At kunne teste borgere for infektioner, dehydrering eller blodmangel derhjemme har potentiale til at styrke det nære sundhedsvæsen.

Selv inden sundhedsstrukturreformen var brugen af det laboratoriemedicinske POCT-udstyr (Point of Care Testing) i voldsom vækst i kommunerne, og med omlægningen til et mere nært sundhedsvæsen forventes brugen at stige yderligere. 

Men skal det give mening, må der være styr på kvaliteten, og den halter ifølge fagfolk mange steder. 

- Der har ikke været lig på bordet, men vi oplever nogle gange, at kvaliteten skrider, siger chef for Blodprøver og Biokemi på Odense Universitetshospital Mads Nybo.

“Wild west”

Ifølge ham bærer området præg af “wild west”, men som han siger:

- Nu kommer det væltende og bliver et wake-up call.

Mads Nybo var formand for det fagudvalg under Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstituts, der sidste år udgav sin analyse om anvendelse af POCT hos ældre patienter i eget hjem.

Og som medlem af Dansk Selskab for Klinisk Biokemis arbejdsgruppe på området er han desuden medafsender på selskabets anbefalinger om implementering og anvendelse af udstyrene. 

Det giver spændende muligheder, fortæller han, men der følger en stor og lidt overset opgave med, som hverken sygehuslaboratorier, kommuner eller regioner har taget alvorligt nok. 

Stoler man blindt på et forkert testresultat, kan det sende en borger unødigt på sygehuset eller være skyld i, at én, der har brug for det, ikke kommer afsted. 

Og der er rigeligt med fejlkilder. 

Ét er, om udstyret måler tilstrækkelig præcist, noget andet om personalet bruger det rigtigt. Derfor er oplæring og regelmæssig kontrol af udstyret en afgørende del af kvalitetssikringen.

Udstyr kræver en plan

Da Danske Bioanalytikere i september sidste år kortlagde, hvilke kommuner der samarbejder med et sygehuslaboratorium om kvalitetssikring af deres POCT-aktivitet, var resultatet nedslående.

60 kommuner har slet ikke noget samarbejde.

Artiklen fortsætter under kortet...

Det er ikke tilfredsstillende, mener Gitte Henriksen, institutchef ved Dansk Institut for Ekstern Kvalitetssikring for Laboratorier i Sundhedssektoren, DEKS, for uden den form for støtte afhænger borgerens adgang til pålidelige analysesvar af, hvilken kommune de bor i.

Hun er også dansk leder af Skandinavisk afprøvning af laboratorieudstyr til patientnære analyser, SKUP, hvor man tester POCT-udstyrs målekvalitet og brugervenlighed. 

Og ifølge hende er det ikke nok bare at købe et CE-mærket udstyr, der skal være en gennemtænkt plan for, hvordan det skal anvendes og kvalitetssikres.

- Hvad er det reelle behov? Hvad er måleusikkerheden på udstyret? Kan det overhovedet leve op til det, som lægen forventer? Fungerer det der, hvor det skal bruges? Kan det tåle transport i bil? Kan man få analysesvaret på en anden måde - og er det lige så godt eller bedre?

Det er nogle af de spørgsmål, institutchefen anbefaler at stille sig selv, men som de færreste gør. 

Flere af de udstyr, DEKS tester, anvendes i almen praksis, men om kommunerne bruger dem ved Gitte Henriksen ikke. Ét er dog sikkert:

- Der er en risiko for, at kommunerne bruger udstyr, som hverken er eller bliver tilstrækkelig kvalitetssikret, siger hun og tilføjer, at DEKS gerne hjælper.

Skidt ind, skidt ud

I Midtjylland har Hospitalsenhed Midt indgået en aftale med Silkeborg, Viborg og Skive kommuner om kvalitetssikring af deres prøvetagning. 

Det indebærer både undervisning og test af udstyr. 

- Vi bruger lang tid på at lære folk op i, hvad korrekt blodprøvetagning er, fortæller POCT-specialist på afdeling for Blodprøver og Biokemi Trine Larsen.

Selvom det kan virke enkelt at prikke en borger i fingeren og udtage en blodprøve, kan man nemt gøre det forkert, f.eks. ved at trykke for hårdt. Hvis man ikke har lært at gøre det rigtigt, kan dårlige vaner hurtigt sprede sig gennem sidemandsoplæring. 

