Kræftpakkeforløbene skal i højere grad tage højde for, at hver en patient, kræftsygdom og kræftforløb har sit eget særkende.

Det mener regeringen, der med sit udspil til kræftplan nummer fem for nylig lagde op til mere individualiserede forløb.

Men hvordan fylder man fleksibilitet ind i pakkerne uden at skabe et administrativt monster?

- Der skal være en struktur for det, så det kan monitoreres uden at blive fuldstændig uoverskueligt administrativt, siger overlæge ved Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet og formand for Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG) Camilla Qvortrup. 

Man får, hvad man måler på

Der er ingen tvivl om, at kræftpakkerne har gjort en positiv forskel, fastslår hun.

- Da kræftpakkerne blev etableret, var der et stærkt behov, og de har været med til at løfte behandlingen. De har betydet rigtig meget. 

Men de har også skabt et fokus på at følge nogle lidt rigide forløb. 

Nogle patienter har følt, at det er gået meget stærkt, fortæller Camilla Qvortrup.

- Systemet måler lidt ensidigt på, at man overholder forløbene. Det kan gøre det vanskeligt at individualisere, siger hun. 

Derfor ser hun frem til en revision af pakkerne. 

- Jeg håber, vi kan revidere forløbene, så de bliver lidt mere individuelle, men der skal være en struktur for det, så det kan monitoreres uden at blive fuldstændig uoverskueligt administrativt, siger hun.

“Ekstremt administrativt system”

Klinisk lektor og cheflæge ved Afdeling for Transplantation & Sygdomme i Fordøjelsessystemet på Rigshospitalet Jens Georg Hillingsø er enig i, at kræftpakkerne har haft deres berettigelse, men han så helst, at de fik kniven. 

- De har tjent deres formål. Der er ikke nogen grund til både at have maksimale ventetider og kræftpakker, siger han med henvisning til de lovmæssige 14 dage, der højst må gå fra henvisning til udredning og fra samtykke til behandling.

Pakkerne har været gode til at identificere og fjerne flaskehalse og afdække ressourcebehov, mener han, men de er forbundet med unødigt stor administrativ aktivitet.

Nu frygter han, at det stiger yderligere. 

For nok lægger regeringen op til mere individualiserede behandlingsforløb og større patientinddragelse, men rammerne har man ikke lempet på.  

- Vi er underlagt et ekstremt administrativt system, som tager en masse tid fra den egentlige kliniske ydelse, siger han.

Senest har den såkaldte kræftskandale på Aarhus Universitetshospital ført til en skærpet tolkning af reglerne om maksimale ventetider.

- Det er et enormt registreringsarbejde. Med den nuværende fortolkning kan man starte et cancerforløb i et allerede eksisterende cancerforløb, hvis man skifter fra kemo til operation. Det medfører en enorm administrativ byrde, siger Jens Georg Hillingsø.

Nyt krav om præhabilitering

Mens maksimale ventetider og kræftpakkeforløb har bidraget til at øge hastigheden i kræftforløb, vil regeringens nye krav om såkaldt præhabilitering sænke den. 

Forberedende indsatser som feks. målrettet fysisk træning, god ernæring, rådgivning om sygdomsmestring eller hjælp til rygestop skal ruste kræftpatienter, som vil have gavn af det, inden behandlingen.

Det hele skal ske uden at gå på kompromis med de maksimale ventetider. Men hvordan man helt nøjagtigt sikrer det, er uafklaret.

- Det er en nød, vi skal have knækket, siger Camilla Qvortrup. 

Hun betragter ikke ændringen som en opblødning af kræftpakkeforløbene, men den vil givetvis betyde, at der vil være flere “særlige tilfælde”, hvor de maksimale ventetider godt kan overskrides uden at være i strid med loven.

Særligt fordi der kommer flere ældre, og fordi det ofte er dem og patienter med flere kroniske sygdomme, også kaldet multisygdom, der især har gavn af en forberedende indsats. 

- Det er klart, at præhabilitering kommer til at udskyde den onkologiske eller kirurgiske behandling, så vi skal have talt om, hvordan man får monitoreret det, siger Camilla Qvortrup.

Både hun og Jens Georg Hillingsø rejser spørgsmålet om, hvorvidt præhabilitering i den sammenhæng skal betragtes som behandling.

I dag skal enhver afvigelse fra de maksimale ventetider registreres, fortæller Jens Georg Hillingsø.

Han bliver træt alene ved tanken om, hvis man fremover også skal registrere, hvorfor man ikke sætter ind med præhabilitering. 

Mere patientinddragelse, mere værdi

En vigtig forudsætning for, at hvert kræftforløb i videst muligt omfang tilpasses den enkelte patient, er, at lægerne kender deres ønsker og behov. 

Derfor vil regeringen afsætte midler til at sikre, at alle patienter systematisk inddrages gennem hele forløbet fra udredning til behandling og i de opfølgende indsatser. 

På hospitalerne arbejder man i forvejen med at inddrage patienter i beslutninger om deres behandling. 

Det tager tid, ligesom ønsker og behov kan ændre sig undervejs.

Jens Georg Hillingsø bifalder udviklingen, som han forventer, vil åbne for et mere nuanceret valg af behandling. Det skal så bare balanceres i forhold til registreringsbyrden.

- Individualiseringen giver bedre mulighed for klinikeren til at stå fast på, hvad der er den bedste behandling, siger han.

Og det er ikke altid at bekæmpe kræften med kemo og skalpeller. Nogle skal måske i stedet have symptomlindrende behandling.

Mangler et målepunkt

Han forestiller sig, at den ændrede tilgang vil give lægerne en større ro i forhold til at understøtte patienterne i at træffe valg, der både er klinisk velbegrundede, og som skaber værdi for dem. 

Det, der mangler, er et relevant målepunkt.

- Hidtil har vi målt værdi i overlevelse. Hvis vi skal måle værdi for patienter, mangler vi en anden måde at måle på, siger han.

Hvordan det skal ske, har han ikke svaret på, men som eksempel nævner han, hvor meget tid folk tilbringer i deres eget hjem de sidste tre uger af deres liv, eller hvor længe de er væk fra hospitalet henover et år.

Så må det være op til politikere, patientforeninger og læger at indgå en kontrakt om ikke at gå i panik, hvis man måler værdien anderledes end overlevelsen, bemærker Jens Georg Hillingsø.

Skal “vælge klogt”

For nylig udkom Sundhedsstyrelsen årsrapport for 2024 om overvågning af de maksimale ventetider på kræftområdet. Den viste, at 99,9 pct. af kræftpatienter behandles inden for tiden.  

Men selvom presset på kapaciteten er aftaget, og man står et bedre sted nu end for bare et par år siden, er der stadig god grund til at bruge ressourcerne fornuftigt, påpeger Jens Georg Hillingsø. 

- Klinikere skal ikke lave unødvendige undersøgelser, siger han med reference til Vælg Klogt-samarbejdet, der arbejder for at reducere unødvendig aktivitet i sundhedsvæsenet. 

- Jeg håber, at man også vil vælge klogt i forhold til administration.