Overgangen fra enkeltydelser til pakkeforløb kan ende med at gøre det dyrere for kommunerne at drive ældrepleje.  

For når selvstændig konsulent og tidligere økonomi- og analysechef på ældre- og socialområdet i Frederiksberg Kommune Rune Hagel Andersen ser på helhedsplejemodellen gennem sine økonomibriller, øjner han en vis opdrift.

Den er indbygget i pakkerne, mener han. For hvis man er tildelt en pakke på mellem tre og syv timer om ugen, hvorfor skulle man så ikke som borger ønske at udnytte pakken fuldt ud?

- Jeg frygter, at man langsomt vil se, at borgerne lægger sig øverst i pakken.

Sker det, kan det blive svært at holde budgetterne.

Der er faresignaler

Ældrereformen vil ikke automatisk føre til merforbrug, understreger Rune Hagel Andersen, men der er faresignaler, som blinker. 

- Hvis man ikke gør det rigtigt, bliver det dyrere. Man skal have rettidig omhu, virkelig tænke sig om og have en langsigtet strategi, siger han.

Har man det, tror han nok det skal gå, men det er vigtigt, at politikerne og kommunerne tager signalerne alvorligt og agerer på dem. 

Udover opdriften i pakkerne, frygter han også, at priserne vil stige. 

Kommunerne skal sikre, at der er et privat alternativ til det kommunale tilbud, så borgerne har frit valg i helhedspleje. Men fordi leverandører nu både skal kunne levere pleje, praktisk hjælp, rehabilitering og sygepleje, er det svært for mindre virksomheder at byde ind på opgaven. 

Samtidig skal der en vis volumen til at gøre det rentabelt for en leverandør at påtage sig den. Det øger incitamentet til at forsøge at høste stordriftsfordele ved at dække flere kommuner. Men ender få, store leverandører med at dominere markedet, kan konkurrencen blive mindre effektiv og prisniveauet højere, forklarer Rune Hagel Andersen.

Rehabilitering er ikke en løsning, men en forudsætning

Begynder økonomien først at skride, kan kommunerne blive nødt til at skære på serviceniveauet. På kort sigt har de nemlig ikke så mange andre handlemuligheder. 

- Du kan ikke få effekt af velfærdsteknologi og rehabilitering indenfor et budgetår, og de fleste kommunale institutioner har allerede effektiviseret deres arbejdsgange, siger Rune Hagel Andersen.

Man kan heller ikke bare lige rehabilitere en masse borgere og spare penge der. I det hele taget er kommunernes fortsatte arbejde med rehabilitering en forudsætning for, at økonomien holder.

Så er der velfærdsteknologi. 

Men selvom han ikke er i tvivl om, at den på længere sigt kan spare ressourcer, ved man først, hvor mange, når potentialet har materialiseret sig.

Tilbage er der at hæve barren for, hvornår man kan få hjælp, eller at sænke serviceniveauet. 

Det giver ballade, men så er besparelsen der til gengæld med det samme, konstaterer Rune Hagel Andersen.

Holder sig under gennemsnittet

Når både tidsforbruget pr. borger og markedspriserne risikerer at stige, kan man frygte, at ældrereformen reelt vil tvinge kommunerne til at sænke deres serviceniveau.

Men sådan behøver det ikke at gå, forsikrer Rune Hagel Andersen.

En kommune, der har god ledelsesinformation, styr på sin drift, og som har sørget for, at medarbejderne er gode til at tage dialogen med borgerne – også når der skal siges nej – kan godt lykkes med at balancere økonomien. 

Sådan en kommune kunne Sønderborg meget vel være. I hvert fald har de vist, at man godt kan levere mindre, end der er visiteret.

Siden 1. oktober sidste år har alle borgere i Sønderborg Kommune, som modtager hjælp efter ældreloven, indgået i kommunens styringsoverblik. Og indtil videre har de langt fra lagt sig i toppen af forløbspakkerne, snarere tværtimod. 

