaverne i det nære sundhedsvæsen, hvor flere kommuner stadig kæmper med konsekvenserne af, at der ikke er nok praktiserende læger. Det har konsekvenser for, hvor ofte de praktiserende læger kan komme på udebesøg på fx plejehjem og bosteder. Og i sidste ende risikerer det at medføre flere kommunale opgaver, større risiko for genindlæggelser og øgede udgifter.

Færre speciallæger løser ikke ventelister

En del af forklaringen findes i styringslogikken. På universitetshospitalerne begrænser speciallægelofter antallet af ansættelser, også selvom opgaverne er der. Når det politisk præsenteres som en succes, at antallet af ansatte speciallæger falder, er det værd at spørge: Er det et mål i sig selv – eller blot et regneark, der går op, mens borgerne venter? Færre speciallæger løser ikke ventelister, kapacitetsproblemer eller rekruttering i udkanten.

Hvis man vil flytte læger til områder med lav lægedækning, kræver det mere end at lukke for stillinger i de store byer. Uden aktive opslag, attraktive rammer og gennemsigtige processer flytter lægerne sig ikke – de forsvinder bare et andet sted fra. Kultur, økonomi og ledelse skal trække i samme retning.

Det kræver koordinering mellem regionerne, så opslagene følger patientflowet. Ledelsen spiller en vigtig rolle i at skabe stærke faglige miljøer, hvor indflydelse på vagtplaner, kompetenceudvikling og fleksibilitet ikke ses som bløde værdier, men som fornuftig personaleledelse.

Mit budskab er enkelt: Besæt stillingerne dér, hvor behovet er størst. Koordiner på tværs, så nedskalering ét sted ledsages af opslag et andet. Og sørg for, at midlerne følger opgaverne. Borgerne kan ikke vente på økonomiske teknikaliteter.

Vi har speciallæger, der står klar. Vi har patienter, der venter. Og vi har afdelinger, der kæmper for at opretholde driften. Uden speciallæger – ingen sundhedsreform.