Det her skulle egentlig have handlet om valgkampen, havde jeg tænkt. Men i skrivende stund er dagsordenen blevet en ganske anden. Ét emne fylder stort set det hele, i medier og blandt mennesker. Det er svært at beskæftige sig med andet; samtidig er det svært at gøre sig nøgterne tanker: Hvorfor? Hvad sker der nu? Hvad skal vi gøre, hvad kan vi gøre?

Eksperter fra alle mulige specialer har siden terrorangrebene i København i døgndrift bidraget med deres viden. I den kommende tid vil folk med stærke meninger føre sig frem, politikere vil kappes om at vise handlekraft, og jagten på en letfattelig årsag og konkrete syndebukke vil formentlig blive nådesløs.

Hvor nødigt jeg end vil, så ser jeg ingen vej udenom at beskæftige mig med det, der lige nu fylder det hele. Og jeg må indskyde, at hvilke kritiske bemærkninger jeg end måtte komme med her, så må og kan de ikke udlægges som et forsvar for de voldshandlinger, en ung, islamistisk inspireret mand har begået. Intet ligger mig fjernere.

Først en lille historie fra Danmark i 1950’erne: I mine tidlige drengeår – før jeg begyndte i folkeskolen – boede jeg i en fynsk stationsby. Jeg havde en lidt ældre navnebror, der var søn af byens læge og havde ry for at lave masser af skarnsstreger. Selv var jeg nu ikke for god, og min livlige drengefantasi fik mig nu og da til at lave vilde ting. Inspireret af en storebror, der var aktiv spejder, ville jeg og en kammerat en dag lave lejrbål på bedste spejdermanér. Det gik helt galt, da vi forsøgte os i noget fyrrekrat og brugte de tørre nåle på bunden til at nære ilden. Det var meget tæt på at koste en kæmpe villa, og jeg kan kun takke brandstationens beliggenhed tæt på brandstedet for, at det blot endte med et udbrændt fyrrekrat og en stærkt sodsværtet villa.

På få minutter vidste hele byen, hvad der var hændt. Og da folk hørte, at det var en knægt ved navn Morten, der havde forårsaget branden, var ingen i tvivl om, at det var lægens uvorne knægt, der var synderen. Nu var det på det fredelige Fyn, og den arme knægt slap for at blive stigmatiseret eller ligefrem lynchet.

Jagten på lette forklaringer

Det er nok det nærmeste, jeg personligt har været på den hæslige proces, hvor mennesker går i selvsving i jagten på lette forklaringer og syndebukke – som man for eksempel så det under mccarthyismen, hvor et stort flertal af amerikanerne gik i massepsykose og så kommunister overalt, som blev jagtet med bål og brand.

Jeg spørger mig selv, om vi kan undgå den slags hekseforfølgelser. Det bliver utvivlsomt endnu sværere at være muslim i det lille, demokratiske og humane Danmark. Og det er vel nærmest uundgåeligt, at der i stemmefiskeriets tjeneste vil blive slået megen politisk mønt på indvandringspolitikken. Der vil blive solgt falsk tryghed i stænger i form af en strammere udlændingepolitik.

Og trist til mode må jeg indstille mig på, at den vil rigtig mange danskere bide på. Det dulmer jo lidt at kunne sige, at det i hvert fald ikke er vores skyld. Det onde er noget, der kommer udefra.

Præcist og tragikomisk formuleret af Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl: Han kunne – modsat sine formands-kolleger – ikke helt holde låget på krukken med politiske udladninger. Mandag efter tragedien skrev han i et ugebrev de obligatoriske, salvelsesfulde ord om de døde og deres pårørende. Og så kom det: ’Politisk er der nok at diskutere. Hvorfor har vi ikke fast grænsekontrol?…’

Grænsekontrol?!!! Undskyld mig. Vi kunne lige så godt flytte op i træerne. Eller bygge en mur. Må jeg minde om, at gerningsmanden var en ung mand med palæstinensisk baggrund, men født og opvokset i Danmark med dansk skolegang med gode karakterer, for eksempel topkarakter i matematik, før han blev en hash-psykotisk kriminel.

En indfødt – ligesom de to terrorister i Paris i januar eller de to brødre og bombemænd i Boston. Hvordan grænsebomme og uniformerede toldbetjente skulle hindre, at sådanne rodløse unge – der har mistet troen på en plads i samfundet – udløser deres vrede og frustrationer i sanseløs vold, er hinsides min fatteevne.

Nu er det jo ikke sådan, at muslimer er udstyret med en særlig genetisk fejl, der gør dem mere ufredelige og blodtørstige end vi grisefarvede, vane-kristne danskere. Det kunne man ellers nok forledes til at tro, når man hører Venstres ønske om at opdele verden i ’de der vil og kan’ og dem, der ikke evner at være her.

Familiehistorien er en historisk tragedie

’Hvor kommer det fra?’ spurgte en lytter i en P1-udsendelse efter at have fortalt om sønnens kammerat med indvandrerbaggrund. En sød, velfungerende og velintegreret dreng, der pludselig havde udbrudt ’Jeg hader jøderne’.

’Fra forældrene’, lød svaret. Og det er både sandt og forkert.

Vi tænker straks på det fordomsfulde jødehad, der har været en del af europæisk historie i århundreder – også dansk. Og blev ført ud i sin yderste konsekvens af nazisterne. Vrede palæstinensere skelner åbenbart ikke så nøje mellem den jødiske stat og regering og så jøder, som man møder dem over hele verden. Det er svært at kapere. Men hadet er et resultat af nutidig politik og undertrykkelse.

Den 22-årige, der hærgede i København, havde palæstinensisk baggrund. Hans familie er en del af den tragiske historie i Mellemøsten. Europa løste sit problem med de overlevende jøder i kz-lejrene, der ved krigens slutning ikke ønskede at vende tilbage til de lande, der havde overladt dem til nazisternes masseudryddelse, ved at lade dem fordrive palæstinensere fra deres hidtidige hjemland og sende dem i flygtningelejre i nabolandene.

Her har de siden Israels oprettelse i 1948 opholdt sig – bortset fra de få, der for eksempel fik asyl i Danmark. Efter mere end 60 år som statsløse i flygtningelejre synes palæstinenserne længere fra en ende på deres tragedie end nogensinde. Har vi – sagt kort og forenklet – ikke selv skabt disse monstre?

At forstå hvor vreden og ondskaben kommer fra, er ikke at acceptere terroren. Uanset hvor ødelagte disse unge er, findes der ingen undskyldning for at myrde løs blandt sagesløse mennesker. Men derfor kan vi godt se virkeligheden i øjnene og basere vores opfattelse på viden og fordomsfri tankevirksomhed. :