Billede

Fra drab og gadekampe til rendyrket parlamentarisme

Det er 100 år siden, DSU brød med Socialdemokratisk Ungdomsforbund. Der er langt fra det DSU, der kæmpede mod kommunister i gaderne, til nutidens lyseblå skjorter.

jubilæum

Af Ronja Pilgaard | [email protected]

Da magten i juni tippede, og Mette Frederiksen kunne kalde sig selv for statsminister, udpegede hun også en DSU-regering. 17 af de siddende ministre har en fortid hos enten DSU eller Frit Forum, som den socialdemokratiske studenterbevægelse hedder.

Men det DSU, som Mette Frederiksen selv er formet af, er markant anderledes end det, der i februar 1920 brød ud af Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF).

Dyk med ned i DSU’s 100 år lange historie og hør om støtte fra CIA til personer helt tæt på Hækkerup-familien, og om hvordan drabet på en ung socialdemokrat blev afgørende for DSUs selvforståelse. 

En DSU-plakat fra 1930 af Martin Hougaard. Foto: Torben Åndahl, Ritzau Scanpix

 

1920’erne: Bruddet og socialdemokratiets skepsis
I løbet af 1918-1919 havde det knaget i Socialdemokratisk Ungdomsforbund. Skulle man i retning af mere kommunisme? Skulle man være loyale over for Socialdemokratiet? Eller skulle man vælge sin egen vej?

Et flertal brød med partiet, og i 1919 var de med til at grundlægge Venstresocialistisk Parti. Kort tid efter havde Danmark fået Danmarks Kommunistiske Parti.

Men det var ikke alle, der købte ind på ideen om kommunisme – og heller ikke alle, der ønskede at bryde med Socialdemokratiet. Og ud af det sprang DSU. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom:

- Man skal bide mærke i navnet. Det understreger, at man er aktiv inden for det parlamentariske system, der hersker i Danmark. Dengang blev organisationen kritiseret og kaldt en logrende, bovlam organisation, som bare følger parolen fra moderpartiet. I DSU ser man det omvendt. Her mener man, at man er et forsvar for parlamentarisme og demokrati.

Sådan siger Martin E.O. Grunz. Han bliver ofte kaldt Socialdemokratiets hofhistoriker, men han går officielt under titlen politisk rådgiver og historisk konsulent hos Socialdemokratiet.

Det afgørende for DSU er, at man får lavet en samarbejdsaftale med Socialdemokratiet, siger Anders Dalsager, museumsinspektør ved Kroppedal Museet. Han er netop ved at færdiggøre en ph.d. om den socialdemokratiske ungdomsbevægelses ledere og deres syn på øst-vest-forholdet fra 1945 til 1970:

- Det er vigtigt for det tidlige DSU at få en relation til partiet. Men partiet er først meget skeptisk over for DSU på grund af balladen med SUF. Stauning får faktisk på et tidspunkt sagt, der slet ikke skal være en ungdomsorganisation, og at man først skal være politisk aktiv, når man fylder 18 år.

Skepsissen kan også mærkes i samarbejdsaftalen mellem partiet og DSU. Den kræver blandt andet, at de unge ikke må udvikle politik på egen hånd. Der står også, at det vigtigste er, at DSU skoler de unge. Tanken er, at de dermed senere vil blive gode partisoldater.

- Målet med DSU bliver dog efterhånden todelt: Både at give unge arbejdere politisk skoling og at give dem et socialt og kulturelt bedre ungdomsliv end det, de kan finde på gadehjørnerne i datidens fattige arbejderkvarterer. Indtil 1950’erne er det begrænset, hvilke fritidstilbud der er til unge arbejdere. Derfor bliver DSU stedet, hvor de både kan høre taler og debattere og holde fest, spille spil og lave hobbyaktiviteter.

Organisationens lokale afdelinger er simpelthen en blanding af det, vi i dag vil opfatte som et politisk ungdomsparti og en fritidsklub. Og det er med til at sikre, at DSU i 1930’erne bliver en masseorganisation med over 20.000 medlemmer.

Derfor er DSU både en del af det, man kan kalde det socialdemokratiske, politiske apparat, og så en del af den indsats, arbejderbevægelsen også gør for at sikre arbejderklassen bedre sociale kår – lige fra vugge til grav, siger Anders Dalsager og oplister:

- Man kan blive medlem af DUI som barn, blive borgerligt konfirmeret, være med i fagbevægelsen og en socialdemokratisk kulturorganisation. Så DSU er en del af den naturligvis cyklus i arbejderbevægelsen, siger Anders Dalsager.

Statsminister Thorvald Stauning lytter til den unge Erhard Jacobsen ved et DSU-møde. Jacobsen sad i DSU’s hovedbestyrelse 1938-1943, Stauning døde i 1942. Affotografering fra Arbejderbevægelsens Arkiv. 

