Kommunen.dk
MENU

51 udvalg udgøres alene af ét køn: Ikke noget problem, mener politikere

Rene mande- og kvindeudvalg kan godt træffe ukønnede beslutninger, mener udvalgsformænd, men fokus på kønsbalance og blinde vinkler er stadig vigtig.

51 udvalg udgøres alene af ét køn: Ikke noget problem, mener politikere

Rene mande- og kvindeudvalg kan godt træffe ukønnede beslutninger, mener udvalgsformænd, men fokus på kønsbalance og blinde vinkler er stadig vigtig.
Køn spiller ingen rolle i udvalgsarbejdet, mener politikere. 
(øverst t.v. Morten Andersen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune,  øverst t.h. Britta Lange (S), formand for socialudvalget i Guldborgsund Kommune,  nederst t.v. Rikke Randrup Skåning (S), medlem af Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune, nederst t.h. Jan Madsen (K), Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Dragør Kommune.)
Køn spiller ingen rolle i udvalgsarbejdet, mener politikere. (øverst t.v. Morten Andersen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune, øverst t.h. Britta Lange (S), formand for socialudvalget i Guldborgsund Kommune, nederst t.v. Rikke Randrup Skåning (S), medlem af Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune, nederst t.h. Jan Madsen (K), Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Dragør Kommune.)
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix, Guldborgsund Kommune, Preben Stentoft, Dragør Kommune

- Når der skal træffes stærke beslutninger, må det stærke køn træde til.

Sådan siger Britta Lange (S) med smil i stemmen, da Kommunen.dk fanger hende på telefonen for at tale om kønsbalancen i kommunernes politiske udvalg.

Som formand for Guldborgsund Kommunes socialudvalg står hun i spidsen for ét af to udvalg på tværs af alle landets kommuner, der udelukkende består af kvinder.

49 udvalg består alene af mænd. 

Men hvilken betydning har det for udvalgenes arbejde og prioriteringer, når kun ét køn er repræsenteret?

Blinde vinkler

Ingen, hvis man spørger Britta Lange.

Ifølge hende gør det hverken fra eller til, om der er mænd eller ej. 

Og hun ved, hvad hun taler om, for hun sad også i udvalget, da to af dets tidligere syv medlemmer var mænd. 

Efter at udvalget for to år siden blev reduceret til fem medlemmer, var kun kvinderne tilbage, og det ændrede hverken på det gode samarbejde eller den tilsvarende gode, frimodige omgangstone.

Men ét er, om køn påvirker måden, man kommunikerer og prioriterer på, noget andet om det har indvirkning på, hvilke problemer og løsninger man får øje på. 

Er der en risiko for, at et rent kvindeudvalg har blinde vinkler i forhold til mænds problemer og behov?

Det kan Britta Lange ikke afvise, men hun gør sig umage for at undgå det. 

Sidste byrådsperiode blev mange udvalgsmøder holdt på kommunale institutioner og hos lokale ngo’er, fortæller hun. Det gav mulighed for at tale med ledere, medarbejdere og borgere af begge køn. 

Derfor håber hun også, at det nye udvalg vil fortsætte med at mødes uden for rådhuset. 

- I politik skal man aldrig stille garantier, men jeg håber, at vi på den måde får så mange perspektiver med som muligt, siger hun.

Interesse skal drive arbejdet

I Favrskov Kommune kan Rikke Randrup Skåning (S) heller ikke se noget problem i, at Social- & Sundhedsudvalget, som hun er medlem af, for anden gang i træk er endt med at være et rent kvindeudvalg.

- Det kan være farligt at sige, men lige her synes jeg ikke, at køn er interessant, siger hun.

For hende er kompetencer og interesse de vigtigste kriterier i sammensætningen af udvalg, for det skal drive arbejdet.

Derfor ville hun også meget nødigt bytte plads med sin parti-fælle Søren Gade fra Teknik- og Miljøudvalget bare for at sikre mandlig repræsentation i Social- og Sundhedsudvalget.

- Jeg ville være ked af at skulle sidde i Teknik og Miljø, fordi jeg ikke ved så meget om det, siger hun. 

Da hun selv var formand for Social- og Sundhedsudvalget i sidste periode, slog det hende aldrig, at det skulle gøre nogen forskel for udvalgets arbejde, at det bestod af fem kvinder. 

Heller ikke i dag kan hun komme i tanke om en situation, hvor det har udgjort et problem.

- Jeg vil tro, at hvis vi traf beslutninger, som favoriserede køn, så ville medarbejdere kippe med et flag, eller borgere ville henvende sig, siger hun.

Stereotyper består

I Nordfyns Kommune har formand for Teknik- og Miljø-udvalget og tidligere borgmester Morten Andersen (V) ikke tænkt, at der skulle være noget underligt i, at det syv mand store udvalg består af, ja… mænd. 

Lidt overrasket er han måske nok over, at det lige er landet på syv-nul, men så alligevel.

