Kunsten er fri, autonom og uafhængig og kan bringe os hele nye perspektiver på, hvad det vil sige at være et menneske. 

Denne opgave er vigtigt. Især i disse år hvor velfærdsområderne fylder mere og mere i det offentlige og i budgetterne. Hvad enten vi taler om børn og unge, som har svært ved at finde fodfæste i undervisningen, mennesker med psykiske problemer eller borgere, som har brug for fysisk assistance for at kunne opretholde et anstændigt liv.

Det er paradoksalt, at det netop er velfærdsområderne, som i mange kommuner bliver brugt som argument mod kultur. Hvordan kan vi tillade os at have råd til musik, litteratur og teater, når de gamle og udsatte borgere ikke får den behandling, de har brug for, hvis de skal opretholde de grundlæggende betingelser for at kunne føre en anstændig tilværelse?

Selvom diskussionen føres i kommunerne, ved vi jo godt at dagsordenen er dikteret af staten, som sætter rammerne for kommunernes budgetter.

Men også i EU fylder diskussionen mere og mere. Ikke så meget i forhold til kommunernes nære velfærdsområder, men i den grad i forhold til de store geopolitiske forandringer. Helt konkret taler man i det kommende EU-budget om både at overføre EU-midler fra både forskning og kultur til produktion af krigsmateriel.

Det er en katastrofe. Man udskiller i kommunerne kultur fra det at være menneske, og i EU udskiller man kultur fra hele den geopolitiske legitimitet og forankring i demokrati. Netop det, der gør Europa til noget helt særligt i verden.

Brug for en anden samtale

Overalt skærer man ned på den klassiske dannelse, grundlaget og forståelsen af hvor vi kommer fra, samtidig med at mennesket bliver mere og mere instrumentaliseret, noget funktionelt og mekanisk, man kan hjælpe med flere penge. Jorden er i de sidste generationers perspektiv ikke så rund, som den har været, men er blevet en hel del fladere.

Borgerne er ikke kun noget, der kræver behandling, men er også en del af samfundet, når de er aktive. Forskning dokumenterer endda, at kultur spiller en afgørende rolle for, at borgerne føler sig en del af samfundet længere.

Men der er brug for en anden samtale om vores samfund og en forståelse af, at kultur ikke er et enten eller, men noget vi alle er en del af, hvad enten vi vil det eller ej. Der er brug for en ny definition af forholdet mellem stat og kommune, mellem Danmark og andre europæiske lande og EU, så vi ikke ender et sted, hvor vi pludselig mister vores fodfæste eller bliver sårbare overfor andre magtfulde regioner og stater, der ikke vil os det bedste.

Diskussionen om hvem vi er, og hvordan vi skal definere vores fællesskab, er altid vigtig og må forblive åben.

I kommunerne kan man passende starte med at udvikle eller redefinere eller bare diskutere de relationer man har med borgerne, med foreningerne og med kunstnerne.

Imperativet er, at arbejder vi sammen om at skabe vores samfund, i stedet for hele tiden at slås om ressourcerne, så er vi allerede noget længere og har skabt et langt stærkere samfund end alle andre.