Ud fra en gennemsnitlig betragtning ligger udmøntningen af helhedsplejeforløbene under det forventede visiterede niveau.

Tendensen ses både hos de kommunale teams og den private fritvalgs-leverandør.

Det er afdelingsleder for Data & Økonomi på forvaltningsområdet Omsorg & Udvikling, Peter Vestergaard Jensen, der har ledet udviklingen af den model, som danner grundlag for den økonomiske styring af området.

Modellen er beregnet ud fra faktiske borgeres funktionsniveauer og ydelser og oversat til de nye plejeforløb. På det grundlag er der beregnet et interval omkring hver forløbspakkes gennemsnit, som der afregnes efter. 

Nogle borgere vil ligge i toppen af den forventede visiterede tid, og andre i bunden, forklarer Peter Vestergaard Jensen. Og fordi afregningen sker på baggrund af et gennemsnitligt tidsforbrug, er der et incitament til at holde sig under den gennemsnitlige visiterede tid

Det betyder, at det ikke alene fra en menneskelig, men også fra en økonomisk betragtning, godt kan betale sig at forsøge at rehabilitere borgere, som ligger over gennemsnittet ned under gennemsnittet. 

- Så kan du reinvestere de sparede penge i f.eks. uddannelse og kvalitet i plejen, siger Peter Vestergaard Jensen.

Brug for nysgerrighed

Hvorfor det planlagte tidsforbrug ligger under styringsmodellens forventede niveau, har han ikke noget endeligt svar på.

Måske er det udtryk for en vis tilbageholdenhed i de enkelte teams, fordi de er bekymrede for ikke at overholde budgetterne, lyder ét bud. 

Det kan også være udtryk for, at man lykkes med rehabiliteringsopgaven. At frisættelsen virker, og at de selvkørende teams forløser rehabiliteringspotentialet, lyder et andet. 

Men det kan også skyldes, at helhedspleje slet og ret virker. At en højere grad af koordinering i små teams gør det nemmere at lykkes med opgaven i forhold til borgerne. Det fører måske til færre forgæves besøg og bedre samtænkning af indsatser, som så kan aflæses i økonomien.

Uanset hvad betyder omlægningen af ældreområdet, at kommunen er blevet betydeligt mere datadrevet end tidligere. 

Og det giver ifølge Peter Vestergaard Jensen distrikts- og daglige ledere mulighed for at analysere og agere på ændringer i borgerflowet, der sker dag til dag.  

Hvordan data skal tolkes, er man endnu i gang med at lære og understøtte lederne i, og det er noget, som man ifølge afdelingslederen er nødt til at være nysgerrig på og arbejde videre med.

Fleksibilitet gør det nemmere at reducere  

Trods faresignaler og frygt for løbske udgifter og sprængte budgetter, viser Sønderborgs erfaringer, at der er ting, som peger i den anden retning.

Det er da også lidt en økonom-automatreaktion at forvente, at folk vil makse ud, hvis de får muligheden, medgiver Rune Hagel Andersen.

Tager han for en stund økonomibrillerne af, håber han, at helhedsplejemodellen kan skabe en fleksibilitet, som får medarbejdere til at handle ansvarligt indenfor rammen.

Det kan f.eks. være, at man som ansat hurtigere tør at reducere i hjælpen, fordi man ved, at man også kan øge den igen, hvis der er behov for det. 

Det gør det måske også nemmere at sige til en borger, at der ikke er behov for det lige nu, vurderer han. 

Samtidig påpeger han, at mange borgere gerne vil være selvhjulpne, og når de ved, at at de hurtigt kan få hjælpen tilbage, er det måske også nemmere for dem at give slip på den. 

På den måde kan fleksibiliteten i pakkerne måske føre til, hvad Rune Hagel Andersen kalder “en mere positiv adfærd”.

Og så kan visheden om, at der bliver holdt nøje øje med, hvordan det går i hvert team formentlig også have en effekt, bemærker han.

- Det gør nok, at man er meget opmærksom.