Overskriftens spørgsmål er ”stjålet med stolthed”, som ophavsmanden, foredragsholder og forfatter Anders Seneca, ville have sagt, at man bør gøre, hver gang man falder over noget interessant eller brugbart til egen refleksion - eller organisation. Man kan måske kortvarigt tænke, at der blot er tale om en nuanceforskel, men i praksis er forskellen betydelig.

Smag lige på det. Skal vi levere det bedst tænkelige? Skal vi levere det bedst mulige? Anders Senecas pointe er, at en af de helt store og samtidig afgørende ledelsesmæssige udfordringer er, om vi som organisation befinder os i det samme mulighedsrum på tværs af faggrupper.

Der er ikke noget nyt i, at det fagligt mulige ikke altid matcher det realistisk mulige, fordi ressourcerne - forstået som penge og adgang til kompetent arbejdskraft - mange steder er utilstrækkelige i forhold til at levere ”det bedst tænkelige”, hvilket kan lede til frustrationer og afmagt. Med ”det bedst mulige” kan man skabe fælles mening, og reducere risikoen for frustration og udbrændthed.

Ingen dårlig undskyldning for ligegyldighed

Det er vi nødt til at tale højere om, og gøre det på en måde, hvor det ikke bliver skingert - og dermed utroværdigt. Det må heller ikke blive en sovepude for visioner, og føre til utilstrækkelige beslutninger eller mangelfulde handlinger.

”Det bedst mulige” skal ikke være en dårlig undskyldning for ligegyldighed. Tværtimod kræver det, at samvittighedsfuldheden og etikken er på plads, så vi til enhver tid gør os umage og er grundige i forhold til det ansvar vi har.

På den vis kan mulighedsrummet ”bedst muligt” blive et godt sted at være for både borgere og ansatte. Måske endda det bedst mulige sted? Mulighedsrummet er ikke et stationært sted, men udvikles eksempelvis som følge af ændrede behov og deraf ændret prioritering, gennem innovation mv.

Som organisation er det ikke tilstrækkeligt at enes med hinanden om at være i det samme mulighedsrum. For at lykkes skal vi have både politikerne og borgerne med derind. Det er helt afgørende, at der opnås transparens om, hvad der reelt kan leveres.

Stigende forventning fører til faldende tilfredshed

Forventningerne lader generelt til at gå mere og mere i retning af det bedst tænkelige, altså stigende forventning, og det resulterer i faldende tilfredshed med det mulige/realistiske. Med andre ord bliver afstanden mellem det vi forventer, og det vi kan få, større. Det er på høje tid at kalibrere forventningsafstemningen i den offentlige sektor og herunder også vores sundhedsvæsen. Men hvem har egentlig ansvaret for at påtage sig at sikre forventningsafstemningen? Hvem bør – og hvem vil - stå på mål for, at vi leverer det bedst mulige og ikke det bedst tænkelige?

For mig at se kan vi ikke lægge hele ansvaret ud til faglighederne. Det må ikke være lægen, der skal tage den store forventningsafstemning om det danske velfærdssamfunds muligheder, når hun står med patienten. Det bør være de politiske beslutninger, der viser vejen, og legitimerer de store linjer i valg og fravalg, mens ledelserne står til ansvar for, at der leveres det bedst mulige.

Uden politisk og ledelsesmæssig ansvarstagen overlades forventningsafstemningen og kompleksiteten helt til den enkelte medarbejder, der har den direkte borger/patientkontakt. Det er ikke rimeligt. Og uden den nødvendige forventningsafstemning opbygges urealistisk høje forventninger hos borgerne.

Politikere, ansatte og borgere skal tale sammen

Hvis politiske aftaler kommunikativt oversælges, stilles borgerne urealistiske forventninger i udsigt, og når aftalens ord erfares i hverdagen, bliver den til holdeplads for bristede forventninger, og kritikken rammer driften. Den drift der udgør kernen i den offentlige sektor, og hvor faglighederne står på tæer for at levere det bedst mulige, fordi man realistisk set godt ved, at man ikke kan levere det bedst tænkelige.

Samtidig præsenteres vi som individer dagligt for ”det bedst tænkelige” i form af alverdens tilbud for os alle - i alle aldersgrupper på alle platforme. Selv modtog jeg en sms fra mit forsikringsselskab kort før sommerferien: ”Husk at du kan tage lægen med dig overalt – også på ferien.” Første tanke er måske nok, hvor er det trygt at kunne kontakte en læge nærmest 24/7, virkelig god service.

Men når man tænker bare lidt grundigere over det, skal der ikke meget til at regne ud, at den mulighed ikke gælder for alle (ulighed i sundhed), og at de læger der er mangel på, ikke kan være flere steder samtidig. Og nej, jeg påstår ikke, at de læger der er ansat af landets forsikringsselskaber kan redde den offentlige sektor, mit formål er alene at skubbe til at skabe en forståelse af sammenhængen mellem ressourceforbrug, adgang til kompetent arbejdskraft og forventninger til hvad det offentlige kan levere.

Derfor er det vigtigt, at vi træder ind i det samme mulighedsrum, og at vi tør tale højt – og sammen - om det. Politikere, ansatte og borgere.