Med blot otte kvinder i et byråd bestående af 25 medlemmer kan det være vanskeligt at sikre kvindelig repræsentation i alle udvalg. 

Og så hænger det selvfølgelig også sammen med, at man som mand og kvinde har hver sine interesser, bemærker han. 

- De bløde velfærdsområder som social, ældre og børn er fagområder, som pr. tradition mere tiltrækker kvinder end mænd.

Han tror ikke, at udvalgets mandeslagside får nogen betydning for de politiske prioriteringer. 

Ligesom kollegaerne fra kvindeudvalgene i de andre kommuner lægger han vægt på, at man interesserer sig for det område, man skal arbejde med, og måske ovenikøbet har en relevant faglighed med sig. 

Det, oplever han, gør det både lettere at give administrationen konstruktivt med- og modspil og at sætte en politisk retning. 

Bryder med kønsroller

Traditioner til trods findes der udvalg, som bryder med stereotyperne. F.eks. i Dragør, der samtidig er kommunen med flest rene mandeudvalg (tre). 

Her er Jan Madsen (K) formand for et fem mand stort Ældre- og Sundhedsudvalg. Stod det til ham, måtte der gerne være flere kvinder i byrådet end de tre, det blev til ved KV25. Men som han siger: 

- Nu er det det, vi har, og det, vi må arbejde med.

At kvinder skulle være bedre til ældre eller børn køber han ikke, ligesom han ikke mener, at andre områder tilhører hverken det ene eller det andet køn.

- Nogle vil måske sige, at de tekniske udvalg er mande-udvalg, men det er det jo ikke. Du kommer med det, du har, og gør dit bedste for at træffe beslutninger uanset køn, siger han.

Ifølge Kommunen.dk’s opgørelse ligger udvalg, der har med teknik at gøre, dog nummer to på listen over udvalgsområder med flest mandeudvalg.  

Udvalgsområder med flest rene mandeudvalg
  • Miljø 15
  • Teknik 14
  • Klima 12
  • Plan 8
  • Kultur 7
  • Fritid 6
  • Natur 6
  • Erhverv 5
  • Økonomi 3
  • By 3

For at opgøre kønsandele på udvalgsområder har vi opsplittet udvalg efter deres navne.
I ovenstående er et teknik- og miljøudvalg f.eks. opsplittet på to udvalgsområder, ‘teknik’ og ‘miljø’, hvorfor summen af udvalgsområder ikke er det samme som det reelle antal af mandeudvalg.

Selvom Jan Madsen mener, det er vigtigt, at et byråd afspejler samfundet, ser han det ikke som et problem, at hans eget udvalg kun består af mænd. 

Og som han påpeger, er det forvaltningen, der fremlægger de sager, udvalget behandler, og den består både af mænd og kvinder.

Han anerkender risikoen for, at udvalgsmedlemmer glemmer fokusområder af betydning for det modsatte køn, men han er ikke bekymret for, at det sker. 

- I min egen gruppe diskuterer vi alle dagsordenspunkter på tværs af alle udvalg. Der sidder kvinder, så de bliver også hørt, siger han.

Vigtigere nogen steder end andre

Selvom Rikke Randrup Skåning er er villig til at se stort på kønsbalancen i Favrskovs fagudvalg, mener hun, det er det vigtigt, at den nogenlunde balancerer i byrådet. 

Med 11 kvinder ud af 25 medlemmer ser det heller ikke helt skævt ud. At blot ét ud af syv økonomiudvalgsmedlemmer er en kvinde, er hun til gengæld mindre tilfreds med. 

- Hvis jeg sad som borgmester, ville jeg skele til, at økonomiudvalget blev sammensat, så det afspejler den befolkning, vi repræsenterer, siger hun og begrunder det bl.a. med udvalgets magt og brede fokus.

Ifølge Kommunen.dk’s opgørelse udgøres tre af landets økonomi-udvalg alene af mænd.

Da Morten Andersen var borgmester i Nordfyns Kommune fra 2010 til 2023, betragtede han det imidlertid ikke som sin opgave at udpege nogen på baggrund af køn. 

Faktisk er det noget, han meget nødigt ville gøre.

- Jeg ville være ked af at sige til nogen, at de skulle sørge for at få kvinder ind i et udvalg, siger han. 

Derimod mener han, at partierne har en forpligtelse til at sikre så bred en opstillingsliste som muligt, både i forhold til køn, geografi, erhvervsmæssig baggrund osv. 

Når valget så er overstået, og vælgerne har talt, må man anerkende resultatet.

- Hvis jeg er utilfreds med sammensætningen efterfølgende, anerkender jeg ikke valgets tale.

 

Historien kort

  • På tværs af kommunerne udgøres et større antal udvalg kun af ét køn. 
  • Selvom politikere gerne ser en bred repræsentation i byråd og udvalg, mener de ikke, det er noget problem. 
  • Hvor vigtig ligelig kønsbalance er, afhænger dog af udvalgets magt, mener ét byrådsmedlem.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR