Her er de mest og mindst ligestillede byråd i Danmark
Her er de mest og mindst ligestillede byråd i Danmark

Kommunen.dks opgørelse viser tydeligt, at kønsbalancen i de danske byråd fortsat halter.
For selvom flere kvinder end nogensinde før har fået plads i et af de 98 byråd, sidder mændene fortsat tungt på magten.
Efter KV25 er 37 procent af landets nyvalgte byrådsmedlemmer kvinder. Det er den højeste andel siden strukturreformen. I alt blev 900 kvinder valgt ind, mens 1532 mænd blev valgt.
I Sønderborg Kommune er blot seks ud af 31 byrådsmedlemmer kvinder. Det er et tal, borgmester Erik Lauritzen (S) ikke lægger skjul på sin utilfredshed over.
- Det er så trist, siger han.
- Er det fordi, vi giver for lidt plads? Eller får vi ikke uddannet dem til at blive politikere? Det er spørgsmål, vi bliver nødt til at stille os selv, siger han.
I Syddjurs Kommune ser billedet markant anderledes ud.
Her er byrådet tæt på en 50/50-fordeling mellem mænd og kvinder, og ifølge borgmester Michael Stegger Jensen (S) er det ikke tilfældigt.
- Jeg tror, det er bevidst. Man kan se på kandidatlisterne, at partierne virkelig har gjort sig umage.
I hans eget parti er antallet af kvindelige byrådsmedlemmer steget markant over tre valg.
- I 2017 var vi to, i 2021 var vi fire, og denne gang er vi syv. Og det er ikke tilfældigt, siger han.
- Det handler om at være ærlig om, hvad man går ind til, men også om fællesskabet og fleksibiliteten.
Michael Stegger Jensen peger også på den politiske kultur som afgørende.
- Flere af de nyvalgte kvinder har sagt, at det betyder noget, at man kommer ind i et byråd, hvor tonen er ordentlig, og samarbejdet fungerer, siger han.
Selvom Syddjurs Kommunes byråd er tæt på ligestillet ift. køn, så er de stadig ikke helt i mål.
- Diversitet handler også om alder og profession. Vi mangler stadig de helt unge, og det er næste opgave, siger Michael Stegger Jensen.
Fem kommuner har en overrepræsentation af kvinder i de nye byråd: Sorø, Frederiksberg, Herlev, Hørsholm og Fredensborg.
Frederiksbergmodellen
I Frederiksberg Kommune er kvinderne i flertal i byrådet. Her er 17 ud af 31 byrådsmedlemmer kvinder, hvilket placerer kommunen i top ti på landsplan.
Ifølge borgmester Michael Vindfeldt (S) er det ikke et tilfælde.
Han peger på den såkaldte Frederiksberg-model, hvor både byråds- og udvalgsmøder som udgangspunkt ligger om mandagen og er markant kortere end i mange andre kommuner.
-Her varer møderne typisk mellem 30 minutter og en time, hvor de andre steder kan tage to-tre timer. Det betyder, at man ikke hele tiden skal rende fra sit arbejde og være meget væk fra sin familie, siger han.
Michael Vindfeldt mener, at rammerne især kan have betydning for kvinder. Kommunen har flere enlige mødre i kommunalbestyrelsen.
Samtidig har alle partierne arbejdet målrettet med kønsbalance på opstillingslisterne.
- Jeg har haft ekstremt mange kaffemøder med mennesker, jeg synes deler socialdemokratiets værdier og opfordret dem til at stille op, fortæller han.
- Demokratiet bliver stærkere af, at vi er nogenlunde ligestillet. Jeg er meget stolt af, at vi ligger i top ti, siger Michael Vindfeldt .
- Demokratiet har det bedst, når politikerne minder om den befolkning, de skal repræsentere. Det giver bedre diskussioner og bedre dynamik, siger han.
Kalder på nye løsninger
Nederst på listen er blandt andre Høje-Taastrup, Furesø, Aabenraa, Dragør og Sønderborg.
I Høje-Taastrup Kommune er fem ud af 21 byrådsmedlemmer kvinder. Det er et fald fra den forrige periode, hvor otte kvinder var repræsenteret. Det er ærgerligt, mener fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck (K), men det er nu engang op til vælgerne, hvem man vælger ind.
- I mit parti opstillede vi 20 kandidater. 10 mænd og 10 kvinder - sideordnet. Så det er alene vælgernes personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt, siger han.
Ved valget mistede partiet tre kvindelige byrådsmedlemmer, heraf to udvalgsformænd.
- Det er virkelig ærgerligt, for det var tre meget talentfulde kvinder, siger Kurt Scheelsbeck .
Det kalder på nye løsninger.
- En mulighed er at arbejde mere med listeopstilling eller sikre, at de øverste pladser er ligeligt fordelt. Det er noget, vi bliver nødt til at overveje. Jeg så helst et byråd, der var halv-halv, siger han.
Ifølge borgmesteren har partierne haft svært ved overhovedet at få kvinder til at stille op. Og når kvinder bliver spurgt, lyder det ofte de samme begrundelser for et nej.
- De to svar, vi oftest får, er tiden, og at man ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Og så tonen i lokalpolitik.
Han understreger, at målet om diversitet ikke kun handler om køn.
- Det er vigtigt, at vi har nogle fra forskellige erhverv, forskellige aldre osv, siger Kurt Scheelsbeck .
Mangfoldighed er vigtig - men svær at styre
I Kerteminde Kommune er kun seks ud af 25 byrådsmedlemmer kvinder. På trods af mange opstillede kvinder, siger borgmester Michael Nielsen (K).
- På min egen liste var det 50/50, men sådan var det selvfølgelig ikke alle steder. Vi går efter kvalificerede kandidater, ikke efter bestemte procenter, understreger han
Alligevel anerkender Michael Nielsen, at manglende kønsdiversitet kan have betydning.
- Hvis vi mangler bestemte perspektiver, kan der være spørgsmål, der ikke bliver stillet, og det kan selvfølgelig påvirke de beslutninger, vi træffer, siger han.
Michael Nielsen kalder udviklingen vanskelig at ændre uden at udfordre de demokratiske spilleregler.
- Medmindre man vil afmontere noget af den demokratiske proces, er det svært at anvise en klar vej, siger han.
Historien Kort
- Efter KV25 er 37 procent af landets nyvalgte byrådsmedlemmer kvinder. Det er den højeste andel siden strukturreformen.
- I alt er 900 kvinder blevet valgt til byrådene, mens 1532 mænd er blevet valgt.
- Mange kommuner arbejder aktivt på at få flere kvinder til at stille op.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























