Fremtidens sundhedsvæsen er under opbygning – ikke i beton og glas, men i struktur, kultur og samarbejde. 

Hvis man skal tro de officielle visioner, bliver det både klogere, hurtigere, mere menneskeligt – og ikke mindst tættere på dig og mig. 

Men mellem reformpapirer og de regionale og kommunale virkeligheder rejser sig en række spørgsmål:

Hvordan sikrer vi et sundhedsvæsen, der både kan håndtere flere ældre, mere komplekse sygdomsbilleder, stigende forventninger – og samtidig bevare nærhed, kvalitet og menneskelig kontakt?

Balance, sammenhæng og nærhed 

Fremtidens sundhedsvæsen skal med andre ord rumme mere – uden at miste det væsentlige. 

For indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) skal tre nøgleord guide omstillingen af sundhedsvæsenet de kommende 10-15 år: balance, nærhed og sammenhæng.

Ifølge hende handler det ikke om at opfinde et nyt system, men derimod om at styrke det, vi allerede har.

“Vi har grundlæggende et godt og velfungerende sundhedsvæsen. Det skal vi bygge videre på, så vi står endnu bedre rustet til den fremtid, vi ser ind i,” fastslår Sophie Løhde i et skriftligt svar til Kommunen.dk. 

Med sundhedsreformen flyttes flere opgaver fra sygehusene og ud i kommuner og praksissektor. Sundhedsvæsenet skal i højere grad forankres tættere på borgernes hverdag. 

“En af de helt centrale ting de kommende år bliver at skabe en bedre balance og en bedre sammenhæng mellem sygehusene og sundhedstilbuddene i den øvrige del af sundhedsvæsenet. Og med sundhedsreformen har vi igangsat en udvikling, der netop skal gøre det, samtidig med at vi rykker sundhedstilbuddene tættere på borgerne.”

Det er nødvendigt for at fremtidssikre vores sundhedsvæsen, fastslår ministeren. For når vi bliver flere ældre, vil flere få behov for pleje og behandling. Og fremadrettet vil vi se, at flere vil leve med kroniske sygdomme, og at flere vil have flere forskellige sygdomme samtidig. De skal have den pleje og behandling, de har brug for. 

“Men det skal i højere grad ske uden for sygehusene, og derfor er vi nødt til at gøre tingene anderledes, end vi gør i dag, og styrke det nære sundhedsvæsen.”

Og det er en stor omstilling, som kræver tæt samarbejde og fælles løsninger på tværs af regioner, kommuner og lægeklinikker, fastslår hun og pointerer, at det er her, at de 17 nye sundhedsråd, hvor der både vil sidde folkevalgte fra kommuner og regioner, bliver helt centrale. 

“De bliver motoren i omstillingen til et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen”, pointerer hun. 

Med den nyligt offentliggjorte økonomiaftale for regionerne for 2026 har regeringen og Danske Regioner indgået aftale om at løfte driften af sundhedsområdet med 2,3 mia. kr. i 2026 i forhold til i 2025.

 “Økonomiaftalen afspejler, at både regeringen og vi i regionerne har meget høje ambitioner for sundhedsvæsenet – på borgernes vegne,” sagde formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S) i forbindelse med præsentationen af aftalen.

Og her er nøgleordene “høje ambitioner for borgerne”. Fokus er ikke så meget et økonomisk løft i milliardklassen, men ønsket om at skabe behandlingsforløb, der er mere trygge, mere effektive og tættere på borgernes hverdag. Sophie Løhde uddyber:

“I stedet for at ligge i en sygehusseng vil flere fremover kunne blive indlagt i trygge og velkendte rammer derhjemme. Og kontrolforløb og undersøgelser, der i dag foretages på sygehusene, vil med fordel kunne finde sted i f.eks. lokale sundhedshuse. Det vil mange formentlig være glade for, men det er naturligvis helt afgørende, at vi ikke slækker på kvaliteten og de store fremskridt, som vi har opnået de seneste 20 år.”

En anden hjørnesten er samarbejde. Sygehusenes ansvar for patienten skal ikke ophøre ved døren.

“Det er bl.a. derfor, at vi med et populært udtryk ønsker at ’vende sygehusene udad’. De skal i langt højere grad bistå det nære sundhedsvæsen og have blik for det samlede patientforløb. Ansvaret for patienterne skal ikke stoppe ved sygehusenes udgang, så snart patienten er udskrevet. Vi indfører derfor også et 96 timers behandlingsansvar,” forklarer sundhedsministeren. 

“Det er kommet med en pris”

Under udarbejdningen af den nu færdigstøbte sundheds-reform har der været flere dilemmaer på bordet, fortæller Sophie Løhde. Hun fremhæver spændingen mellem nærhed og kvalitet:

“Vi har gennem rigtig mange år samlet flere af behandlingstilbuddene, fordi vi har ønsket at sikre, at patienter i hele Danmark får en ensartet behandling af samme høje kvalitet. Udviklingen har været særlig udtalt inden for sygehusvæsenet, hvor vi har samlet en række specialiserede behandlinger, samtidig med at sygehusene har fået flere opgaver”, skriver ministeren og forklarer videre, at det på mange måder har været en succes, og at det er lykkedes at hæve kvaliteten. Dog er der et “men”. 

“Men det er kommet med en pris; nemlig at sundhedstilbuddene er rykket længere væk fra patienterne, der i højere grad end tidligere skal transportere sig ind til de større byer for at få behandling og blive tilset på sygehusene. Og vi har ikke i tilstrækkelig grad formået at skabe den rette balance mellem sygehuse og de nære sundhedstilbud.”

Sophie Løhde forklarer videre, at man nu prøver at få en bedre balance ved at investere markant flere penge i det nære sundhedsvæsen og flytte opgaver ud af sygehusene, så patienter og borgere kan få pleje og behandling tættere på og gerne i deres eget hjem, hvis det er muligt.

AI som hjælp – ikke en erstatning

Samtidig med, at sundhedsvæsenet i højere grad skal decentraliseres, skal det også digitaliseres. AI og datadrevne løsninger forventes at blive en af hovedkaraktererne i fremtidens sundhedsvæsen. 

Kunstig intelligens og digital teknologi rykker nemlig med hast ind i sundhedssektoren. Og spurgt ind til, hvordan vi balancerer teknologiens indtog med borgerens behov for menneskelig nærhed i patientkontakten, understreger ministeren, at teknologien skal bruges med omtanke og respekt for den menneskelige dimension.

“Kunstig intelligens har et kæmpe potentiale, og vi skal gribe de muligheder, som teknologien giver os. Men vi skal bruge de teknologiske muligheder klogt og med respekt for det enkelte menneske,” skriver hun og uddyber: 

“Digitalisering kan ikke erstatte den menneskelige kontakt, men teknologiske løsninger kan frigive tid, så sundhedsmedarbejdere får mere tid til at pleje, behandle og drage omsorg for borgere og patienter.”

Sophie Løhde fremhæver erfaringer fra Lemvig Kommune og Sjællands Universitetshospital som gode eksempler på, hvordan AI både kan effektivisere og forbedre behandlingskvaliteten.

“I eksempelvis Lemvig Kommune har man gode erfaringer med at anvende kunstig intelligens til at lægge kørselsruter i syge- og hjemmeplejen. Det har både sparet køretid og betydet, at borgerne møder de samme sundhedsarbejdere oftere end tidligere,” påpeger ministeren og forklarer videre om erfaringer fra Køge: 

“De nye digitale muligheder kan også være en kæmpe gevinst i patientbehandlingen på sygehusene. I dag bruger man for eksempel kunstig intelligens på Sjællands Universitetshospital i Køge til at skræddersy behandlingsforløb for patienter med tarmkræft. Det har nedbragt antallet af alvorlige komplikationer og genindlæggelser.” 

Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), deler begejstringen.

- Det handler ikke kun om effektivitet – det handler også om kvalitet. Med mere data får vi mulighed for at målrette behandlinger individuelt, hvilket forhåbentlig forbedrer kvaliteten. 

AI kan for eksempel analysere billeder, fortolke prøvesvar og skrive journalnotater. 

- Men samtidig vil AI også kunne identificere nye behandlingsmuligheder, der kræver ressourcer at implementere. Så det er ikke nødvendigvis en besparelse, men en ændring, siger han. 

Men der er grænser for, hvad teknologien kan afhjælpe. Her er der særligt et område, hvor Jakob Kjellberg mener, at AI får svært ved at give tydelig forbedring:

- Der, hvor vi ser de største udfordringer, er i hjemmeplejen – hvor ubalancen mellem stigende behov og manglende arbejdskraft bliver tydelig. Her hjælper AI ikke meget direkte, siger sundhedsøkonomen.

Han påpeger, at AI dog kan være behjælpelig med at skabe mere tid til det menneskelige.

- Det kan hjælpe indirekte, for eksempel ved at reducere administrative opgaver for social- og sundhedsassistenter. 

Strukturelle skævheder og kommunalt pres

En anden stor udfordring bliver snitfladen mellem regioner og kommuner, hvor der venter en pædagogisk opgave i implementeringen. Både overfor aktører og patienter.

Når flere sundhedsopgaver flyttes fra hospitalerne til kommunerne, følger der både ansvar og udfordringer med. Sundhedsøkonom Marie Kruse fra Syddansk Universitet (SDU) peger på systemets kompleksitet og de borgere, som har svært ved at finde vej i det. 

- Mange har svært ved at navigere i overgangen mellem forskellige sektorer, fx når man udskrives fra hospitalet og skal overgå til kommunale rehabiliteringstilbud. Her håber jeg, at sundhedsrådene får en vigtig rolle og kan sikre, at borgere ikke skal være afhængige af deres egne ressourcer for at få adgang til hjælp.

Hun advarer mod, at velfærdssystemet indrettes efter de ressourcestærke:

- Mange kan håndtere systemerne, men der er også mange, der falder igennem. Det gælder også i overgangen mellem psykiatri og somatik.

Det er ikke nok at flytte opgaver – de skal også kunne løftes. Marie Kruse ser store variationer i kommunernes kapacitet til at varetage sundhedsopgaver:

- Det kommer meget an på kommunen. Nogle har kapaciteten, men mange fokuserer primært på brede ydelser som ældrepleje, daginstitutioner, klima og miljø. Sundhedsydelser – især rehabilitering – er meget personspecifikke og passer dårligt ind i et system, der er målrettet hele grupper.

Det gælder især borgere med komplekse forløb:

- Eksempelvis har borgere med komplekse skader, fx efter trafikulykker, brug for mange forskellige sundhedsprofessionelle – og det kan være svært at håndtere i det kommunale system.

Geografi øger uligheden

Et andet centralt spørgsmål er ulighed – både i sundhed og i adgang til sundhedsydelser. Det er et af Marie Kruses primære forskningsområder, og når hun bliver spurgt til fremtidsudsigterne på dette felt, er hun ikke optimist. 

Hun er bekymret over geografiske skævheder især i adgangen til sundhedsydelser.

- Det er f.eks. meget lettere at få adgang til en speciallæge i Region Hovedstaden end i Region Sjælland eller Nordjylland – selvom borgerne dér ofte er mere syge. Det er en reel ulighed i sundhed, fastslår hun.

Marie Kruse er bekymret over geografiske skævheder især i forhold til adgang til sundhedsydelser, som fx på Lolland-Falster:

- Det hjælper jo ikke borgerne på Lolland, at gennemsnittet ser bedre ud, hvis deres konkrete situation ikke forbedres.

