Er man for blød i politik, hvis man også mener, at kulturområdet er vigtigt? Og har man for stort fokus på mennesker og værdier, hvis man insisterer på, at politiske beslutninger ikke kun træffes ud fra regneark og effektivitet, men også ud fra et klart menneskesyn?

Den forestilling lever stadig i dele af den politiske debat. Her reduceres kultur ofte til noget sekundært, noget man prioriterer, hvis der er overskud og skærer fra, når der ikke er. Noget, man nødigt omtaler som værdiskabende, selv om det i praksis er netop det.

Men hvis ikke vi taler om kulturen og det, den bidrager med; fordybelse, dannelse, fællesskaber og et aktivt fritidsliv, hvad er så i grunden formålet med den positive samfundsudvikling og velstand, vi ellers arbejder for?

Hvorfor stræber vi efter et samfund, hvor vi lever længere, er sundere og har økonomisk frihed og ikke mindst tid til at gå ud og spise, opleve kunst, gå i teatret, rejse og engagere os, hvis vi samtidig undlader at anerkende, at det netop er kulturen, der giver livet indhold, retning og sammenhæng?

Det er formentlig en myte, at Winston Churchill under Anden Verdenskrig skulle have spurgt: “Then what are we fighting for?”, da der blev foreslået besparelser på kulturområdet for at styrke krigsindsatsen mod Tyskland. Men sand eller ej rummer fortællingen en pointe, som stadig er relevant: Et samfund forsvares ikke kun med militær styrke og økonomisk effektivitet, men jo netop også med det, der er værd at forsvare.

Kulturen var en livline under corona

Det blev meget tydeligt under Corona pandemien. Da store dele af vores samfund lukkede ned, var det kulturen og de kreative fællesskaber, der var med til at holde sammen på os. Musik, litteratur, kunst, idræt og fællesskaber blev ikke et luksusgode, men en ren livline for mange mennesker, i en tid præget af isolation og usikkerhed.

Vi ser det fortsat i dag. Når store dele af Danmarks politiske elite samles for at hylde sport, frivillighed og præstationer, er det ikke pynt eller symbolpolitik. Det er en anerkendelse af, at kultur- og fritidslivet spiller en aktiv reel rolle for menneskers livskvalitet og for samfundets sammenhængskraft.

Politik skal naturligvis ikke styres af følelser. Politik skal være fornuftig, ansvarlig og løsningsorienteret, hvor man tager hånd om udfordringer, prioritere knappe ressourcer og sikre langsigtet udvikling, men de bedste løsninger træffes af politikere, der forstår mennesker, helheder og deres forhistorie, netop for ikke at begå fortidens fejl.

Store tænkere som Platon, Epiktet, Seneca og Marcus Aurelius er blevet kendt i historien fordi de forstod menneskelige handlinger, behov og drivkræfter. I dag siger vi at netop dele af denne forståelse danner grundlag for dannelse. Derfor er det tankevækkende, at det i dagens Danmark stadig kan opfattes som “blødt” at insistere på, at kulturen og menneskelig forståelse er vigtig!

For kulturen er ikke et tillæg til samfundet, den er en del af det fundament, som fællesskaber, ansvar og langsigtede beslutninger hviler på.

At have blik for kultur, for mennesker og for de værdier og bevæggrunde, der ligger bag handlinger, er ikke et tegn på politisk svaghed, det er et udtryk for indsigt.
Og indsigt er en forudsætning for ansvarlige politiske beslutninger.

Og især i en tid, som den vi befinder os i nu, hvor uro og usikkerhed stiger og hvor den verden, som vi på mange måder trygt har levet i siden den kolde krigs ophør, er udfordret, er det vigtigt at insistere på, at man som menneske og folk også har en grundforståelse for, hvad det egentligt er, vi kæmper for.

Derfor er det ikke svaghed men ansvarlighed at insistere på kulturens betydning. Et samfund står ikke alene på økonomi og effektivitet, men på de værdier og fællesskaber, der binder generationer sammen og som gør noget værd at bevare såvel som forsvarer.