I fjor vedtog regeringen en skelsættende samarbejdsaftale med en række grønne organisationer og repræsentanter fra erhvervslivet. Aftalen, der i medierne blev kendt som ”den grønne trepart”, indebærer en historisk omlægning, der skal indfri klimamålene og sikre bedre vilkår for naturen.

I sidste måned kunne man i Jyllands-Posten læse, at Ringkøbing-Skjern Kommune årligt bruger 75.000 kr. på at holde kommunalt ejede arealer fri for naturbeskyttelse, og at kommunerne har oprettet særlige enheder, hvis opgave er at forhindre, at kommunalt ejede arealer, som er udlagt til bebyggelse og erhverv, vokser ind i naturbeskyttelses-lovens forbud mod tilstandsændringer af beskyttede naturtyper. 

Sker dette, bliver arealerne usælgelige. Derfor må kommunerne pløje jorden og slå græsset for at holde ”naturen” ude.

I en tid, hvor grøn omstilling er på dagsordenen, og hvor man taler om at omlægge, hvad der svarer til hver sjette mark til skov eller til anden natur til gavn for dyrelivet, vandmiljøet og klimaet, kan kommunernes praksis virke besynderlig – hvis ikke ligefrem dobbeltmoralsk. 

Det er til at forstå, at kommunerne er interesserede i fortsat at kunne sælge deres arealer videre til private og virksomheder, og det kan blive et problem, hvis arealerne underlægges naturbeskyttelseslovens begrænsninger. 

Alt imens embedsmændene forsøger at finde ud af, hvordan den gordiske grønne trepartsaftale skal realiseres, så kæmper kommunerne på livet løs for at undgå, at der opstår natur på deres egne arealer med henblik på at varetage kommunaløkonomiske interesser – vel og mærke på skatteydernes bekostning.

Masser af usikkerhed

Der er intet nyt i direkte begrænsninger, som følge af naturbeskyttelse, der stammer helt tilbage fra naturfredningsloven af 1972, hvor der blev indsat en bestemmelse, der direkte forbød ændringer i vandløb og søers naturlige tilstand. Den nuværende ordning stammer fra naturbeskyttelsesloven af 1992, der er blevet udvidet flere gange. 

Den nugældende paragraf 3 forbyder tilstands-ændringer af naturlige søer med et areal over 100 kvm, udpegede vandløb og heder, moser, strand-enge, strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev, og den er dermed væsentligt mere omfattende end den oprindelige ret fredelige ordning i naturfredningsloven.  

Selvom bestemmelsen lyder enkel, så giver den anledning til en hel del usikkerhed hos både berørte grundejere og kommunerne, der administrerer og håndhæver loven. Dette skyldes især, at beskyttelsesstatus ikke kræver en egentlig afgørelse. 

Et område er omfattet af beskyttelsen, så snart der har indfundet sig et naturligt plante- og dyreliv, der kendetegner en af de naturtyper, der er beskyttet efter paragraf 3. Usikkerheden forstærkes yderligere af, at arealer på den ene side kan vokse ind i beskyttelsen og på den anden side kan vokse ud igen, så længe dette ikke skyldes en ulovlig handling. 

Det er med andre ord naturen, der bestemmer, hvornår lovens forbud gælder. Er et areal omfattet, så er alle ændringer i den naturlige tilstand fremover forbudt. Reglen administreres efter fast nævnspraksis restriktivt, og dispensation kræver helt særlige forhold. Herefter bliver det åbenlyst ret vanskeligt for kommunerne at sælge arealerne videre, idet disse ikke længere kan bebygges. Der opstår med andre ord en ”fredningslignende” tilstand, dog uden at ejerne af arealerne bliver tildelt erstatning.

Når kommunerne kan berette om, at de ser sig nødsaget til at fræse og pløje arealer for ikke at blive omfattet at naturbeskyttelseslovens paragraf 3, så er der noget galt. 

Lovens formål er ”at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.” I lyset af kommunernes praksis må paragraf 3 anses for at modarbejde lovens formål. 

Hvis kommunerne på den anden side blot lader stå til, så bliver regningen for skatteyderne endnu større, for ikke nok med at kommunerne brænder inde med ”ubrugelige” grunde, så går den også glip af den gevinst, som den havde vundet ved sælge grundene videre til private virksomheder, som så kunne bidrage til økonomisk vækst i kommunerne. 

Inden for de rammer, lovgivningen for tiden stiller op, kan kommunerne ikke gøre mere eller andet, end de allerede gør, hvilket må anses for et meningsforladt spild af ressourcer, navnlig i en tid, hvor miljø og klima er brændpunkt for værdikampe og prioriteringer. 

Mulighed for undtagelser

Her er det ikke kun naturen, der taber – det gør vi alle... 

Det kan indvendes, at kommunerne burde lade naturen gøre sit, og så ellers affinde sig med det bånd, der bliver lagt på anvendelsen af arealerne. Det er dog ikke nødvendigvis så sort og hvidt, at det enten skal være økonomien eller naturen, der sejrer.

Naturbeskyttelsesloven er ikke mere rigid, end at der i dens paragraf 5 er hjemmel til, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at forbuddet i paragraf 3 ikke skal gælde for nærmere angivne kategorier af naturtyper. 

Denne mulighed er benyttet i den såkaldte naturtypebekendtgørelse, hvor der er gjort flere undtagelser fra forbuddet i paragraf 3. Herunder gælder det for heder, enge og biologiske overdrev beliggende i byzone, at disse kun er omfattet af forbuddet, hvis tilstandsændringerne er til landbrugsformål. Endvidere er naturtyper, der er opstået som følge af aftaler med myndighederne om bæredygtig drift (MVJ-aftaler), ikke omfattet af forbuddet.

Således er der ikke noget til hinder for, at ministeren ser nærmere på reglerne, der i skrivende stund underminerer deres egne formål. Der kunne f.eks. indføres en undtagelse, hvorefter naturtyper i områder, der er udlagt til erhverv eller industri i lokalplan, ikke er omfattet af forbuddet. 

Med andre ord: Når loven giver rum for sund fornuft, og når både kommuner og erhvervsliv råber op, skal ministeren gribe bolden fremfor at give sorteper videre til kommunerne.