- Borgerne har brug for faste, praktiserende læger – og vigtigst af alt læger, som kender dem. Det såkaldte familielæge-koncept er helt centralt. Når man møder den samme læge hver gang, opstår der kontinuitet, tillid og mulighed for at følge op: ”Sidst du var her, talte vi om, at du skulle skære ned på cigaretterne – hvordan går det med det?”, siger hun.

Sophie Løhde anerkender, at den nuværende lægedækning ikke er optimal: 

“Den nuværende fordeling af læger er skæv, og i dag er der færrest læger, hvor behovet er størst. Det gælder både i forhold til sygehuslæger inden for en række specialer og i forhold til læger i almen medicin. I fremtiden skal det gerne være lige omvendt. Vi skal have flere læger de steder i landet, hvor der er flest syge. Det vil være med til at skabe en større lighed i sundhed.”

Folkesundhedslov fjerner ikke problemerne

Og i arbejdet for at få yderligere lighed i sundhed er der med sundhedsreformen også lagt op til, at Danmark får en folkesundhedslov. I 13 år har kommunerne i Norge haft et særligt fokus på at styrke sundheden blandt de mest sårbare grupper i befolkningen. Det sker som en del af arbejdet med folkesundhedsloven – en lov, der i praksis forpligter kommunerne til at tage større ansvar for dem, der har svært ved at tage vare på deres eget helbred.

Det er derfor naturligt at kigge mod nabolandet, når vi selv skal stykke en lignende lov sammen. Men vi skal ikke tro, at det på magisk vis kommer til at fjerne problemerne, mener Sophie Løhde. Hun har tidligere udtalt, at “den norske folkesundhedslov ikke er en mirakelkur, der bare får problemerne til at forsvinde.”

Men hvilke konkrete krav mener hun så, at en dansk folkesundhedslov skal indeholde for at den kan blive en del af løsningen?

“Forudsætningerne for, at flere danskere kan leve et langt liv med flere raske leveår, skabes i meget høj grad uden for sundhedsvæsenet. Derfor er det vigtigt, at kommunerne arbejder systematisk med forebyggelse og sundhedsfremme”, fastslår hun og lister efterfølgende en række konkrete forslag op: 

“Det kan eksempelvis være gennem trafikplanlægning som gode cykelstier, så børn selv kan cykle til og fra skole i stedet for at blive kørt i bil af deres forældre, og ved at indføre flere røg- og nikotinfrie miljøer. Eller ved at have større fokus på indsatser i de almene boligområder, hvor beboernes helbred generelt er dårligere end i resten af befolkningen.”

Det er sådan nogle ting, vi skal have et bedre blik for, og det kommer vi til at arbejde videre med, når vi til næste år for alvor går i gang med folkesundhedsloven, siger ministeren.

Både sundhedsministeren og de to sundhedsøkonomer er enige om, at forebyggelse er en nøgle til et bæredygtigt sundhedsvæsen. Jakob Kjellberg kalder det dog nødvendigt med mere end gode hensigter:

- Vi ved jo godt, hvad der virker: højere priser på tobak, begrænset tilgængelighed osv. Men der er ikke så meget nyt under solen her.

- Hvis vi virkelig vil tage folkesundheden alvorligt, så handler det om at gribe ind dér, hvor vi ved, det virker – og det betyder regulering af priser og tilgængelighed. Først og fremmest på tobak. Tobak, tobak og atter tobak. Og så også noget på alkohol, siger Jakob Kjellberg og advarer mod at lade sundhedspolitikken – både i forhold til en kommende folkesundhedslov og i det brede sundhedsvæsen – drukne i symbolpolitik.

- Vi skal passe på med at vedtage tiltag, der mest af alt ser rigtige ud på papiret, men som ikke har nogen reel effekt. I stedet bør vi tage udgangspunkt i den viden, vi allerede har, og satse på indsatser, som rent faktisk virker.