Affæren om Uber har været interessant, skønt den egentlig er ganske banal. Et amerikansk foretagende kommer til lille Danmark for at suge profit ud af nogle privatbilisters kørsel - med den forrykte påstand, at det skulle være et deleøkonomisk projekt. Liberalis-terne jubler selvfølgelig og fryder sig straks over, at profitjagt igen er drivende på vejen mod deres markedsparadis.

Imidlertid var Uber ikke til sinds at rette sig efter spillereglerne i Danmark, som for eksempel at rette sig efter de vilkår, som andre, der i forvejen lever af personkørsel, skal. Særlig svært har Uber ved at acceptere, at her i landet skal mennesker og selskaber betale skat af deres fortjenester, så fællesskabet for eksempel kan sørge for, at der er nogle veje at køre på.

Så der var ikke megen medvind hos politikerne, da der skulle laves en tiltrængt modernisering af den danske taxalovgivning. Der blev ikke plads til Uber i persontransporten herhjemme. Det var naturligvis smerteligt for lalle-liberalisterne, herunder ikke mindst trafikministeren. Og Liberal Alliances knytnæve mod forkerte ikke-liberalistiske økonomers analyser, der til hans store irritation er begyndt at dukke op, Joachim B. Olsen, vred hænder af fortvivlelse over, at Danmark går glip af Uber. Det er et stort tab for samfundet, at det ikke bliver muligt at skabe profit på pirat-taxakørsel, og han var særligt begejstret for den app, Uber har udviklet for at muliggøre den private taxakørsel.

Som han formulerede det i 'Deadline' på DR2, så er det frygtelig ærgerligt, at Danmark ikke får del i dette enestående fremskridt, ’fordi … øh ... øh, fordi vi så går glip af det’. I hans verden er enhver teknologisk opfindelse et fremskridt, vi ureflekteret må give plads til fri udfoldelse og profitjagt. Ingen grund til hippie-agtige diskussioner om, hvilket problem det løser, hvem der får glæde af det, om det er sådan et samfund, vi ønsker at leve i.

Fællesskabet skabte udvikling

Det danske samfunds udvikling fra et feudalt samfund over et industrialiseret samfund med en stor forarmet arbejderklasse til et moderne velfærdssystem er båret af fællesskaber, hvor danskerne har løftet i flok. Andelsbevægelsen skabte et lønsomt landbrug, der gjorde det muligt, også for de mindre, at overleve, arbejderbevægelsens kooperativer, der skaffede arbejderklassen næringsrige fødevarer til priser, de kunne betale.

Og fællesskabet løftede i flok med staten i spidsen, da vi fik et jernbanenet, et postvæsen, et telefonnet, et vejnet, en sikker energiforsyning og så videre. Nu kan moderne politikere ikke hurtigt nok få solgt dette fælleseje til udenlandske spekulanter og skatteunddragere.

Men jeg – og mange andre – kan godt lide denne historie og tanken om at løfte i flok, i stedet for at jagten på ussel mammon alene bestemmer, hvad der skal leve og udvikle sig, og hvad der skal dø. Fællesskabet har ikke været i høj kurs de seneste årtier, hvor mange har bildt sig ind, at de er blevet rige og selvhjulpne, hvorfor det nu gælder om at forsvare sit jordiske gods mod alle ’de andre’.

Ret til fup og finter

Men fællesskabet er ved at få pusten igen. Mens det ledende regeringsparti tilsyneladende vil bøje demokratiet og bide hovedet af al skam for at forsvare de såkaldte kvotekongers ret til at bruge fup og finter for at erobre fiskekvoter fra de små, så har en ny tanke bidt sig fast i de forarmede små samfund. Ved at søge sammen i fællesskaber kan borgerne løfte deres lokalsamfund ud af dødsspiralen og skabe nyt liv. De skaber landsbyklynger. Og et af de eneste kystfiskerier, der har overlevet kapitaliseringen af fiskekvoterne, Thorup Strand på Jyllands vestkyst, overlever og skaffer fiskekvoter ved hjælp af et andelsfællesskab.

I slægt med disse bevægelser er det nye fænomen deleøkonomi. Tanken er enkel og inderligt sympatisk – og tilmed samfundsgavnlig. Som navnet siger, handler det om at dele og på den måde udnytte ressourcerne bedre. Hr. Hansen kører hver weekend fra København til Aalborg. Med en smart anordning på internettet udbyder han de ledige pladser i sin bil. Og folk, der skal til Aalborg, melder sig og bidrager til benzinen.

Som sagt – enkelt og sympatisk. En lignende ordning er skabt for lejligheder. Når boligen forlades en tid – for eksempel fordi beboerne skal på ferie – lejes den via nettet ud til folk, der for eksempel skal på ferie i den pågældende by.

Og her stikker grådigheden næsen frem igen. Der rapporteres nu, at pengemænd opkøber beboelsesejendomme og udbyder samtlige lejligheder til ’deleøkonomisk’ udlejning. Det er ren hoteldrift, men udenom de lovkrav, samfundet stiller til den slags. Den evige jagt på at få snablen ind og suge værdier fra menneskers fællesskaber.    

Kræfter udenfor rækkevidde

Vi har adgang til næsten ubegrænset viden om vores klode. Det har ikke just gjort verden mere overskuelig. Religionsbaserede konflikter og blodige borgerkrige, millioner af ekstremt fattige eller forfulgte mennesker på vandring, en vækstdrevet klimakrise, religiøse galninges terror, uoverskuelige teknologiske omvæltninger og en digital revolution, der griber helt ind til kernen af det enkelte menneskes tilværelse. Alt dette til trods vil jeg hævde, at det mest markante og betydningsfulde træk ved samfundsudviklingen er koncentrationen af samfundsværdierne – og dermed magten – på færre og færre hænder.

Flere og flere mennesker er grebet af en voksende følelse af magtesløshed og svigt af magthaverne. En ikke særligt klart formuleret følelse af, at verdens skæve gang styres af kolossale finanskoncentrationer, der er helt udenfor rækkevidde. En følelse, finanskrisen satte skub i.    

Det giver sig udslag i temmelig bizarre politiske valg. Mange bilder sig paradoksalt nok ind, at svaret er at forlade fællesskaber og lukke sig inde bag mure og grænser. Så bestemmer vi selv og lukker de onde kræfter ude. Så bliver alt som i de gode, gamle dage, tror de. Og ønsket om en stærk mand i spidsen for os alle stikker sit grimme fjæs frem.

I komedien om Uber stod to politiske retninger overfor hinanden i skarp kontrast: de, der vil fællesskabet og ser det som et bærende princip i samfundet, og de, der mener, profitten skal drive alt, også vores vandforsyning, fiskeri og anden brug af vores naturressourcer. Og altså også vores fællesskaber, hvor stærke kræfter gerne vil lægge et profitdræn ind.

Det er ikke noget kønt billede, men meget skarpt. Ikke desto mindre kan mange slet ikke få øje på det.