Intet samfund kan eksistere, uden der er en vis indbyrdes tillid borgerne imellem. Hvis ingen kan vide sig sikker, bliver det hurtigt en socialdarwinisme, der kommer til at råde.

Tillid er en del af det, man har kaldt en ”immateriel kulturarv”. Unesco har siden 2003 arbejdet med at beskrive en sådan kulturarv, og Danmark siges at ligge i toppen, når vi taler om tilliden. 

Herhjemme nævner vi ofte vejboderne som eksempel på den typisk danske tillidskultur. Nok lidt af en tilsnigelse, for dels findes de også i andre lande, dels forekommer der også tyverier derfra, lige som mange danskere er begyndt at stjæle flittigt fra butikkerne.

Socialt bedrageri er jo heller ikke noget, der er fremmed for det danske, for slet ikke at tale som sort arbejde, som jo i visse kredse nærmest er alment accepteret og har været det i årtier. 

Så når vi ligger i toppen, hvad angår indbyrdes tillid til hinanden, er det ikke, fordi vi er knap seks millioner englebasser med tårnhøj moral, men fordi vi trods alt stadig opererer med tillid som et rimeligt udbredt udgangspunkt for vores ageren i det sociale rum.

Tillid kan opbygges, og den kan nedbrydes. Tendensen for øjeblikket går desværre mere mod det sidste end det første. Og endnu mere trist er det, at nogle af angrebene på tilliden forsvares eller måske snarere forklares som udtryk for, at sådan er realiteterne. Som om forsvaret af tilliden skulle være udtryk for lidt drømmerier, mens virkelighedens verden er anderledes mere hård – lev med at vi alle er hinandens konkurrenter, for sådan er virkeligheden.

Partihopperne snød vælgerne

Lad mig give et eksempel. Der har som bekendt været kommunalvalg, og som lige så bekendt var der en del politikere, der på valgnatten og de efterfølgende dage fandt ud af, at de egentlig hørte hjemme i et andet parti end det, de tilhørte, indtil afstemningsstederne lukkede. 

For de fleste partihopperes vedkommende gjaldt det, at fremme af ens egen placering i byrådet var en ikke ringe bevæggrund. Nogle sagde det ligeud, andre forsøgte mere at pynte på tingene. Men det er meget svært at forskønne en handling, der så utvetydigt er at snyde vælgerne. 

Og vælgerne blev vrede. Hvad skulle de ellers blive?  Det er et klart brud på den tillid, der er blevet vist én, ganske enkelt. Man har fået et mandat, men man kan ikke gøre med det, hvad man vil, uden at komme i karambolage med etikken. 

Derfor er det rent ud sagt noget sludder, når nogle kommentatorer efter valget udtalte, at sådan er politik, og det må man affinde sig med. Nej, sådan er politik ikke, men nogle gange gør svage sjæle den til det, når de laver numre. 

Hvis man betragter det mandat, vælgerne har givet en, som ens personlige ejendom, som man kan gøre med, hvad man vil, har man mistet sansen for, at et mandat er udtryk for en tillid. 

Ordet mandat kommer af latin og betegner en betroelse, noget man er blevet overdraget. En betroelse skal varetages i bevidsthed om, at man er blevet givet en indflydelse, som skal varetages på en måde, så man ikke misbruger andres tillid.

 Denne helt basale viden er desværre mere og mere fraværende i en del af den politiske ageren, der følger et kommunalvalg. Dermed er man med til at nedbryde tilliden mellem vælgere og politikere. Går man ret meget længere ud ad den vej, vil det om knap fire år kunne aflæses på stemmeprocenten. 

Den kyniske del af det politiske felt vil være ligeglad, så længe de selv kommer til fadet. Men mere reflekterende vil vide, at det tager kort tid at nedbryde tillid og lang tid at opbygge den.