Digitaliseret velfærd – stiller I de rigtige spørgsmål?
Digitaliseret velfærd – stiller I de rigtige spørgsmål?

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Kære kommunalpolitikere – op til valget i november stod digitalisering måske ikke ligefrem i centrum for jeres valgkamp, men fremover vil jeres beslutninger på området få stor betydning for jeres borgeres liv og velfærd.
Den offentlige digitalisering buldrer afsted – uanset om den var på valgplakaten eller ej. Den forandrer hastigt borgernes adgang til vigtige velfærdsydelser, og hvordan de interagerer med deres kommune. Det er også en effektiv metode til at afhjælpe mangel på arbejdskraft og frigøre flere menneskelige ressourcer til de opgaver, der ikke kan løses teknologisk.
Derfor er digitalisering ikke længere en abstrakt teknisk disciplin som før i tiden. Den rykker stadig længere ind i hverdagslivet, og som politikere har I stor indflydelse hvordan. For eksempel ved at tage stilling til spørgsmål som:
Skal ordblinde folkeskoleelever have adgang til teknologi, der læser skolebøger højt?
Skal kunstig intelligens hjælpe med at tage referat i borgersamtaler, så sagsbehandleren kan være mere nærværende – og bruge mindre tid på dokumentation?
Skal chatbots være første kontaktpunkt i jeres borgerservice, eller kan det opleves som en serviceforringelse?
Beslutningerne som disse kan – bevidst eller ubevidst – forandre borgernes grundvilkår, og derfor bør de ikke bare overlades til forvaltningen. De bør også belyses og vurderes politisk – men hvordan?
Vigtig afklaring
Her er tre centrale spørgsmål, som alle nye regionsråd og kommunalbestyrelser med fordel kan stille sig selv:
1) Hvordan kan/bør teknologi understøtte vores strategiske mål?
Uanset om jeres ambitioner går i retning af et sammenhængende sundhedsvæsen, en mere klimavenlig kommune eller noget helt tredje, så rummer digitalisering både kæmpe potentialer og faldgruber. Hvilke løsninger ligger bedst i forlængelse af jeres strategiske mål? Og hvilke kan måske ligefrem modarbejde dem?
2) Hvordan påvirker teknologivalg vores borgere, virksomheder og medarbejdere?
Anvendelse af teknologi rykker ved faglighed, arbejdsmiljø og ikke mindst borgere og virksomheders oplevelse af servicen fra den offentlige sektor. Derfor er det vigtigt, at den politiske beslutningsproces løbende forholder sig til den påvirkning.
Var valget af chatbots i borgerservice et godt valg? Frigjorde det de forventede ressourcer? Var det et dårligere valg for nogle borgergrupper end andre? Det samme kan man spørge om i kølvandet på de mange AI-løsninger, der er ved at finde ind i den kommunale sektor.
3) Hvordan skaber vi den rigtige sikkerhed og tryghed omkring vores digitale løsninger?
Det er blevet tydeligt for alle, at cybersikkerhed og misbrug af personlige data skal tages alvorligt. Et moderne velfærdssamfund som vores kan ikke fungere uden stærke digitale løsninger, men hvor mange ressourcer skal der bruges på at beskytte borgernes og virksomhedernes data?
I forbindelse med reformer bør graden af teknologianvendelse også genovervejes. Her giver det derfor også god mening, at man som kommunalbestyrelse har et fælles og velreflekteret ståsted på området. Et godt første skridt at drøfte dette med både forvaltningen, borgerne, virksomhederne og hinanden i det folkevalgte politiske lederskab.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























