Den danske velfærdsmodel er fortsat en af de stærkeste samfundsmodeller, verden har set.

Vi danskere har nu i over et år levet isoleret og med afsavn for at passe på det fælles sundhedssystem og de svageste. Den offentlige sektor har vist, at organisatoriske siloer og vaner kan lægges ned, når det er påkrævet. Velviljen til at løse ting i fællesskab står bøjet i neon. Og måske vigtigst, når den enkelte medarbejder sættes fri til at tænke styring og løsninger, er handlekraften enorm. Det sammenhold, den tillid til hinanden og systemet samt den energiudladning, som vi har set, er trods den triste baggrund, det bedste udgangspunkt, vi kan tænkte os for sammen at skabe mere nærhed i det kommunale Danmark. 

Udligningsreformen, de seneste finanslovsaftaler og kommuneaftalerne, som Socialdemokratiet har leveret, har alle været med det fortegn at danne grundlaget for en forandring med bedre velfærd til borgerne. Nu er tiden kommet til sammen at skabe mere nærhed. For vi skal have nærheden tilbage i kommunerne, så vi kan fortsætte den forandring, vi er begyndt på at skabe. Men hvor skal vi tage fat? 

Nærhed efterlyses på flere planer

I efteråret 2020 kom VIVE med rapporten ”Redskaber til øget lokalt selvstyre i den offentlige sektor - En systematisk kortlægning af eksisterende viden fra Skandinavien”.

Formålet med rapporten er at belyse erfaringer fra Skandinavien i forhold til at indfri et overordnet mål om at mindske detailstyringen og øge det lokale ansvar i produktionen af offentlig velfærd. Selvom rapporten er påbegyndt før Corona, er det tankevækkende, at de to tværgående temaer i rapporten er styring og medarbejderperspektivet med særligt fokus på medarbejderinddragelsens betydning for styring. 

Igennem mit første år som kommunalordfører, er der nemlig tre ting der går igen, når jeg sammen med borgmestre og gruppeformænd tager temperaturen på den kommunale sektor:

• Som medarbejder kan man opleve ikke at have tid nok til omsorg til den enkelte: det kan være barnet, den syge eller den ældre.

• Som borger, kan man opleve ikke at passe ind i de tilbudte rammer eller pakker. Man oplever at skulle fortælle sin historie til nye medarbejdere igen og igen uden oplevelsen af, at der bliver lyttet.

• Som pårørende kan man opleve at være i vejen for medarbejderen/systemet. Som om man blander sig for meget og er for krævende.

Færre bindende mål og øget autonomi

Der er ingen tvivl om, at mange års styreformer med fokus på effektivisering og dokumentation utilsigtet har sat systemet før både medarbejder, borger og pårørende. Men det er også tydeligt, at hvis vi også om 10, 20 og 30 år skal have en fælles offentlig sektor med tilslutning fra danskerne, skal den udvikling vendes. Vi skal have styringen tættere på både den ansatte, borgeren og den pårørende.

Det kan ske gennem færre bindende hverdagsmål, som medarbejderne skal forholde sig til. Øget autonomi til lokale velfærdsinstitutioner. Højere grad af lokal styring på medarbejder- og borgerniveau. Ledelse tæt på. Alle disse forslag ser ud til at være nogle helt åbenlyse svar på, hvordan vi kan skabe mere nærhed.

Som offentligt ansat motiveres man ikke kun af ordentlige løn og arbejdsforhold, man motiveres også af at gøre en forskel. Sætter vi medarbejderne mere fri til at lede egne opgaver, og få mulighed for reelt at lytte til borgerne og de pårørende, vil det betyde større arbejdsglæde og ikke mindst bedre opgaveløsninger, som er til gavn for borgeren. 

Det vil kræve noget af os politikere. Ikke mindst af lokalpolitikerne og måske også af direktører og chefer i forvaltningerne. De skal turde slippe foden på detailstyringspedalen.