 

1930’erne og 1940’erne: Drab og internationalt udsyn
I valgkampen i 1932 skulle en dag med plakatophængning blive fatal for den unge DSU’er Werner Nielsen. En flok kommunister overfaldt DSU’erne med køller og gav dem læsterlige klø, og Werner Nielsen fik kraniebrud og døde.

- Det er skelsættende i DSUs historie, for det gør det tydeligt, hvor voldsomt og vigtigt opgøret med kommunisterne er. Man ser simpelthen for forskelligt på verden, og Werner Nielsen bliver et symbol på, at demokratiet er truet østfra, siger Martin E.O. Grunz.

Året efter indføres et politisk uniformsforbud.

Har man set Matador, kan man måske huske, hvordan KU’erne marcherer i gaderne i 1932, og hvordan det får Elisabeth Friis til at fnyse, mens Hans Christian med slet skjult ironi kalder dem ’blomsten af vort eget partis ungdom’. Uniformsforbuddet var et tiltag, der skulle forsøge at forhindre, at Danmark endte i samme situation som Tyskland, hvor Hitler netop var kommet til magten.

Det var også i disse år, at alle DSU’ere kom i kursus i at undgå fascisme, nazisme og kommunisme – afledt af Hartvig Frischs bog 'Pest over Europa'. Netop den kamp har været definerende for DSUs fortælling om sig selv.

Anden Verdenskrig fylder ikke meget i DSU's historie. Det gør til gengæld efterkrigstiden. For 1946-1948 var de år, hvor DSU havde absolut flest medlemmer, absolut mest aktive lokalafdelinger, og hvor internationalt arbejde pludselig blev vigtigt.

- Allerede før Anden Verdenskrig kendte mange af DSU’erne hinanden på tværs og grænser. De så venner og kammerater blive fængslet i Ungarn og Tjekkoslovakiet. Som modtræk dannede man i 1946 den internationale socialdemokratiske ungdomsorganisation IUSY.

Den første formand for IUSY blev Per Hækkerup, og planen var, at man gennem internationalt samarbejde sammen skulle kæmpe mod kommunisterne, der til gengæld var organiseret i Demokratisk Ungdoms Verdensforbund.

DSU’erne var fuldstændigt illusionsløse over for kommunismen på det her tidspunkt, fordi deres socialdemokratiske kammerater fra de andre lande var blevet fordrevet og forsvandt.

- Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom var faktisk med til at stifte Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, men DSU var ikke. Der går skellet. DSU’erne var fuldstændigt illusionsløse over for kommunismen på det her tidspunkt, fordi deres socialdemokratiske kammerater fra de andre lande var blevet fordrevet og forsvandt, siger Martin E.O. Grunz.

I 2005 udgav DSU en bog om sin egen historie. Her kunne man læse, hvordan Per Hækkerups nevø Jan Hækkerup senere blev formand for IUSY, men måtte trække sig i vanære, fordi det kom frem, at IUSYs sekretariat blev drevet af midler fra CIA til at lave antikommunistiske aktiviteter.

1950’erne og 1960’erne: DSU taber mening med tilværelsen
Et godt socialdemokratisk mundheld lyder, at en god socialdemokrat stiller op i sin sygekasse. Og i sit menighedsråd. Og i fodboldklubben. Og i forældrebestyrelsen i børnehaven. For der skal sidde socialdemokrater alle steder, man kan få indflydelse. De skal sikre en socialdemokratisk dagsorden, hvor man passer på de svage og løfter i flok.

Det tilskrives tit K.K. Steincke.

Men i slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne sker den største omvæltning i DSU’s historie. Organisationen går fra at være en massebevægelse til lige så stille at blive et ungdomsparti, som primært laver politik.

Sagen er den, at lønnen stiger, og den offentlige sektor vokser.

- Den stigende løn betyder, at arbejderunge, som altid har haft fritidsjob, får lov at beholde en større del af pengene selv i stedet for at skulle aflevere størstedelen til familien. Flere unge får råd til at købe plader selv og kan gå i biografen. Så det behov, DSU hidtil har opfyldt med ungdomsklubber, madlavningskurser, syklubber og politisk skoling, bliver knap så eftertragtet, siger Anders Dalsager.

Det samme gælder andre steder i arbejderbevægelsen. Sygekasserne bliver overflødige. Og DSU bløder medlemmer. Mens der i 1946 var 40.000, har organisationen i 1961 10.000 medlemmer.

- Dem, man har tilbage, er de politisk interesserede unge. Derfor begynder man i højere grad at fokusere på politikken, og man får konkurrence. For det er også i disse år, det traditionelle partimønster bliver brudt op. Hidtil er den politiske opdragelse foregået i partierne, men nu kommer græsrodsbevægelser som kampagnen mod atomvåben og senere også vietnambevægelsen. Der er hård konkurrence om de politisk interesserede unge, siger Anders Dalsager.

