Det er en god forretning at skabe trivsel og livskvalitet for udsatte borgere. Først og fremmest menneskeligt, men også økonomisk. Derfor breder nye sociale investeringsmodeller sig både på Christiansborg og i de danske kommuner.

Investering i trivsel og livskvalitet hos udsatte danskere skaber besparelser i samfundet på sigt. Det har vi vidst længe, men det har været svært at bevise. Nu sætter nye regnemetoder os i stand til identificere de konkrete besparelser, som virksomme indsatser for udsatte danskere kaster af sig.

Flere kommuner har allerede startet reelle sociale investeringsprojekter, og det ser ud til, at investeringerne betaler sig selv tilbage indenfor relativt få år - endda med et pænt provenu. Bedre trivsel og hjælp til udsatte målgrupper betyder ganske enkelt, at man kan se afledte besparelser i for eksempel sundheds-, rets- og beskæftigelsesforvaltningen.

Og kan man geninvestere disse besparelser i sociale indsatser, der igen skaber trivsel og livskvalitet for flere udsatte danskere, så begynder vi at se et helt nyt økonomisk kredsløb, der er ekstremt interessant og kan varsle et nybrud i dansk socialpolitik.

På Christiansborg anvender vi de sociale investeringsmodeller. For eksempel i Satspuljerne, hvor vi investerer store puljer i forebyggende indsatser.

Jeg er personligt ikke i tvivl om, at sociale investeringer kommer til at skabe helt nye muligheder på en række politikområder, for eksempel social- og beskæftigelsespolitik, og da omsætningen på sociale investeringer tegner til at løbe op i milliarder - selv på kort sigt - så er det meget vigtigt, at vi er meget bevidste og kloge, når vi sætter rammerne for, hvordan metoderne skal fungere i Danmark i fremtiden. Og jernet er i den grad stadig varmt. Det er nu, der smedes, og det er nu, vi skal være kloge.

For eksempel skal vi finde rammer, så vi undgår, at investeringstanken og regnemodellernes udformning gør, at nogle grupper er mere interessante at hjælpe end andre, fordi de er nemmere at gå til, mens andre mennesker med mere komplekse problemer svigtes.

Vi skal også se på, hvor investeringerne skal komme fra. I dag har de fremmeste kommuner selv skrabet pengene sammen gennem besparelser og bundne investeringer. Men den slags er ikke nemt - det tager tid, og der må i den grad prioriteres og spares andre steder. Men fra andre lande kender vi også modeller, hvor for eksempel private investorer kaster millioner af kroner og know-how i sociale investeringer mod, at de får andel i de besparelser, som investeringen skaber. Og det åbner jo pludselig for helt nye muligheder – men også dilemmaer. Vi skal i hvert fald sikre, at de organisationer, vi lukker ind, er nogle, vi er stolte af at stå ved siden af.

I Alternativet er vi begejstrede for den nye investeringstanke, der giver muligheder for en progressiv og menneskeorienteret socialpolitik. Helt banalt er det jo fuldstændig bagvendt, at vi i årtier har set på udskrivninger til bygninger og veje som investeringer, mens sociale budgetter kun har været set som udgifter. Men vi ved også, at vi har nogle vigtige beslutninger foran os, så sociale investeringer får de rette rammer. Her skal vi være kloge og dygtige og smede ordentligt, mens jernet er varmt.