Der er få emner, der fylder mere i den kommunale debat end børns trivsel. Tallene går igen: flere børn kæmper med angst, skolefravær, uro, ensomhed og et pres, de ikke selv kan gøre rede for.

Kommunerne reagerer loyalt og engageret med handleplaner, nye indsatser, tværfaglige samarbejder og styrkede fagmiljøer. Men midt i alle de gode tiltag mister vi indimellem blikket for en helt basal indsigt: børn lever ikke i vores systemer. De lever i deres hverdag, i deres relationer og i vores fællesskaber.

Vi opdeler børns liv i sektorer: dagtilbud, skole, klub, PPR, fritid og familien. Men det er kun sådan, verden ser ud for os som professionelle og som politikere. For barnet selv er livet ét ubrudt forløb, hvor den gode morgen derhjemme hænger sammen med turen i skole, SFO’en, fritidsinteresserne, aftensmaden og alt det, der sker på værelset, før lyset slukkes. Når vi forsøger at løse mistrivsel isoleret i én sektor, mister vi forståelsen af, hvordan problemer – men også muligheder – bevæger sig på tværs.

Forældre inddrages for sent

Vi ved, at det især er i overgange, børn mister fodfæstet. Overgangen fra dagtilbud til skole eller fra mellemtrin til udskoling kan være en lille organisatorisk ændring for os, men for barnet kan det være hele verden, der skifter farve. De voksne skifter, lokalerne skifter, kravene skifter – og fællesskabet er ikke nødvendigvis det samme i går som i morgen.

Mange af de problemer, vi senere møder som uro eller fravær, starter som små revner i disse overgange. Revner, som ingen altid får øje på i tide, fordi vi kigger fra hver vores faglige ståsted.

Og så er der forældrene. De står midt i barnets liv og ser alt det, vi andre kun skimter: hvordan det går i weekenden, hvad der fylder i fritiden, hvordan barnet reagerer efter skole, og hvornår maven begynder at gøre ondt. Alligevel bliver forældrene ofte først rigtigt inddraget, når mistrivslen har fået fat. Det er sjældent ond vilje – det er et udtryk for, at vi stadig er organiseret på en måde, hvor forældre bliver dem, der skal samles op, når systemerne allerede har arbejdet en rum tid.

Men vi er nødt til at se i øjnene, at mange forældre i dag står et sted, hvor de både vil og forsøger alt for deres børn, men samtidig er mere usikre på deres forældrerolle end tidligere generationer.

Det er forældre, der elsker deres børn, men som er i tvivl om, hvornår de må sige nej. Forældre, der føler sig forkerte, hvis de sætter grænser, og som samtidig får at vide, at tydelige rammer er nødvendige. Forældre, som vil samarbejde – men som indimellem ikke helt ved hvordan, og som kan være bange for at blive misforstået eller dømt.

Trivsel opstår gennem relationer

Når vi taler om trivsel, skal vi derfor ikke kun tale om at lytte til forældrene. Vi skal også tale om, hvordan vi støtter dem. Forældresamarbejde må ikke reduceres til udredninger, møder og information. Det skal være en relation, hvor kommunen tør tage ansvar for at guide, berolige og styrke forældre i rollen som dem, der kender barnet bedst.

Det handler om at skabe trygge rum, hvor forældre kan sige: “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” uden at frygte at det bliver tolket som svigt. Og det handler om at hjælpe dem med at genfinde autoriteten som forældre – ikke som kontrol, men som kærligt lederskab.

At sige fra til sit barn er ikke et tegn på hårdhed. Det er et tegn på omsorg. At sætte tid på skærme, holde fast i sengetider, sige nej til ting der ikke er gode – det er alt sammen en del af det fælles fundament for trivsel. Men mange forældre føler sig alene med opgaven. Derfor er det også kommunens opgave at vise, at ingen forældre skal stå alene. Når forældre bliver mødt med respekt og ikke skyld, tør de være ærlige. Og når de er ærlige, ved vi langt mere – langt tidligere.

Trivsel opstår dog ikke kun i hjemmet eller i skolen. Den opstår i mødet mellem de to – og i alt det udenom. Kulturliv, fritidsfællesskaber, træneren, musiklæreren, naboerne, naturen og de uformelle fællesskaber i en by eller et lokalsamfund har en langt større rolle, end vi ofte tilskriver dem. Robusthed bygges i relationer, og relationer findes alle de steder, hvor børn bliver set af voksne, der vil dem noget godt. Det er her, mange børn får den modstandskraft, de senere skal bruge i skolen – og omvendt.

Som kommune kan vi ikke alene organisere os ud af mistrivsel. Men vi kan skabe de rammer, hvor relationer får lov at vokse. Vi kan styrke samarbejdet på tværs. Vi kan gøre overgange trygge. Vi kan invitere forældrene ind langt tidligere – og hjælpe dem med at stå stærkt i deres forældrerolle. Og vi kan værdsætte og understøtte de fællesskaber, hvor børn finder glæde, mod, ro og retning.

For trivsel opstår ikke i systemer. Den opstår i fællesskaber. Og hvis vi tager ansvar for at bygge dem – sammen med børnene, forældrene og hinanden – så kan vi skabe en hverdag, hvor flere børn faktisk trives.