Og som Trine Larsen påpeger, kan man lige så godt lade være med at analysere en blodprøve, hvis den er taget forkert. 

- Hvis man hælder skidt ind i udstyr, kommer der også skidt ud. 

Hvordan man opbevarer og transporterer udstyret, kan også påvirke hvilket svar, man får. Transporterer man det rundt i bidende kulde eller lader det stå i en glohed bil og bærer det op og ned ad trapper, kan det gå ud over præcisionen.

Kommuner i krydspres

Det er kommunerne selv, der betaler de biokemiske laboratorier for kvalitetssikringen, og Mads Nybo kender til flere kommuner, som har fravalgt den specialiserede hjælp, fordi det koster penge. 

- Jeg tror, kommuner kommer i krydspres med forventninger, krav og opgaver, som man ikke har ressourcer til, siger han.

Stod det til ham, blev der etableret en betalt ordning, så kommunerne ikke kan sige nej tak. Han efterlyser i det hele taget bedre central styring og overblik over, hvordan og hvor meget udstyret bliver brugt. 

- Der mangler et overordnet POCT-politi, som er med til at udstikke retningen, siger han. 

Når han snakker med folk i kommuner og på plejehjem, vil de også gerne have hjælp, de vil bare ikke bestemmes over.

Men det nytter ikke, at hver enkelt kommune opfinder sin egen løsning, eller værre endnu overlader kvalitetskontrollen til leverandørerne.

- Fra laboratoriernes side vil vi nødigt lade ulven vogte får, underforstået at vi altid tilstræber at have leverandøruafhængige kontrolmaterialer, siger Mads Nybo.

Mangler viden om effekter

Korrekt anvendt har det rigtige udstyr potentiale til at forhindre unødvendige indlæggelser og begrænse trafikken til sygehusene, vurderer han.

Men hvis udstyret skal blive en reel hjælp i omstillingen til et mere bæredygtigt og nært sundhedsvæsen, kræver det flere ting:

Der skal være en central, regional eller national styring af, hvilket udstyr der kan anvendes, og hvilken oplæring, det kræver.

Decentralt skal kommunerne beslutte sig for, hvad de vil bruge udstyret til og tilknytte en læge med en fast aftale om, hvornår det skal bruges.

Og så skal der forskes mere i effekterne af at anvende udstyret, mener Mads Nybo. Det ved man nemlig for lidt om – både i forhold til om brugen fører til korrekte beslutninger, og om det økonomisk kan betale sig. 

- Man tror, det sparer penge, men gør det nu det? Vi skal passe på med at tro, at der ligger guld for enden af regnbuen, siger han.

Ifølge Dansk Selskab for Klinisk Biokemi kan POCT-løsninger være bekvemme for patienten, men udfordringen med at opretholde en tilstrækkelig analysekvalitet udgør en varig risiko.

Samtidig advarer selskabet mod at lade beslutninger om brug af udstyret bero på økonomiske vurderinger, fordi den forventede besparelse sjældent viser sig. 

Faktisk kan det omvendt føre til overbehandling og øgede omkostninger, fordi tilgængeligheden af POCT i sig selv kan medføre et overforbrug af tests, lyder det i anbefalingen fra Rådet i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.

Skal ikke, fordi man kan

Mens forskning tager tid, kan kommunerne dog selv være med til at skabe hurtig viden på området, påpeger Mads Nybo. 

De kan f.eks. indføre POCT på et par af kommunens plejehjem og lade de øvrige fungere som kontrolgruppe og så følge udviklingen i antibiotikaforbrug og indlæggelser over to-tre måneder, lyder et forslag. 

Han følger det op med en formaning: Man skal ikke begynde at monitorere borgere bare, fordi man kan.

- Noget kan være godt, men meget af det bliver støj, siger Mads Nybo. 

Og én af hans bekymringer går på, at brugen løber løbsk. Det kan nemlig både skabe utryghed og føre til øgede krav om mere monitorering.

- Der skal vi ikke hen. Der skal være restriktioner på det. Man skal ikke måle infektionstal hver aften, det skal man gøre efter behov. 

Teknologien må heller ikke komme til at fylde så meget, at personalet stopper med at lægge hånden på en borgers pande for at mærke, om den er varm eller ikke længere spørger, hvordan borgeren har det, fordi det bare kan måles.

- Det er et skrækscenarie, siger han.