Tidens mange kriser stiller store krav til vores politikere – også på lokalt niveau. Senest sætter truslen fra hybridkrig kommuner og myndigheder under pres. De skal afværge lokale hybridangreb på fælles infrastruktur samtidig med, at de skal opbygge tilstrækkeligt kommunalt og civilt beredskab til situationer, hvor det ikke lykkes, og strømmen, nettet eller varmen forsvinder.

Helt konkret har kommunerne ansvaret for at sikre, at samfundskritiske funktioner som vandforsyning, it-infrastruktur og ældrepleje også fungerer i krisesituationer. 

Det kræver en stærk beredskabsplanlægning og et tæt samarbejde med både statslige myndigheder, erhvervslivet og civilsamfundet. Der er behov for politikere, som tør prioritere og samtidig kan styrke det lokale fællesskab i processen.

Det kræver en ny form for politisk ledelse, der evner at navigere i komplekse udfordringer med overblik, ro og en tydelig prioritering af, hvad der er vigtigst at beskytte og udvikle lokalt. Det er en anden rolle, end mange politikere er vant til at tage - særligt i en valgkamp, hvor nye løfter og politiske drillerier tidligere har sat dagsordenen. Derfor vil jeg se valgkampen anderledes.

En anden ledelsesrolle

Jeg vil kigge efter politikere, som i valgkampen formår at udvise lederskab, og jeg vil se, om de i deres politiske kampagne splitter eller samler borgerne og partierne. 

Jeg vil se efter politikere, som prioriterer det, der virkelig betyder noget for vores liv lokalt, i stedet for dem, der overbyder eller opfinder problemer i valgkampen. 

Jeg vil se efter, om politikerne bevarer roen, om de eskalerer eller eksploderer, når de bliver usikre eller provokerede.

En politiker, der kun fokuserer på det akutte, risikerer at skabe nye problemer andre steder, mens en leder uden handlekraft i nuet efterlader borgerne i frygt. Derfor vil jeg se efter kriseledere, som kan træffe hurtige beslutninger og tænke langsigtet på samme tid.

Mere fokus på hvem end hvad

Men hvordan finder jeg det? En ny kandidat fik efter sin første valgdebat i år det råd, at vælgerne ikke ville høre, hvem hun var, men hvad hun ville. Det er jeg ikke enig i længere. 

Jeg vil gerne vide, hvem politikerne er, ikke kun hvad de vil. For det sidste, ved jeg godt, kommer til at ændre sig efter valget. Verden vil ikke være den samme om et år, og det vil en del af de kommunale opgaver heller ikke. 

Hvad politikeren kommer til at gennemføre afhænger også mere af politikerens samarbejdsevner end af, hvad der stod i valgoplægget.

Derfor vil jeg høre mere om, hvem politikeren er. Hvilke værdier politikeren står på? Hvilke relationer, der betyder noget for politikeren? Hvilke netværk og kilder, politikeren lytter til lokalt? Og hvordan de vil gribe arbejdet an? 

Derfor håber jeg, at valgkampen vil byde på færre politiske boksekampe og flere samtaler mellem politikere og borgere.