Det giver også et holdningsskift i DSU.

Hvor man tidligere har været dybt kritisk over for østblokken, er man nu også kritisk over for USA og især Vietnamkrigen. Man begynder også at samarbejde med diverse socialistiske bevægelser på venstrefløjen – og dem er der mange af i de år.

- DSU og Frit Forum slår sig sammen, og man vælger at lægge  sig på en klar venstreorienteret linje, som altså ikke er magen til partilinjen. DSU er sikker på, at man har lavet det store socialdemokratiske ryk, men man vil gerne rykke sig tættere på socialismen. Og der har man blandt andet en udpræget modstand mod EF, en kritik af Nato og til tider endda et ønske om at træde ud af Nato, siger Martin E.O. Grunz og fortsætter:

- Man er ikke blevet glad for den kommunistiske verden, men man mener, at Nato bør gå foran med det gode eksempel og nedruste. Ældre politikere finder det jo håbløst naivt. Men på mange måder forsøger man at se sig selv som en del af 1968-bevægelsen, siger han.

I gamle DSU-blade fra dengang kan man bl.a. læse artikler om åbne parforhold og andre ting, som er uden for den politiske sfære, men en del af ungdomsoprøret ved at diskutere normer. Men der er totalt medlemskrise.

- Til syvende og sidst er det ikke en kamp, man vinder, siger Martin E.O. Grunz.

Kulturminister Jytte Hilden og Torben Lund på vej til DSU’s kongres i 1996. Foto: Kurt Petersen, Ritzau Scanpix

 

1980’erne til i dag: Gøglerpartiet finder tilbage til rødderne
Kan man lave gadeteater, sluge ild og gå på glas i det hellige socialdemokratis navn? Spørger man tidligere formand for DSU, Jan Petersen, så kunne man i hvert fald godt i 1980’erne. Han forsøgte at gøre op med den stærkt venstreorienterede kurs i partiet – og opgøret blev blandt andet taget med gøgl.

- Senere DSU-generationer gør meget grin med det der gøgleri, og på et tidspunkt kommer der også et opgør med gøglerne. Men det var for at møde de unge på en anden måde. Og ser man på det politiske indhold, så var det bundreelt. Det kan godt være, man lavede gadeteater, men man gjorde det for at støtte en borgmesterkandidat eller lignende. Det er  også i denne periode, DSU igen begynder at støtte den socialdemokratiske politiske kurs, siger Martin E.O. Grunz.

 Senere DSU-generationer gør meget grin med det der gøgleri, og på et tidspunkt kommer der også et opgør med gøglerne. Men det var for at møde de unge på en anden måde. 

Mens DSU bevæger sig mod parlamentarismen, vokser aktivismen i Socialdemokratiet. Og et sted derimellem mødes de og bliver enige om at stemme nej til EF’s indre marked i 1986.

Samtidig vokser frygten for det store sammenbrud. Ingen anede, at Sovjetunionen ville bryde sammen. I stedet bekymrede man sig om, hvorvidt der kom en kæmpe konfrontation mellem øst og vest – og at Europa ville blive ofret i den konfrontation.

I 1990 fik DSU sin første kvindelige formand, Anette Berentzen. Men det er den efterfølgende formand, der får lov at tegne fremtidens politik. I 1992 går en sejrrig Henrik Sass Larsen på talerstolen til kongressen som ny formand. Men han har forinden meddelt, at han kun vil være formand, hvis DSU går ind for et ja til den afstemning om EU, der kommer i 1992.

- DSU's uofficielle kampagne er for et ja i 1992. Og der er mange DSU'ere, der har det svært med det. Hans forgænger havde egentlig samme linje, men i 1992 træffer kongressen en entydig beslutning om, at man støtter både EU og det indre marked, siger Martin E.O. Grunz.

Tre unge DSU’ere fotograferet i 2001: Kristian Madsen, Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt. Foto: Kim Agersten 

 

I dag er DSU en organisation med mere reel indflydelse end tidligere. De unge taler om et sammenhængende Danmark og om den nye frihedskamp.

- DSU i øjeblikket er meget markant. Selvfølgelig også fordi man har en regering, hvor 17 af de 20 har baggrund i DSU eller Frit Forum, siger Martin E.O. Grunz.

Han mener på mange måder, at DSU er vendt hjem til rødderne. De siger fra over for social kontrol og chikanerende normer:

- Nogle på venstrefløjen synes jo, DSU er meget højreorienteret der. Men det er i tråd med DSU’s holdninger i gamle dage.

Demokrati

Kultur

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet